Ingen fusion, men fortsat samarbejde

Frem for alt står vi måske overfor en af de hidtil vanskeligste overenskomst-forhandlinger

BUPLs hovedbestyrelse mødtes ekstraordinært i tirsdags for at diskutere situationen efter, at alle fagforeninger har afholdt generalforsamlinger, og at der havde vist sig et særdeles klart "nej tak" til en fusion med PMF. Et "nej tak", der betyder, at der ikke kan skaffes det nødvendige flertal til, at kongressen den 1. november kan sende et forslag til urafstemning blandt alle medlemmer.

Det store spørgsmål er, hvad der så skal ske, for en ting er sikkert og vist: En række af de udfordringer, som en fusion skulle løse på en særlig måde, er stadig aktuelle, og skal nu løses af BUPL alene eller i tæt samarbejde med andre faglige organisationer. Herunder selvfølgelig også PMF, blandt andet fordi en række af problemerne er arbejdspladsrelaterede.



Kampen om de kommunale budgetter fortsætter også efter kommunevalget. Arbejdsvilkårene har været særdeles pressede gennem de seneste år, og kampen for gode og sunde rammer i daginstitutioner må og skal forstærkes. De tabte kvadratmeter skal vindes tilbage til børnene, og der skal være kvalificerede medarbejdere nok til at sikre, at børn og unge udvikler sig.



Decentraliseringen fortsætter, og flere og flere beslutninger skal løses på den enkelte arbejdsplads. Det kræver, at BUPL er "tilstede" på den enkelte

arbejdsplads. Det skal ske i form af en tillidsrepræ-sentant og en leder, der begge skal være kvalificerede til at løse opgaverne og gerne med en vinkel,

der styrker daginstitutioner og klubbers samfundsbærende rolle.



Faget og fagligheden er i højsædet, og det er et

kontinuerligt arbejde at styrke institutionernes samfundsmæssige mandat. Det er af afgørende betydning at skabe forståelse for, at pædagoger og klubfolk, der arbejder professionelt med børn og unge, gør en forskel.

Det betyder også, at arbejdet med at højne det samlede uddannelsesniveau i institutionerne er en vigtig brik i måden at løse de fremtidige udfordringer på. Alle medarbejdere skal sikres uddannelsestilbud, der gør dem mere kompetente i deres daglige arbejde.



Vi står overfor et folketingsvalg, hvor risikoen for en borgerlig regering er overhængende. Det vil betyde, at institutionsområdet kommer under pres for yderlig privatisering og udlicitering. Samtidig vil fagbevægelsen formentlig opleve et ekstra pres, blandt andet fordi fradragsretten for fagforeningskontingenter er i fare for at blive afskaffet.

Frem for alt står vi måske overfor en af de hidtil vanskeligste overenskomstforhandlinger. Arbejds-givernes ensidige satsen på at få alle kommunale grupper på Ny Løn - og kommunernes inkompetence i at få implementeret Ny Løn - gør det ikke nemmere. De gyldne løfter er i alt for mange kommuner endt med budgettænkning og nedskæringer.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.