Ikke bestået

Retningslinjerne for den ny diplomuddannelse skal allerede revideres nu - et år efter start. Eksamensbedømmelserne er umulige at overholde, lyder det fra de nye CVU'er

Hastværk er lastværk. Sådan lyder et gammelt mundheld, der endnu engang har vist sin gyldighed i forhold til eksamensbestemmelserne for de nye pædagogiske diplomuddannelser.

Retningslinjerne for diplomstudierne, der er formuleret i studieordningen, er skrevet så hurtigt, at den allerede nu - under et år efter start - skal revideres. Især eksamensbedømmelserne springer i øjnene som "ikke bestået".

"Hvis vi overholder studieordningen, overtræder vi automatisk eksamensbekendtgørelsen, som rangerer højere i hierarkiet. Derfor vælger CVU'erne at overtræde studieordningen," erkender flere CVU'er over for Børn&Unge.

Hvis de enkelte CVU'er skal overholde studieordningen til punkt og prikke, skal sekretærerne manuelt kontrollere alle eksamenernes bedømmelse for hver enkel diplomstuderende, for at sikre at eksamensbestemmelserne overholdes. Og det er meget ressourcekrævende. Alene på CVU Storkøbenhavn går 500 studerende på den pædagogiske diplomuddannelse efter sommerferien. Og CVU København & Nordsjælland tæller 700 såkaldte "modulhoveder", der i antal studerende er noget lavere, da én diplomstuderende kan være i gang med flere moduler ad gangen.

"Som studieordningen er udformet og formuleret lige nu, kan de studerende i yderste konsekvens blive nødt til at vælge et fagligt relevant modul fra, fordi faget ikke udbydes med den rette eksamensform," lyder det fra en medarbejder fra et af CVU'erne.

Især de fleksible pædagogiske diplom-forløb er ressourcekrævende at håndtere. Men et revisionsarbejde er allerede sat i gang på landsplan.

"Diplomuddannelserne er et knaldgodt uddannelsestilbud til pædagoger og andre faggrupper. Vi har nogle begyndervanskeligheder, men vi gør alt for at fjerne dem hurtigst muligt," forsikrer Inger Schultz Hansen, der er efter- og videreuddannelseschef på CVU Sjælland.

Hun sidder i den arbejdsgruppe, der skal revidere eksamensbedømmelserne.

"Vi er i gang med at kulegrave de mange bedømmelsesformer, som studieordningen indeholder og prøver at få et overblik. Lige nu regner vi med at have nye retningslinjer klar til brug ved eksamen i sommeren 2004. Vi når desværre ikke at blive færdige til september som først lovet," fortæller hun.



Bestået eller ikke bestået. Studieordningen blev til i et samarbejde mellem pædagogseminarier, lærerseminarier og DPU's afdelinger, der for første gang skulle samarbejde som led i dannelsen af de nye Centre for Videregående Uddannelser, CVU'erne. Netop i eksamensbedømmelserne har de forskellige faggrupper ladet sig inspirere af deres egne uddannelser og har ikke nået at gennemtænke nogle fælles og generelle bedømmelseskrav.

Med det resultat, at diplomstuderende kan blive bedømt efter seks forskellige, ikke koordinerede, kriterier ved eksamen, nemlig: Bestået - ikke bestået, godkendt - ikke godkendt, en karakter efter 13-skalaen samt ekstern eller intern censur.

"Presset for at få diplomstudierne hurtigt i gang var stort fra ministeriel side, og der har simpelthen været for kort tid til at gennemarbejde og koordinere de mange forskellige uddannelsers eksamensbedømmelser," konstaterer Inger Schultz Hansen.

De enkelte CVU'er finder tilsyneladende hver sin løsning på de modsætninger, der ligger i studieordningen. Nogle CVU'er anvender eksterne censorer, som arbejdsgruppen anbefaler at gøre i tvivlstilfælde.

"Det gør vi også i nogle tilfælde, men ellers retter vi os efter eksamensbekendtgørelsen, så vi overtræder ikke nogle regler," konstaterer uddannelsesleder Lene Haderup, CVU København & Nordsjælland.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.