Ingen garanti for legetøj

Det er svært at finde legetøjsforhandlere, der vil give skriftlige garantier for, at legetøjet er ftalatfrit

Forbudet mod ftalater i legetøj og udstyr til vuggestuebørnene bliver behandlet meget forskelligt i landets kommuner. Fra centralt hold henviser Kommunernes Landsforening til, at det ligger i den decentrale organisering, at man i de enkelte kommuner, tager sig af den slags sager, og i mange kommuner går decentraliseringen videre, så spørgsmålet om at undgå ftalater ligger i den enkelte institution. I nogle få kommuner er der fra centralt hold taget fat om spørgsmålet. Århus er en af dem. For et års tid siden fik vuggestuerne i Århus et brev om, at de skulle sortere legetøjet og fjerne alt blød plast, der kunne indeholde PVC. Når de skulle ud og købe nyt, skulle de sikre sig skriftlige garantier for, at legetøjet ikke indeholdt ftalater.

Første del af projektet var meget enkel:

»Det var lidt under halvdelen af vores legetøj, der var under mistanke for at indeholde PVC. Alle bløde dyr, alle dukker og alle bolde blev taget væk,« fortæller Per Christensen, der er sikkerhedsrepræsentant i vuggestuen Almindingen i Århus.

»Men da vi ikke er kemikere, blev det jo på et skøn. Tvivlen måtte komme børnene til gode.«

Anden del af projektet - indkøb af nyt, ftalater-frit legetøj - viste sig mere kompliceret. Det er faktisk ikke lykkedes endnu.

»Der kommer jo masser af legetøjsrepræsentanter forbi - men når vi spørger dem om datablade på produkterne, kan de ikke skaffe dem. Så har vi ingen garanti, og så vil vi ikke købe legetøjet,« siger Per Christensen.



Ingen datablade. Vuggestuen Almindingen er ikke alene. De øvrige vuggestuer i Århus Kommune har samme problemer. For at hjælpe institutionerne har kommunen for nylig bedt dem om en 'top ti-liste' over det legetøj, som børnene leger mest med. Herefter har Bedriftssundhedstjenesten forsøgt at skaffe datablade på produkterne, men leverandørerne vil ikke udlevere dem.

»Vi er fra kommunens side ved at overveje, hvordan vi kan finde frem til nogle produkter, hvor vi kan få databladene,« siger Lis Nanna Thøgersen, der er sikkerhedsleder i Århus Kommune.



Dokumentation. Det er meget vanskeligt at finde frem til legetøjsforhandlere, der ønsker at udlevere skriftlige deklarationer på legetøjet. Nogle få har lagt politik på området og har besluttet at droppe de leverandører, der ikke kan fremskaffe papirer på varerne. Men en lang række af de store legetøjsforhandlere oplyser, at de ikke kan fremskaffe databladene, fordi legetøjet er fremstillet i Østen. Men der er faktisk regler om, at legetøjsforhandlerne skal kunne fremskaffe datablade på produkterne.

»En forhandler skal kunne fremlægge dokumentation for, at en vare overholder standarderne, for eksempel ved en analyserapport, hvis kontrolmyndighederne - i dette tilfælde Miljøstyrelsen - kræver den,« oplyser Birte Børglum, der er leder af kemikalieinspektionen i Miljøstyrelsen. Denne dokumentation vil også fortælle, om der er ftalater i produktet. Birte Børglum tilføjer, at en kunde ikke har noget direkte krav på at måtte se papirerne.

Miljøstyrelsen vil fortsat føre kontrol og foretage stikprøver på legetøjets indhold

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.