Inklusion: Det lange seje træk

Kommunerne skulle spare sidste år, de skal spare i år, til næste år og til næste år igen. Spareskruen ser ud til at være uden ende. Kommunerne siger, at det blandt andet er løbske udgifter til specialområdet, der giver røde tal på bundlinjen.



Mange kommuner har set det som en vej ud af de stigende udgifter, at daginstitutionerne overtager flere af de børn med særlige behov, som tidligere var anbragt i dyre specialtilbud. Derfor indfører man inklusion, som skal klæde pædagogerne på til at rumme disse børn. Men mange steder glemmer man, at det ikke er muligt at spare her og nu ved hjælp af inklusion. Det er tværtimod en investering i fremtiden.

Bent Madsen, leder af Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE), Professioneshøjskolen UCC, mener, at det er meget vigtigt, at alle parter bliver klar over, at det er et langt sejt træk at få inklusion til at fungere.



"Hvis man bare anbringer udsatte børn på tålt ophold i daginstitutionerne, er det billigt. Men skal det være inklusion og virke på længere sigt, koster det både penge og tid. For så skal hver eneste daginstitution have både personalemæssige ressourcer, viden og opbakning. Og det samme gælder for de fagpersoner, som pædagogerne skal arbejde sammen med. Om inklusion er godt, afhænger fuldstændig af, om ressourcerne er der," siger han.



Også forsker i inkluderende og ekskluderende miljøer Janne Hedegaard, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole - Aarhus Universitet, mener, at det kræver tid og investeringer, hvis man vil have inklusion til at virke i de almene dagtilbud.

"Enhver forandringsproces er en investering. Dels vil der jo være en overgangsperiode, hvor pædagogerne skal have kvalificeret deres praksis til at være inkluderende. De skal forandre på deres faglige selvforståelse, deres problemforståelse og deres løsningsforståelse. Hele grundlaget for tildeling af ressourcer skal ikke længere være, at man giver penge til et barn, men at man giver penge til, at et givent barn kan trives i fællesskabet i institutionen. Og det tager tid. Jeg har erfaring for, at det mindst tager to år, og det kræver, at hele organisationen er med på idéen," siger hun.



Bent Madsen mener, at de besparelser, man måske er ude efter, først vil vise sig senere hen.

"Hvis man sørger for at give små børn med særlige behov det, de har brug for i daginstitutionerne, vil der senere være færre børn, der skal have ekstraundervisning. Færre børn dropper ud af skolen for tidligt, og flere unge får en uddannelse. Desuden vil de senere få et bedre voksenliv og blive bedre forældre og alt det, som betyder, at de ikke i det lange løb vil lægge samfundet til last. Så det dummeste, man kan gøre, er at spare på den korte bane, for så skubber man nogle udgifter foran sig og får aldrig rigtig knækket den udgiftskurve, der bare stiger og stiger på specialområdet," siger han.



Pædagogerne vil gerne. Både Bent Madsen og Janne Hedegaard oplever, at pædagogerne gerne vil arbejde med inklusion. Men at de har store problemer med at håndtere de mange børn med særlige behov, som de skal få til at fungere i almentilbuddet.



Bent Madsen mener, at pædagogerne ikke har brug for nye metoder til at få øje på børn med vanskeligheder. Det er de meget gode til. Men de mangler støtte og viden til at følge op på de vanskeligheder, børnene har.

"Vi ved, at det er gråzonebørnene, som pædagogerne mangler både faglige og ressourcemæssige forudsætninger for at kunne tage sig af. Og vi ved også fra forskningen, at de udsatte børn er allermest følsomme over for dårlige normeringer, så det er dem, det først går ud over, når ressourcerne er knappe. Skal man bryde den sociale arv, skal man imødegå ekskludering, og skal børn have lige livschancer, så kræver det gode normeringer og et veluddannet personale. Det er der forskningsmæssigt belæg for, og derfor kan det ikke siges ofte nok," siger han.



Janne Hedegaard mener, at laver man forandringsprocesser oppefra, som skal virke nedad, er det ikke sikkert, at personalet kan finde mening i det.

"Man skal skabe projekter, hvor man arbejder nedefra med at forandre, for så har man en større chance for at få alle med. Hvis pædagogerne ikke føler sig klædt på til at løfte opgaven, bliver taberne jo i sidste ende børnene," siger hun.



Opgør med faglighed. Inklusion handler om at forandre pædagogikken, så børn med vanskeligheder kan være aktive deltagere i fællesskabet, forklarer Bent Madsen.

"Pædagogerne skal kunne arbejde på en sådan måde, at de får børnene med ind i fællesskaberne og giver dem anerkendelse. Det er pædagoger hamrende dygtige til, hvis de ellers har ressourcerne," siger han.



Janne Hedegaard oplever, at den pædagogiske faglighed skal gøre op med nogle grundlæggende forståelser, når man skal arbejde med inklusion.

"Det er sårbart, når man skal gøre op med meget af ens faglige identitet, så hvis man ikke tager pædagogerne alvorligt her, sker der ingenting. Pædagogerne skal blandt andet kunne se det meningsfulde i, at støtten ikke længere gives til barnet, men til fællesskabet, så fællesskabet kan forandre sig og derved sikre barnets ret til deltagelse, også selv om det ikke er som de fleste. For ellers har man ikke været god nok til at formidle, hvad den inkluderende praksis går ud på. Det handler ikke om, at man bare kan overlade problemerne til pædagogerne," siger hun



Viden, viden og viden. Viden skal sikre, at inklusion virker. Derfor er uddannelse af pædagogerne central. I en undersøgelse, som Børn&Unge har fået foretaget blandt pædagogerne, svarer de, at de typisk har været på kurser i inklusion to til fem dage. En fjerdedel har fået længere kurser. 25 procent svarer, at alle pædagoger i institutionen har fået viden om inklusion, mens man de fleste steder har uddannet fra én person til cirka halvdelen af personalet.

Bent Madsen mener, at det er langt ude at påstå, at pædagogerne kan være eksperter i inklusion efter et 15 timers kursus, eller hvis kun nogle af pædagogerne har været på kursus.



"Vores kompetenceudviklingsprojekter strækker sig over to, tre, fire og fem år, for det er et langt sejt træk at skulle arbejde på at få et andet børnesyn, et andet udviklingssyn og et andet syn på, hvordan man bruger hinanden som kolleger, hvilket er det, der ligger i inklusionsarbejdet. Viden er den mest grundlæggende ressource i pædagogers arbejde, så det må man ikke spare på," siger han.

NVIE udbyder gennem Professionshøjskolen UCC diplomkurser af seks ugers varighed.

"Men vi bilder ikke nogen ind, at man på den baggrund kan gå hjem og lave inkluderende miljøer. Og det er ikke, fordi man ikke får viden nok på de kurser, men fordi inklusion fordrer organisatoriske ændringer både i institutionernes pædagogik og på forvaltningerne, hvor man skal finde ud af at arbejde med en anden måde at tildele ressourcer på," siger Bent Madsen.



Litteratur

'Socialpædagogik - Integration og inklusion i det moderne samfund'

af Bent Madsen.

Hans Reitzels Forlag, 351 sider,

vejl. pris 365 kroner.



'Inklusion - Ideal og Virkelighed'

af Kaj Struve.

Via Systime 2009,

190 sider, vejl. pris 220 kroner.



'Inklusionens pædagogik - Fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen, af Carsten Pedersen.

Hans Reitzels Forlag, 190 sider,

vejl. pris 225 kroner.



'Den inkluderende skole i et

ledelsesperspektiv' af Rasmus Alenkær m.fl.

Forlaget Frydenlyund, 230 sider,

vejl. pris 299 kroner.





På nettet



www.nvie.dk

NVIE er etableret som et landsdækkende nationalt videncenter i januar 2005 i et partnerskab mellem de to uddannelsesinstitutioner Professionshøjskolen København og Professionshøjskolen UC Vest, Esbjerg. Som videncenter indsamler, skaber og formidler centret viden i krydsfeltet mellem forskning og praksis i et tæt samarbejde med offentlige og private virksomheder over hele Danmark. Centret retter formidlingen af sin viden mod politikere, forvaltning, institutioner, professioner og brugergrupper. Dets aktiviteter retter sig mod børn, unge og voksne i udsatte positioner eller med særlige behov i daginstitutioner, skoler, døgninstitutioner, bofællesskaber, uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet.