Inspiration. Hun vil gøre pædagoger til legens bedste ambassadører

Børn med solhatte, skovle og spande flytter tilsyneladende tilfældigt sand mellem sandkasserne under skulpturelle graner, mens de voksne kigger på fra sandkassekanten. Som vi sidder her i solen, der bader legepladsen på Hauser Plads i København i et gyldent lys, luner hun sig ved tanken om den plads i rampelyset, legen har fået politisk de seneste år. Hun glæder sig over, at børns ret til leg i daginstitutioner netop er blevet skrevet ind i loven om dagtilbud med formuleringer som ’legen er grundlæggende’ og ’der tages udgangspunkt i et børneperspektiv’.

Det er ikke mere end et par år siden, at Danmarks nye legeprofessor Helle Marie Skovbjerg skulle kæmpe gevaldigt for at skabe opmærksomheden om, hvor afgørende leg er for børns liv.

I dag er der bud efter hende. De næste måneder er booket godt op med foredrag, workshops og andre aktiviteter, hvor hun får lov til at dele ud af sin viden om legens værdifulde væsen.

I vinter blev hun udpeget som professor i leg ved Designskolen Kolding – med opgaven ’at sætte legen på dagsordenen såvel nationalt som internationalt’.

Helle Marie Skovbjerg har en mission: Hun vil klæde landets pædagoger på med argumenter og legeerfaring, der skal sikre, at legen ikke bliver stoppet ind i endnu et læringsmål som et punkt på en liste, der skal nås i en i forvejen travl hverdag i landets daginstitutioner.

For selvom hun mest af alt glæder sig over den opmærksomhed, legen har fået, kan hun også blive bekymret.

»Nogle taler om leg som en disciplin, der skal dyrkes med det formål at give børn nogle helt bestemte kompetencer, som fremtidens arbejdsmarked efterspørger. Her kan jeg frygte, at legen bliver taget til indtægt i et konkurrencekapløb fremfor at blive prioriteret for værdien i sig selv – som fundament for livet simpelthen,« siger hun.



Økonomien bag. Spørger man Helle Marie Skovbjerg, er der ingen tvivl om, at der også er økonomiske argumenter bag legens aktuelle placering i rampelyset.

Når leg pludselig bliver et punkt på dagsordenen på økonomiske topmøder, er det også et udtryk for politisk interesse for legens potentiale: En idé om, at børn gennem leg kan tilegne sig kompetencer, som bliver eftertragtede på fremtidens arbejdsmarked, forklarer Helle Marie Skovbjerg.

Det er for så vidt godt, at politikere har fået øjnene op for legens udviklende potentiale, men leg må aldrig blot blive et spørgsmål om kompetencer til fremtidens arbejdsmarked, mener hun.

»Legen er vild og ustyrlig og kan ikke kontrolleres eller rettes mod et bestemt mål. Leg er, at der pludselig sker noget, man ikke havde regnet med. Og jeg håber virkelig også, at der ligger et ønske om, at leg skal prioriteres, for at børn skal blive glade og opleve frihed, ikke bare for at blive gode borgere, men glade og opfindsomme borgere,« siger hun.

For dét kan legen: Skabe glæde. Det er netop glæden og det umiddelbare, lysten og instinktet, der skal drive legen. Leg er ikke en styret aktivitet. Hvis man begynder at lægge legen i rammer og definere, hvad man skal lære af den, fordufter det legende.

»Leg kan ikke underlægges tvang. Den trives i sin egen vildskab og skaber et rum, hvor den legende kan føle sig fri,« forklarer hun.

Netop det frisættende i legen er der i den grad brug for i det moderne børneliv, mener Helle Marie Skovbjerg. For børn har i dag meget lidt fritid og frihed til at mærke efter, hvad de har lyst til. De fleste lever et tætpakket struktureret hverdagsliv med lange dage i daginstitution eller skole, planlagte fritidsaktiviteter og minimal tid til bare at være, at finde ro og lytte til, hvad de selv har lyst til.

Dét kan de i legen. Og så er vi tilbage til missionen: At understøtte pædagogers argumenter for, at legen sker på børnenes præmisser, når de med den nye lovtekst har fået mandat til at prioritere mere tid til leg.



Leg med. I de fleste daginstitutioner er det styrkede politiske fokus på legens værdi sød musik, og interessen for Helle Marie Skovbjergs forskning har også fra daginstitutionerne været stor. Flere pædagoger har henvendt sig for at få inspiration til, hvordan de kan give legen mere plads i det pædagogiske arbejde. Samtidig søger de argumenter for legens værdi, fordi de er blevet vant til at skulle have argumenter for alt, hvad de gør, på rede hånd, når forældre eller politikere stiller spørgsmål, fortæller hun.

»Og så vil de gerne have redskaber til, hvordan de kan indgå i legen på børnenes præmisser uden at blive for styrende deltagere i børnenes leg,« forklarer Helle Marie Skovbjerg.

Det er en af pointerne, hun tager med sig på Christiansborg, hvor hun om et par timer skal tale ved en høring om, hvordan pædagoguddannelsen kan bidrage til at ruste børn til en fremtid med robotter og kunstig intelligens.

»Jeg tror, at en af de mest afgørende måder at ruste vores børn til en uforudsigelig fremtid er at give dem lov til at lege og at lege sammen med dem. Min oplevelse er, at de voksne ofte bliver alt for fokuserede på regler og rammer, når de leger med. Man er simpelthen ikke i stand til at være en del af det rum, hvis man ikke selv leger,« forklarer hun.

Derfor laver hun sammen med forskningskolleger med mellemrum legeworkshops, ’ludotoriums’, hvor pædagoger trænes i at lege. For hvis man vil forstå legen og være med til at styrkes børns leg, skal man ­betragte den indefra. Man kan ikke lære legens kulturelle koder som tilskuer. Man må selv deltage, argumenterer hun:

»At være i legen handler om at turde stå et sted, hvor man ikke nødvendigvis ved, hvad der vil ske. De, der vil styre hele tiden, kan ikke være med. Legen er et åbent rum af øjeblikke, der hele tiden ændrer sig. Legen er defineret ved, at den er deltagerdrevet, at den bliver formet af dem, der leger med.«



Må jeg lege med? Som en del af sin ­forskning i legens væsen har Helle Marie Skovbjerg studeret, hvor pædagoger har ­leget med børnene. Og selvom de fleste pædagoger gerne vil lege mere med i børnenes lege, fortæller flere, at de føler sig udfordrede.

Dels føler mange sig pressede på tid i en hverdag med læringsmål, praktik og lave normeringer. Dels er det tydeligt, at der er forskel på, hvor stor succes de voksne oplever ved at indgå i børnelegene.

»Det handler om som voksen at gå med i legen uden at forsøge at styre den eller fokusere på reglerne. I virkeligheden skal man bare være der og måske stille spørgsmål, som kan få legen til at udvikle sig, hvis den er ved at gå i stå,« siger hun og fortæller om et eksempel, hvor en pædagog deltog i en restaurantleg sammen med børnene:

Pædagogen satte gang i legen ved at lægge forskellige køkkenremedier frem og lægge op til, at børnene kunne lege restaurant. Han sad midt i legen og leverede små indspark ved for eksempel at spørge om, hvad restauranten skulle hedde. Da nogle af børnene havde svært ved at komme i gang, spurgte han, om de ikke også skulle bruge nogle penge på restauranten. Og så gik de børn, der havde haft svært ved at komme ind i legen, i gang med at tegne og klippe penge ud.

»Han skabte forskellige deltagelsesmuligheder for børnene ved at stille enkle spørgsmål, som gav alle mulighed for at byde ind og lege med. Han styrede ikke, men var alligevel med som en central deltager, der sikrede, at legen udviklede sig og blev ved,« forklarer Helle Marie Skovbjerg.

Lige nu arbejder hun på forskningsprojektet ’Må jeg lege med?’, som skal hjælpe de børn, der står udenfor legen. Forskning viser, at cirka syv procent af alle børn i 0.-4. klasse oplever, at de er udenfor legefællesskaberne i skolegården og ikke ved, hvor de skal gå hen i frikvartererne.

»Hvis man har svage legekompetencer, er det svært byde ind med noget. Derfor vil vi undersøge, hvilke rammer og muligheder vi kan skabe for børn, der føler sig udenfor,« siger hun og forklarer, at det er et andet argument for, hvorfor de voksne er vigtige som deltagere i børns leg: Hvis de voksne skal kunne hjælpe alle børn ind i legefællesskabet, må de deltage og forstå, hvad der er på spil.

Men det handler også om at forstå børnenes leg for at kunne kæmpe for børns fortsatte ret til at lege uden krav om, at legen skal opfylde definerede mål og læreplaner.

»Hvis vi som voksne skal bevare respekten for børns leg og insistere på, at legen i sig selv er udviklende, er vi nødt til at deltage i den. Sådan forstår vi den iboende kraft, der er så unik for legen,« forklarer Helle Marie Skovbjerg, som gerne selv leger.

Med jævne mellemrum afholder hun ’legejams’ med forskerkolleger, hvor de skiftes til at igangsætte lege på forskellige legepladser.

Hendes studerende på Designskolen Kolding har forstået budskabet: At voksne skal lege med. I en øvelsescase designede en gruppe studerende en legeplads, som skulle gøre det lettere for voksne at deltage i legen.

Legepladsen bestod af to parallelle spor – et for børn, et for voksne – nogle steder løb de tæt, andre gange løb de fra hinanden. Idéen var klar: Legepladsens redskaber skulle sikre større ligeværdighed mellem børn og voksne og gøre det sjovt for alle at lege med. Sådanne legepladser ville være rigtig gode for både børn og voksne, mener Helle Marie Skovbjerg:

»Helt banalt handler det om, at børn får oplevelsen af, at voksne synes, deres liv og interesser er spændende.«

På Hauser Plads hænger den enlige gynge stille. Ingen har rørt den de seneste timer.

I virkeligheden er det helt tosset, at der ikke er gynger for både børn og voksne på alle legepladser, mener professoren.

»Det ville invitere os til at lege mere sammen. Det er ikke rart for hverken børn eller voksne, hvis den voksnes rolle i legen blot bliver at skubbe en gynge, og barnets rolle er at koste rundt med den voksne. Når børn kalder på de voksnes opmærksomhed i legen, ønsker de at dele deres verden og invitere de voksne med.«



Om forskeren

Helle Marie Skovbjerg har i mere end 10 år forsket i leg. Hun færdiggjorde i 2010 ph.d.-afhandlingen ’Leg som stemningspraksis’ og har siden forsket i leg ved Aalborg Universitet. Fra den 1. februar 2018 har hun været ansat som professor ved Designskolen Kolding som Danmarks første professor i leg.

Hun har en baggrund som idéhistoriker fra Aarhus Universitet og en særlig interesse for menneskets natur og dannelsesbegrebet. Interessen for leg opstod, da hun i forbindelse med sit speciale blev optaget af den tyske humanist og 1700-talsforfatter Friedrich Schiller, der talte om, hvordan leg som udtryksform kan forene vores følelser med fornuft. Mennesket er ’kun når det leger, et helt og fuldt menneske’, skrev Friedrich Schiller. Det citat har siden inspireret Helle Marie Skovbjerg til at undersøge legen som en slags livspraksis. Leg må ikke alene blive gjort til et middel til læring, mener hun.