Ideologi som sandheder

Fritvalgsordninger og konkurrence skal skabe kvalitet og rationalitet i de danske daginstitutioner. Det var budskabet på en konference, jeg deltog i i sidste uge. Den var arrangeret af Kommunernes Landsforening og LederForum med titlen "Frit eller friere valg af børnepasning".

Budskabet er ikke nyt. Vi har hørt det mange gange fra VK-regeringen, og måske netop derfor er der en alarmklokke, der ringer hos mig. Når det bliver præsenteret tilstrækkeligt ofte, kommer det til at fremstå som en sandhed og ikke som det udtryk for den ideologiske holdning, det vitterligt er.



Både KL og Venstre fremfører, at kvalitetsudvikling kommer af konkurrence, og at frit valg fremmer konkurrencen. Konklusionen er - ikke overraskende - at "pengene-følger-barnet-ordninger" er den eneste vej frem.

Men hvad er det for en kvalitet, konkurrence fremmer på institutionsområdet? Ja, pædagogerne bliver vældig gode til at producere beskrivelser, evalueringer, afrapporteringer og så videre, men tiden tages fra den stadigt mindre tid, der er til at udføre det pædagogiske arbejde med børnene og de unge.

Er det den form for kvalitet, vi ønsker? Og frit valg for hvem? Så vidt jeg kan se i hvert fald ikke for børnene.

Og hvad er det for et samfund, vi får med pengene-følger-barnet-ordninger? Det er et samfund, der tilgodeser de bedst stillede og yderligere marginaliserer de svageste. Det er ikke sådan et samfund, jeg har lyst til at være en del af.



Den næste "sandhed", som tilsyneladende hænger uløseligt sammen med den forrige, er, at tilkøbsydelser og brugerbetaling er et gode. Vel at mærke brugerbetaling for ydelser, der tidligere var (og nogle steder heldigvis stadig er) en del af kerneydelsen, f.eks. madordninger, længere åbningstid, bleer osv. Det er også en udvikling med social slagside.



Vi hører dem igen og igen, disse ideologiske holdninger, som let bliver til "sandheder", hvis ikke vi hele tiden gør opmærksom på, at der er andre muligheder. Vi har faktisk mulighed for at vælge en vej, hvor fællesskab, social ansvarlighed og solidaritet er udgangspunktet for vores velfærdssamfund. Det er en vigtig opgave for bl.a. fagbevægelsen at fastholde.



Udviklingen af vores velfærdssamfund er noget, vi vælger, og noget, vi har indflydelse på. Det er en sandhed, vi må påpege igen og igen