Incest - En skadelig barndom

I en by på Sjælland bor Charlotte Schmidt sammen med sin mor, far og en fire år ældre bror. Far er ingeniør, mor er pædagog og bliver efterhånden leder af flere forskellige børnehaver. Vi er lige i starten af 1970'erne, og set udefra er den lille familie så normal, som man kan forestille sig. Den befinder sig på et respektabelt middelklasseniveau, indtjeningen er god, boligen er god, og de to børn kommer i dyre betalingsskoler. Men inden for hjemmets fire vægge er den helt gal. Charlotte Schmidts far udsætter hende for seksuelt misbrug, fra hun er lille baby, til hun er tre-fire år. Herefter inviterer han hende med til at se, når han har sex med hendes mor, og udsætter hende desuden for daglig psykisk vold.

"Det var lige så grimt og frygteligt, som det lyder. Min barndom var grå, trist og fuld af skam og skyld, og min familie var ikke et godt sted at være," siger hun.

Som 35-årig er Charlotte Schmidt parat til at fortælle om angsten, frygten og misbruget. Efter næsten 15 års terapi har hun sin skadelige barndom så meget på afstand, at den lader sig fortælle til andre end terapeuter, familie og venner. Hun ønsker at dele sin historie med blandt andre pædagogerne, fordi hun vil åbne deres øjne for, at børn kan blive udsat for seksuelt misbrug - også fra deres egne forældre. Og at den slags misbrug sagtens kan finde sted i familier, der som hendes egen ikke umiddelbart vil give anledning til bekymring. Charlotte Schmidt mener selv, at hun som barn viser alle mulige tegn på, at hun ikke har det godt. Alligevel er der ingen, der stiller spørgsmål om, hvad der er galt. "Man spørger jo ikke børnehavelederen, om hun har lagt mærke til, at hendes datter ikke trives, vel?"

"Men det skal man," siger Charlotte Schmidt. "Hvis man som pædagog oplever, at et barn ikke trives, skal man kontakte forældrene og tage en snak med dem om det. Det kan godt være, at man ikke kan løse alle problemerne, men man kan vise familien, at man er opmærksom, og at barnets trivsel ligger en på sinde."



Tegn på overskredne grænser. Charlotte Schmidt mener, at opmærksomhed fra andre måske kan få den krænkende familie til at indse, at der er problemer, og at barnet lider under det. En hurtig og ikke mindst tidlig indsats kunne måske ikke have reddet hende fra misbruget. Men hun kunne have været sparet for mange års angst for hendes egen far og for den psykiske vold, hvis forældrene havde indset, at deres dårlige forhold gav deres børn mange problemer. Eller faren blev konfronteret med den uacceptable adfærd. Desuden mener Charlotte Schmidt, at det vigtigste for et barn, der svigtes af sine nærmeste, er, at andre mennesker ser barnet og kommer det til undsætning.

"Jeg mener, at voksne skulle have sat sig ned i øjenhøjde med mig og sagt, at de gerne ville snakke med mig, fordi de havde en fornemmelse af, at jeg gik rundt og bar på noget, at et menneske ville lytte til mig. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at jeg kunne have fortalt om misbruget i detaljer, for jeg vidste jo knapt selv, hvad der foregik, men jeg har en fornemmelse af, at jeg godt kunne have fortalt, at det ikke var rart at bo derhjemme, så den voksne kunne have rettet henvendelse til mine forældre og fortalt, at jeg ikke trivedes," siger hun.

Charlotte Schmidt mener, at de voksne omkring hende skulle have set et barn, der ikke integrerer sig med de andre børn i børnehaven og skolen. At hun er voldsomt voksensøgende og nemt knytter sig til relativt ukendte voksne. Desuden får hun lov til selv at bestemme, at hun vil flytte børnehave og senere også skole, uden at nogle prøver at finde ud af hvorfor.

"Et barn, der går sine egne veje og ikke rådfører sig med omgivelserne, skal man være opmærksom på. De meget autonome børn ligeså. Jeg var sådan et barn, der meget tidligere, end det er normalt, sagde, at jeg selv ville knappe mine bukser, selv tage tøj på. Det hed sig, at jeg var et meget selvstændigt barn, og at jeg vidste, hvad jeg ville, fra jeg var fem måneder. Man skal vide, at det ikke er normalt at være så autonom i en alder af fem måneder og være vild med at overnatte hos naboen som 2-årig. Autonomi i så tidlig en alder kan tyde på, at barnet beskytter sig mod at få overskredet sine grænser. Det kan skyldes meget andet end incest, men det kan det altså også være," siger hun.

Hvis man gentagne gange hører et barn sige noget, der vækker ens mistanke, så skal man reagere på det, mener Charlotte Schmidt. Pædagoger og andre voksne i barnets nærhed skal turde stole på deres fornemmelse af, at der er noget, der ikke er, som det skal være.

"Det er ikke nødvendigvis det samme som, at man anklager ud i den blå luft, eller at man skal have samlet mange fældende beviser. De voksne, der udøver incest eller vold, ved godt, at det ikke er, som det skal være. Så en samtale i børnehaven må jo nødvendigvis gøre noget. At blive afsløret gennem kærlig bekymring for barnet kan måske få den krænkende familie til at holde op eller søge hjælp," siger hun.



Lige så grimt som det lyder. Hvad er det så Charlotte Schmidt er udsat for, og som gør hendes barndom til et grimt sted at være. I mange år ved hun det ikke selv.

"Jeg vidste ikke, at man skulle føle sig misbrugt for det, jeg havde oplevet, jeg anede ikke, hvad det ville sige at være seksuelt misbrugt."

Det eneste hun ved er, at hun er meget bange for sin far, hun vil ikke være sammen med ham. Og da forældrene bliver skilt, skubber den kun 10-årige pige sin lidt ældre bror i favnen på "ham den grimme", fordi hun meget bestemt fastholder, at hun under ingen omstændigheder vil bo hos ham. Også selv om hun ved, at broren er ligeså bange for faren, som hun er, og har en ubevidst viden om, at han også har gjort noget forkert over for sønnen. Først senere finder hun ud af, at hendes far har krænket hende seksuelt i de første tre-fire år af hendes liv.

"Han er mest aktiv, da jeg er allermindst og dermed også kan huske allermindst. Da jeg bliver større begynder han at bakke baglæns, fordi jeg bliver stærkere og kan afvise ham. Han har haft sin egen seksualitet i rum med mig, men hvor meget han har haft mig blandet ind i det, ved jeg ikke. Det har været systematisk, for jeg har jo boet sammen med ham og været passet af ham. Som min mor siger: "Når det værste, man kan byde sine børn, er deres far, så hænger verden ikke sammen mere. Derfor tør man ikke tænke den tanke til ende og får derfor heller ikke sagt fra"."

Senere inviterer faren både hende og broren til at overvære, når han har sex med deres mor.

"Han voldtog hende, mens vi så på, og så underviste han os i detaljer i, hvordan man gjorde. Jeg kan tydeligt huske, at min mors ansigt blev dækket af en maske, der viste, at hun ikke var til stede. Min bror og jeg husker begge, at vi har set det hele, og bagefter er vi gået totalt i sort, man segner psykisk og går mentalt i gulvet," siger hun.

Der er ingen grænser i familien, og Charlotte Schmidts mor evner ikke at gøre noget ved det. Faren bestemmer, og det han har lyst til at udfolde sig med, er det, der kommer til at ske. Om morens andel, fortæller Charlotte Schmidt:

"Som voksen er man forpligtet til at mærke sit ubehag, men når man undertrykker det, tager man et valg. Så min mor har helt sikkert været en med-misbruger. Jeg ved også, at der er en side af hende, som er uskyldig, fordi hun ikke har set omfanget, og måske tror hun, at det kun er hende, der har problemer med min far. Hun havde ikke forstand til at tro, at det sivede videre ned til mig. Men jeg ved, at hun har set noget og fortrænger det. Hun ved godt, at det er min far, der har inviteret mig med ind. Det er fuldstændig ind til benet og grimt, ligeså grimt som det kan være. Hun bliver brugt, og i virkeligheden er han sammen med mig. Det er det, der nærer ham. Så selvfølgelig har hun en del af skylden."

Den psykiske vold, som har senere bliver den fremherskende krænkelse, går ud på, at faren kommenterer, hvordan hun ser ud på en måde, der gør hende skamfuld. Han overskrider konstant grænser for, hvad en far skal gøre i forhold til sit barn, hvilket betyder, at Charlotte Schmidt aldrig oplever at være tryg sammen med ham.

"Jeg var bange, og hvis jeg gik op imod ham, vidste jeg aldrig, hvad han ville sanktionere med," siger hun.



Fra vrang til ret. Charlotte Schmidt finder først ud af det misbrug, hun har været ude for i al sin grusomhed, da faren selv fortæller, at han har gjort det. Hun er på det tidspunkt 21 år, faren er nu alternativ behandler, og han fortæller hende den skrækkelige sandhed, mens hun ligger på hans behandlerbriks.

"Han fortalte mig, hvad han havde gjort. Men hele vejen igennem omtaler han sig selv i tredjeperson ental: "Din far vidste ikke, hvad han gjorde", siger han. Så han distancerer sig fuldstændigt, og så fortæller han: "Fra du blev født mistede din far den seksuelle kontakt med din mor, og da du kom, mistede din far saft og kraft i sit ægteskab. Han blev vred på dig og var sur over, at du tog så meget plads, og han syntes, at livet blev mere besværligt, og at din mor havde svært ved at føle lyst og glæde og trang til at være sammen med ham." Det betød, at han indtil flere gange har onaneret foran mig, og det var så det misbrug, han bekendtgjorde dengang," siger hun.

Og så begynder billederne at myldre frem, og Charlotte Schmidt kan fornemme, at der er sket meget mere, end hendes far fortæller. I første omgang er hun taknemmelig over for ham, fordi hun nu forstår, hvorfor hun var bange for ham, og hvorfor hun følte det som noget ubehageligt, når han sagde noget pænt til hende. Senere kommer vreden med en kæmpekraft og først langt senere, efter mange års terapi, kan hun prøve at forstå, hvordan det kunne gå til, at hun skulle udsættes for alt det væmmelige som lille pige.

I dag arbejder Charlotte Schmidt som fysioterapeut og kranio-sakral terapeut. Mange af hendes klienter har været udsat for sorg, tab og kriser eller været udsat for incest eller vold. Hun har selv to børn, og er nu skilt fra deres far. Det er en af eftervirkningerne fra en barndom med incest, at hun gifter sig med en mand, hun ikke er seksuelt tiltrukket af.

"At jeg har set min mor blive undertryk har betydet, at jeg beslutter mig for, at der er ingen, der skal trykke mig, så vil jeg hellere være den, der trykker. Derfor er der ikke mange mænd, der har scoret mig. Jeg har scoret."

Stille og roligt får hun trævlet sine forsvarsmønstre op, så hun nu har fundet en mere harmonisk personlighedsstruktur, hvor hun evner at række ud mod andre mennesker, og hvor hun evner, at andre rækker ud efter hende.

"Et misbrugt barn starter livet på vrangen. For derefter at bruge resten af livet på at vende maskerne en efter en. Håbet er at få livet vendt om, så det efterhånden bliver mere på retten. Jeg får meget sent at vide, at min far selv var misbrugt af sin far på en meget mere forfærdelig måde, end det jeg har oplevet. Min far blev voldtaget, og hans bror skulle kigge på, og så er han blevet pisket og banket med en kæp under fødderne. Så når man kigger tilbage i historien kan man se, hvor den dårlige cirkel begynder, og det, jeg har været ude for, er dønningerne af noget, der var endnu mere grumt," siger hun. o



Charlotte Schmidt vil gerne kontaktes af institutioner og foreninger, der vil sætte fokus på incest og forebyggelse af vold mod børn. Hun kan nåes på telefon 2424 8519 eller email: post@smerte-fri.dk





Tegninger om misbrug



Charlotte Schmidt fandt for nogle år siden nogle tegninger, hun har lavet som barn. For hende er der ingen tvivl om, at de viser, at hun var udsat for misbrug. Hun kan godt forstå, at det kan være svært for pædagoger at se noget mistænkeligt, hvis de kun ser enkeltstående tegninger. Men sammen med barnets adfærd og overlevelsesstrategier mener hun, at det må være muligt at opdage et barn, der ikke trives.

"Hvis man ser tegninger, hvor frygt og rædsel er dominerende, så kan man vel godt tænke, at her er et barn, som ikke trives eller har problemer. Og sammenholdt med trivsel i øvrigt, kan man måske lægge to og to sammen og få manifesteret en begrundet bekymring. Jeg tænker, at pædagoger, når de er sammen med børnene har en mulighed for at se og høre det, der kommer fra børnene, men at turde se børn, der måske har et svært liv, og måske bliver udsat for misbrug, det er nok det svære. Det er jo ikke en rar ting at tænke på, at børn gennem deres barndom kan blive udsat for seksuelt misbrug, men det bliver man altså nødt til, for det er så gennemgribende en ting for barnet, at det lider på grund af det resten af livet. Og man lider måske nok mest af alt, fordi ingen tog sig af det," siger hun.



Charlotte Schmidt har senere skrevet tekster til tegningerne for at vise, hvilke følelser, hun husker, når hun ser dem.

Charlotte Schmidt kan se, at hun næsten aldrig tegnede sole. Men en sol har hun tegnet, den er dog alt andet end glad. Hun kalder den for "Skriget": "Jeg kan ikke fortælle om det, der bor inde i mig. Jeg er bange og hele tiden på vagt. Jeg stoler ikke på nogen, og kan ikke vise, hvem jeg er. Hjælp mig !!!"



Virkelighed til overtegning: "Jeg bor med min familie. Vi har båd og to biler. Vi har venner alle sammen. Alligevel er det forkert. Vi gør det ikke rigtigt hjemme hos os. Jeg leger hjemme hos de andre. De skal ikke mærke, hvad jeg mærker.

Jeg skal være sød, så de andre kan lide mig og jeg kan komme væk.

Jeg vil være sød og dejlig. Som en kat de vil kæle med."