I træning som mor

Udefra ligner Victoriahuset en ganske almindelig daginstitution, plantet midt i socialt boligbyggeri, med halvfjerdserfladt tag, papirklip i vinduet og et håndtag højt oppe på døren. Men Victoriahuset er alt andet end almindeligt.

Faktisk er der ikke andre institutioner, der helt ligner denne kombination af børnehave og familiegruppe under samme tag. Det blev født som et forsøg, men her otte år efter har Victoriahuset bevist sin eksistensberettigelse og er blevet et sted med venteliste og med erfaring i, hvordan man hjælper unge mødre, der ikke kan klare deres børn og morrollen.

Kvinderne henvises direkte fra barselsgangen på hospitalet eller fra deres socialrådgiver. En del kommer allerede, mens de er i slutningen af deres graviditet. De er ofte enlige - lige for tiden er der dog en del, som lever i parforhold - og de er næsten alle på overførselsindkomst. Så godt som alle har oplevet omsorgssvigt i en eller anden grad.

Leder Krista Bonderup og pædagog Ma-

riann Carlsen er to ud af fire ansatte, der hjælper de unge mødre med at få struktur på hverdagen med et spædbarn.

»Mange af mødrene har et utroligt spinkelt netværk. Ofte har de i deres opvækst haft nok at gøre med at overleve, og for langt de fleste halter den følelsesmæssige side. De har ikke haft modeller for, hvordan man reagerer på en fødsel eller på et parforhold, der skal finde nye roller. De har svært ved at tackle den følelsesmæssige turbulens, der raser i en kvinde, når hun pludselig står med ansvaret for et barn,« siger Mariann Carlsen.

»Når man får et barn, hvis følelser man skal kunne læse, er det frustrerende, at man ikke kender sine egne. Man ved, at man skal elske, men man ved ikke, hvordan den følelse er. Desuden skal de lære sund fornuft: Hvor meget søvn har et barn brug for? Hvordan finder man ud af, hvorfor barnet er ked af det? Hvor ofte har barnet brug for mad og bleskift? Og hvordan opnår man en god kontakt til barnet? Kvinderne har manglet spejlbilleder, der kunne fortælle dem, hvad der er normalt og ikke-normalt, hvad der er godt og skidt,« forklarer Krista Bonderup.



På tynd is. I den ene ende af den lave bygning ligger børnehaven med 20 børn fra to til seks år, og i den anden ligger familiegruppen med plads til 10 børn og deres mødre. I øjeblikket er de to institutioner adskilte enheder dog med fælles køkken og fælles leder. Pædagogerne i familiegruppen arbejder ikke i børnehaven og vise versa.

Det er pædagogernes ønske, at børnehaven på et tidspunkt automatisk kan tage de børn, der kommer fra familiegruppen. Det kræver, at Aalborg Kommune giver lov til, at børnene kan begynde der som et til halvandet-årige, når de sammen med deres mor udsluses af familiegruppen.

I et rum ved siden af køkkenet sidder mødre og børn ved et stort bord og prøver at finde sig i, at det er blevet mandag morgen. De snakker om den netop overståede weekend og om, hvad der skal ske i løbet af ugen. "Stuen" er domineret af en sofagruppe og en stor madras på gulvet. En vugge kan flyttes rundt efter behag. Billederne på væggen, lysestager og små lamper giver det sidste til den afslappede atmosfære og hyggen.



Struktur på dagen. Mødre og børn møder klokken ni om morgenen fire af ugens dage. Inden da har personalet holdt et kort møde for at snakke om, hvad dagen skal indeholde og hvilke problemer, de kan tænkes at støde ind i. Om onsdagen kommer mødrene ikke, det giver personalet tid til møder med for eksempel socialrådgivere, psykologer og sundhedsplejersker. Og tid til at pædagogerne får supervision og til at få talt med hinanden om, hvordan det går, og hvor de eventuelt skal sætte ekstra ind.

Efter morgenmaden begynder de faste aktiviteter: Sang og musik, babymassage, en tur i svømmehallen eller besøg af sundhedsplejersken. Aktiviteterne er den struktur på hverdagen, som giver mødrene mulighed for at opfange børnenes signaler.

»Det nemmeste er at få styr på måltider, sovetider og bleskift. Men mange af vores mødre bevæger sig ud på tynd is, når de skal turde at sige: "Jeg er lige her, lige meget hvilke signaler, du sender mig, så prøver jeg at læse dem." Det har de brug for at blive guidet i,« siger Mariann Carlsen.

»Kvinderne skal lære at tilsidesætte deres egne behov, og så skal de arbejde med indfølingen. Er barnet sur, sultent eller bare utilpas, fordi det er ved at lære at kravle eller ved at få tænder? Alle de nuancer af følelser, som børn sender ud i verden, kan være svære for mødrene at aflæse. Derfor må vi ofte være barnets talerør,« siger Krista Bonderup.

Det kan være moderens første mål eller arbejds-punkt, som de kalder det i Victoriahuset, at hun skal lære, hvordan hun får øjenkontakt med sit barn.

I Victoriahusets familiegruppe er pædagogerne enten primær- eller sekundærpædagog. Det betyder, at de hver har nogle mødre, som de har meget tæt kontakt til og nogle, de er knap så tæt på. Tanken om primærpædagoger har de lånt fra Lene Lind, der praktiserer samme pædagogik i Eksperimentalinstitutionen på Amager og har skrevet flere bøger om emnet. Pædagogerne mener, at primærpædagogik er helt nødvendig, når de laver den slags involverende arbejde, som foregår i Victoriahuset. Kvinderne, der ofte har dårlig erfaring med "systemet", lærer at forholde sig til, at i Vic-toriahuset er der ikke noget system, men en person - deres primærpædagog, som trøster, som smiler og som viser, at hun kan lide deres børn.

»Den første måned, en mor er indskrevet her, er det primærpædagogens opgave at være tæt på hende og gøre personlige og faglige observationer. Vi gør meget ud af at nurse moren. Vi putter hende på sofaen, vi farver hår, vi skænker hende en kop the, vi går med til tandlægen eller ud for at købe tøj. Den første måned er der meget nærvær, og imens arbejder vi os frem til at finde de arbejdspunkter, som den enkelte skal arbejde med,« siger Krista Bonderup.

Pædagogerne tror på, at personlig involvering er måden at hjælpe disse mødre og deres børn på. Igennem involveringen skabes det rum, hvor kvinderne kan tage imod læring, fordi de oplever tillid, tryghed og medmenneskelighed. Det betyder, at de overgiver sig til præmisserne for opholdet. De tør sige, at der er noget, de ikke kan, og de tør prøve noget nyt.

»Et af redskaberne er at være model for kvinderne. Vi viser dem, hvordan man gør, og vi giver gode råd. Gennem sang og musik lærer mødrene at bruge sanserne, ved massage og svømning lærer de om berøring. Vi lærer dem, at samspillet mellem mor og barn er meget vigtigt for barnets udvikling,« siger Marianne Carlsen.



Det seje træk. Victoriahuset er ikke en varmestue, der skal arbejdes hårdt for at blive bedre mødre og for at klare en tilværelse med et lille barn.

Det betyder selvfølgelig også et stærkt følelsesmæssigt, belastende arbejde for pædagogerne, for de fleste mødre har mange ting i bagagen, som de bliver bevidste om, mens de er i familiegruppen. Pædagogerne kalder det "det seje træk".

»Når morens egne mønstre bliver synlige, når barndommens og ungdommens oplevelser bliver synlige, så bliver det sejt. Det er ikke noget, der er overstået på tre måneder. Det er en personlig udviklingsproces, vi skal have i gang,« siger Mariann Carlsen.

»De fleste mødre er meget opstemte i begyndelsen, nærmest sådan lidt småforelskede både i huset og i primærpædagogerne. Men når først de synker ned i stolen og skal til at arbejde, så bliver det lidt sværere. Og så kan det være, at de ikke hver dag har overskud til at komme herned. Det er på det tidspunkt, at primærpædagogen må tage et sejt træk, for så skal de hentes derhjemme og motiveres til at arbejde med problemerne,« siger Krista Bonderup.

Det er en overraskelse for de fleste, at de skal have fat i nogle dybere ting i sig selv, og for mange er det svært at begribe hele omfanget af den proces, der sættes i gang. For nogle kvinder kan det være meget sørgeligt. For ikke nok med, at hun oplever alt det arbejde, der er med børn, og som skal fortsætte i mange, mange år. Hun opdager måske også, hvad hun selv er gået glip af, hvad hun ikke har fået med sig hjemmefra.

»De kommer næsten også alle sammen til at tænke over deres forhold til deres egen mor. De bliver i tvivl om de råd, moderen kommer med. Hvis kvinden nu ikke synes om dem, hvad gør hun så ved det?,« siger Mariann Carlsen.

Det er ekstra vigtigt i det seje træk-perioden at være vedholdende fra pædagogernes side.

»Jeg skal igen og igen gentage over for kvinden, at jeg bliver her, og at jeg godt kan se, at det er svært for hende. Jeg bliver ved med at holde hende fast i, at det her er hendes virkelighed, og at det ikke nytter at lege struds og stikke hovedet i busken. Så arbejdet er en kombination af at være konsekvent og ikke opgive omsorgen,« siger Mariann Carlsen.

»De her kvinder har jo netop været vant til at blive ladt alene, når det seje træk skulle tages, så derfor er det ekstra vigtigt, at vi viser dem, at vi ikke svigter dem,« siger Krista Bonderup.



Hjerte og hjerne. Det, kvinderne er igennem, påvirker også pædagogerne. Derfor er den supervision, de modtager, uundværlig.

»Der ligger et stort personligt arbejde i at være her. Graden af selvindsigt skal være høj hos personalet. Jeg skal have forholdt mig til mit eget ophav og til mit eget parforhold. For jeg bliver konstant konfronteret med ekstremt mange billeder, som jeg skal have en holdning til. Jeg skal ikke dele det med kvinderne, men jeg skal vide, hvad mine skuffer indeholder, ellers brænder jeg ud,« siger Mariann Carlsen.

På spørgsmålet om, hvordan de klarer den dybe involvering i mødrene, svarer pædagogerne, at det gør de ved at sørge for, at involveringen er baseret på et fagligt fundament.

»Det er ikke hjertet, der skal svømme over. Det er hjernen, der er på arbejde her. Men vi klarer det også, fordi vi er gode til at give hinanden respons. Vi sørger for at være meget tæt personaleorienteret og for at opleve nogle rare ting sammen. Vi er meget opmærksomme på at delagtiggøre hinanden i, hvad der sker i vores liv, så Mariann også fylder noget som person og ikke kun som pædagog,« siger Mariann Carlsen.

»Selv om jeg i mit arbejde er sammen med mennesker, der ikke kan finde ud af det, så betyder det ikke, at jeg ikke kan. Det skal jeg hver dag bekræfte mig selv i,« siger Krista Bonderup.

Men det svære arbejde er det hele værd, mener de to pædagoger. For som regel får de "den kæntrende båd til at sejle igen".

»Vi rydder ikke vejen resten af livet for de her kvinder, men vi klarer at give dem en ballast, fordi de kom igennem noget, der var svært. Vi giver dem brugbare erfaringer, som de kan trække på, når de igen kommer ud i nogle vanskeligheder. Man bliver en bedre mor af at gå her, for man tager sit ansvar alvorligt i modsætning til dem, der stikker fingrene i ørene og ikke gør noget,« siger Mariann Carlsen.



Krista Bonderup og Mariann Carlsen har skrevet bogen "Victoriahuset - Mor & Barn". Den kan købes i boghandler og ved henvendelse på tlf. 9815 5366. Den er udgivet på Dafolo og koster 128 kroner.