Inkontinens er ofte arveligt

Bryder du dig om at gå på toilettet for åben dør, i fuld offentlighed, mens fremmede går forbi dig? Nej, vel. Hvorfor skal børn så finde sig i den slags forhold, når de er mindst lige så blufærdige og private omkring det 'at gå på toilettet', som voksne er.

Spørgsmålet er relevant, når talen falder på inkontinens, for toiletforholdene i institutionerne har stor indflydelse på, om børn går på toilettet eller tisser/laver i bukserne.

"Det er altafgørende og væsentligt, at børnene har ordentlige toiletforhold og også får hjælp til at gå på toilettet," fastslår Ulla Kabbelgaard.

Hun er daglig leder af Børneinkontinensklinikken på Næstved Sygehus og hjælper mange pædagoger med at se professionelt på problemet.

"Det nytter jo ikke noget, at vi finder på gode pædagogiske og medicinske behandlinger, hvis ikke baglandet følger trop og støtter barnet. Det handler om at få vores pædagogiske evner til at passe sammen med de pædagogiske evner, der hersker i en børnehave," siger hun.



Et fysiologisk problem. Opgaven er ikke altid lige let, understreger hun, for der opstår kontroverser, hvis pædagoger opfatter et barns inkontinens som et socialt adfærdsproblem.

"Da må vi have en dialog i gang, så pædagogerne forstår, hvad problemet er og kan være med til at løse det. Der kan være flere årsager til inkontinens, men typisk drejer det sig om, at barnet har en lille og umoden blære, der vil tømme sig meget hurtigt. Det handler altså ikke om adfærd, men om at gøre omgivelserne opmærksomme på, at et barn specifikt har svært ved at løse denne opgave, fordi der er noget, der ikke er modnet kropsligt endnu. Det svarer i princippet til, hvornår man får mælketænder, hvornår man begynder at cykle uden støttehjul og så videre. Dette her er bare så synligt, at alle reagerer," siger Ulla Kabbelgaard.

Overlæge Søren Rittig fra Skejby Sygehus har i årevis forsket i problematikken. Hans forskning viser, at inkontinens i op til to tredjedele af tilfældene kan være arveligt.

"Der er intet hokuspokus ved inkontinens, for det er ikke psykisk, men fysisk betinget. Vores nyeste forskning viser, at der kan være en arvelig defekt, som giver en alt for stor urin-produktion. Cirka to tredjedele af børn med inkontinensproblemer har en arvelig komponent."

I mange år har Søren Rittig kendt til denne komponent, men de nye resultater er et gennembrud i forskningen.

"Vi er ved at forstå mere og mere og er på vej til at finde nye områder på generne, som er koder for det område, der har med for stor urinproduktion at gøre. Det er endnu et bevis for, at noget fysisk og ikke noget psykisk ligger til grund for inkontinens. Indtil nu har vi ikke vidst, hvor på kromosonerne det sad, men det ved vi nu. Vores seneste forskningsresultater betyder, at vi kan åbne op for helt nye behandlingsmetoder," siger Søren Rittig.



Vær åben for ny viden. Overlægens råd til pædagoger i vildrede er at opdatere sig på området og lære om de nye landvindinger, så de forstår, at man sagtens kan løse problemet.

Det var præcis, hvad Mariehusets leder, Bodil Mortensen, i Næstved gjorde, da hun fik sygeplejerske Ulla Kabbelgaard til at holde et oplæg for pædagoger og forældre.

"Det var en øjenåbner, og forældre og pædagoger lærte alle meget. Det handler blandt andet om en større forståelse for, hvad der sker med børnene. Nogle forældre fortalte, at de måske havde et problem, og der var faktisk børn, hvor vi ikke vidste, at der var problemer, primært fordi den ufrivillige vandladning foregik om natten. De forældre var meget glade for at få ny viden og konkrete bud på, hvad de skulle gøre. De fik blandt andet at vide, at man i løbet af en-tre måneder kan få ændret 'mønstret' ved hjælp af et ringeapparat og andre metoder," fortæller Bodil Mogensen, der i dag er på efterløn.

Det gik også op for Bodil Mortensen, at nogle børn igennem årene nok er blevet sygeliggjort unødvendigt, netop fordi inkontinens i langt de fleste tilfælde skyldes kropslig umodenhed og ikke en sygdom.

"Det var virkelig en ahaoplevelse for os pædagoger. Tænk, at det blot handler om at være opmærksom på, hvad der sker i kroppen, og hvordan den fungerer. Med den rette hjælp kan børnene i løbet af en til seks måneder blive 'tørre'," siger hun.



Når legen lokker. Under sit besøg i Mariehuset gjorde Ulla Kabbelgaard opmærksom på, at en anden årsag til 'våde bukser' er, at nogle børn ikke kan mærke, at 'nu er det tid'. Oven i dette er der dilemmaet med at skulle forlade en god leg for at gå på toilettet.

"For børnene kan det blive en prioriteringssag: Man leger godt med våde bukser, men man leger slet ikke, når man sidder på toilettet. Der ligger derfor en stor pædagogisk opgave i at hjælpe børnene, der har været på toilettet, med at komme ind i legen igen, i stedet for at de selv skal kæmpe sig tilbage til deres position i legen."

Ulla Kabbelgaard pointerede også, at toiletforholdene i Mariehuset kunne være bedre ved for eksempel at have en dør ind til hvert af toiletterne frem for blot at have skillevægge imellem dem.

"Vi har ikke haft de store problemer, selvom de større børn ikke bryder sig om, at de ikke har deres egen dør. Generelt kan man sige, at toiletter skal være indbydende. Måske skal der være dæmpet musik og pæne billeder, som giver børnene lyst til at blive længe nok på toilettet. Og så skal de føle, at de trygt kan lukke en dør uden fare for at blive låst inde," forklarer Bodil Mortensen.



Stadig tabubelagt. Sygeplejerske Bente Thordsen i Haderslev driver sin egen inkontinensklinik. Hun oplever problemer i dialogen med pædagogerne.

"Pædagogerne ved ofte ikke ret meget om inkontinens hos børn, og ofte er de ikke gearet til at følge op omkring problemet. Fra forældre, der kommer i min klinik, har jeg hørt, at nogle pædagoger heller ikke er særlig samarbejdsvillige, når børnene har inkontinensproblemer."

Bente Thordsen påpeger, at forældrene ofte føler skyld og skam, fordi problemet er meget tabuiseret, især når det gælder afføringsinkontinens.

"Her siger jeg altid til dem, at det kan de ikke gøre for, og at de ikke har gjort noget forkert."

For at komme problemerne til livs handler det altså primært om oplysning, kommunikation og forståelse.

"Det er vigtigt at forstå, hvad der sker, når man tisser, og hvorfor det i nogle tilfælde går galt. Det kan være nyttigt at lære børnene nogle afværgemekanismer, som for eksempel at sætte sig på hug. Det kan få vandladningstrangen til at falde til ro, hvorefter børnene så kan gå stille og roligt på toilettet," siger Bente Thordsen,

Ulla Kabbelgaard går et skridt videre og mener, at der i pædagogernes uddannelse burde være et modul om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan den modnes. Hun lægger op til, at pædagogerne kontakter myndighederne, hvis toiletforholdene ikke er i orden. For er de ikke det, er det svært at give børnene gode og sunde toiletvaner.

"I mange institutioner er forholdene ikke optimale. Hvad enten børnene skal tisse eller lave pølser, så sidder de ofte på rad og række - med eller uden en skillevæg imellem og uden døre. Det er et kæmpestort problem, og pædagogerne bør lægge pres på de respektive forvaltninger, så børnene får optimale forhold. Jeg ved godt, at det er en politisk beslutning og et spørgsmål om økonomi, men hvis ikke der i første omgang bliver sat fokus på problemet, så sker der i hvert fald slet ikke noget."



GODE RÅD

• Bebrejd aldrig børnene.

• Tag børnene alvorligt og tro dem, når de siger, at de ikke kan mærke, at de skal på toilettet.

• Giv information om emnet til kolleger, børn og forældre.

• I samarbejde med forældrene så sørg for, at børnene kommer til læge/kontinenssygeplejerske og bliver udredt.

• Fortæl børnene, hvad der sker med blæren, når de går en hel dag uden at få den tømt.

• Sørg for ordentlige og indbydende toiletforhold. Om nødvendigt, læg pres på de ansvarlige politikere.



Her kan I søge hjælp

Børn, der lider af urin- eller afføringsinkontinens, skal til en såkaldt udredning, hvor man finder ud af, hvad de konkrete årsager til problemet er. De praktiserende læger er ikke altid gearet til dette, hvorfor det er/kan være nødvendigt at søge hjælp hos specialisterne. De findes her:



Center for Børneinkontinens, Skejby Sygehus, børneafdelingen v. overlæge Søren Rittig. Telefonrådgivning mandag-onsdag kl. 15-17 på 8678 4121.





Børneinkontinensklinikken på Næstved Sygehus

Her kan alle børn med vandladningsproblemer henvende sig. Her arbejder specialuddannede sygeplejersker og læger. Man behøver ikke at have en henvisning fra egen læge, men kan blot ringe og få en tid. Telefonrådgivning kl. 8.30-15 hver tirsdag på 5577 6481.



Thordsen - klinik for inkontinens

Privatklinik i Haderslev drevet af sygeplejerske Bente Thordsen, der også holder foredrag på skoler og i børnehaver.





Inkontinensklinikken i Næstved

Privatklinik drevet af blandt andre sygeplejerske Ulla Kabbelgaard, der også holder foredrag på skoler og i børnehaver.





Tørdokken

Vådliggerklinikken 'Tørdokken' på Rigshospitalet i København er en rådgivnings- og behandlingsklinik for børn med ufrivillig, natlig vandladning. Børn og familier fra hele landet kan ringe til telefonlinjen, der er åben torsdag aften, men ambulatoriet tager kun børn henvist fra H:S.



Teddy

Center for børn med svære afføringsproblemer, Odense Universitets Hospital. Centrets primære funktion er udredning, behandling og opfølgning af børn med svære afføringsproblemer.





Kontinensforeningen i Danmark

En privat patientorganisation hvis formål er at varetage interesser for urin- eller afføringsinkontinente voksne og børn og at bryde tabuet omkring lidelsen. De rådgiver om forebyggelse og behandling og arbejder på at udbrede kendskabet til inkontinens.



oM INKONTINENS



Hvad er inkontinens?

Der er tale om urininkontinens hos børn over fem år ved læk af 1 mililiter urin mindst én gang om ugen. Hos børn ses urininkontinens oftest som små lækager.

Afføringsinkontinens handler primært om forstoppelse. Barnet oplever en ubehagelig fornemmelse eller smerte i forbindelse med afføring og holder afføringen tilbage. Barnet undertrykker den naturlige afføringstrang og normale tømningsrefleks. Det medfører tiltagende ophobning af afføring i endetarmen, som er med til at give yderligere ubehag og smerte. Efterhånden overstrækkes endetarmen af den ophobede afføring og mister dermed fornemmelsen for afføringstrangen. Barnet mærker derfor ikke, at det skal have afføring.



Hvad er årsagerne?

Langt den hyppigste årsag er forstyrrelser i den normale vandladningsrefleks, som resulterer i forkerte eller dårlige vandladningsvaner. Typisk er blæren lille, men tømmer sig i øvrigt fint. Det vil også give natproblemer, idet barnet ikke vågner ved vandladningstrangen. Årsagerne kan være medfødte eller erhvervede skader.

Forstoppelse kan også være årsagen til, at man tisser i bukserne. Hvis man behandler forstoppelsen, så vil 80 procent af de børn, som også tisser i bukserne om dagen, ikke længere have problemer.



Kan børn altid mærke, når de skal tisse?

Nej. Tidsrummet fra tissetrangen melder sig, til blæren starter med at tømme sig, er så kort, at barnet ikke når at registrere det. For eksempel hvis barnet er midt i en spændende leg, eller hvis barnet først skal spørge om lov til at gå på toilettet.



Hvor mange lider af inkontinens?

Ca. 50.000 børn lider af ufrivillig vandladning.

Ca. 10 procent af alle danske skolebørn i skolestart-alderen har problemer med ufrivillig vandladning i dagtimerne.

Maksimalt 50 procent af børnene i Danmark er decideret syge og har behov for et kirurgisk indgreb. De øvrige 95 procent har et fysiologisk problem, som kan afhjælpes ved hjælp af information, regelmæssige rutiner, rene og behagelige toiletter, tid, støtte fra forældre og pædagoger og eventuelt medicin.