I skyggen af pusherstreet

Da Børn&Unge besøger Christiania, er det et par uger siden, at politiet ryddede Pusherstreet. Nu også kaldet Panserstreet. De boder, der står tilbage, sælger kun "I kan ikke slå os ihjel"-t-shirts og farverige anorakker. Der er ingen hashboder eller ophidsede miner. Solen gør det endnu sværere at forstille sig, at grusstien her ind imellem lægger scene til kampe og uro. Det eneste, der kan skubbe tankerne den vej, er de mange politifolk, der vandrer stille og roligt rundt i solen. I kampuniformer.

Sådan er virkeligheden på Christiania. Lige så voldsomt, som det kan være. Lige så fredfyldt og idyllisk ser det ud på en dag som denne.

Helt nede i den ene ende af fristaden lyser et lille træhus op. Lige midt imellem hestestalden og parkeringspladsen, hvor de mange turistbusser læsser nysgerrige af i hobetal. Husets helt lyserøde farve gør, at man ikke er tvivl om, at det er Børnehuset, man har fundet. Christianias børnehave ligger på, hvad christianitterne kalder Børneengen. En stor rund og stadig en anelse vinterplaget græsplæne med gode tumle-muligheder. En låge fører ind på legepladsen, men i modsætning til en almindelig børnehave er der ikke noget hegn, der omkranser området. Friheden er tydelig.

Børn&Unge har sat en af børnehavens medarbejdere stævne for at snakke med ham om, hvordan han synes, at børnene har det på fristaden.

Navnet er Wanda. Wanda Liszt. Eller det har det i hvert fald været så længe, at hvis han kaldte sig ved sit rigtige navn, så ville ingen vide, hvem han var. Han er næsten pædagog. Gik på seminariet i de år, man skal, men rejste til Goa lige inden eksamenerne. Netop friheden ligger ham meget på sinde:

"Det manglende hegn gør jo enhver myndighed skrækslagen. Men når vi går forbi nabo-børnehaven, der ikke alene har trådhegn, men også pigtråd foroven, så leder det jo nærmest tankerne over på en kz-lejr. Her har børnene frihed, og vi ser det som en respekt for barnet, at vi tror på, at de overholder reglerne. Og det gør også børnene åbne og trygge. De kender jo alle, og alle holder øje med dem."

Lige nu bliver der i hvert fald holdt øje med en lille ivrig dreng på plænen. Han er nemlig ved at skyde usikre "højdere" med en slidt fodbold. Skuddene bliver dog væsentligt længere, end de bliver høje, så diverse vinduer og skrøbelige trækonstruktioner må holde vejret under legen.



Gaza-børn. Den omtalte frihed har dog enkelte begrænsninger. Og børnene på Christiania bliver udsat for ting, som deres jævnaldrende andre steder i landet højst sandsynligt slipper for at opleve, når politiet rykker ind, og der opstår kampe i fristaden. Razziaer er ind imellem dagligdag for børnene. Det er Wanda Liszt opmærksom på:

"Vi skal passe på, at det ikke bliver Gaza-børn, men det synes jeg meget mere er politiets opgave, end det er vores," siger Wanda Liszt.

Udtrykket Gaza-børn eller Gazastribe-fornemmelser hører man flere gange, når man snakker med voksne og forældre på Christiania. Wanda Liszt definerer udtrykket således:

"Det vil sige, at hvis børnene ser en besættelsesmagt, som hele tiden forulemper de værdier, børnene kender til og stoler på, i kraft af at det er far og mors værdier, så kan de få et meget forkvaklet opfattelse af, hvad samfundets orden går ud på. Hvis børnene ser, at deres far og mor mister al autoritet, fordi politiet kommer og forlanger alt muligt af dem, så kan de risikere at få et så uudslukkeligt had til politiet, at de er parate til hvad som helst."

Selv om der ind i mellem opstår kampe mellem beboere og de betjente, som konstant patruljerer i staden for tiden, så er det mere en nysgerrighed og trang fra børnenes side til at vide, hvad der foregår, der præger dem.

"Børnene ved jo godt, at der foregår noget. Og de undrer sig og stiller spørgsmål. Så vi har sat ord på, og forklaret dem, at det hedder razzia. Så de ved, når der bliver snakket om det. Og nu er vi kommet så langt, at vi også har måttet forklare dem, at der er noget, der hedder hash, og det er der nogle, som ikke vil have, og nogle, som gerne vil have. Og så er det politiets opgave at gøre det, som dem, der bestemmer, har besluttet. Mere kan vi ikke rigtigt forklare, og det er jo også næsten sagt så."



Regner det? Er der razzia? Lige nu tror Wanda Liszt ikke, at børnene er i stor fare for at blive Gaza-børn. Han synes, at politiet har hjulpet med til at gøre forholdet mellem stadens børn og betjentene bedre.

"Vi har bedt dem om at være mere menneskelige, selv om det kan være svært i en kampuniform. Og efter at børneinstitutionerne og politiet har givet sig til at mødes en gang imellem i en dialoggruppe, så synes jeg ikke, bortset fra nogle småting, at vi har noget at udsætte på politiets arbejde herude. Det er blevet meget bedre."

Samtidig tror Wanda Liszt også, at de voksnes holdning til alle politiets indryk og razziaer smitter af på børnene på en beroligende måde.

"Jeg sporer ikke nogen decideret utryghed hos dem. Det er som om, at det er et led af deres hverdag, og det er måske uhyggeligt, men på den anden side er da også meget beroligende, synes jeg," siger Wanda Liszt og uddyber:

"Det hænger jo også sammen med, at både deres forældre og os på Christiania i det hele taget har oplevet alt det her i 30 år. Så vi har en meget afslappet holdning til det. Vi siger: "nå, regner det? Blæser det? Hvad skal jeg tage på i dag? Er der razzia?". For os er det ikke så mærkværdigt, som det ville være, hvis det kom som lyn fra en klar himmel, og det var på Frederiksberg eller i Hellerup. Børnene er vokset op med det, og de har set det altid."

Samtidig understreger han, at de her oplevelser ikke er noget, som fylder så meget i deres hverdag, som "vi udefra" måske tror:

"Det er jo ikke noget, som afsporer hele deres liv. Det skal ikke være det væsentligste, der er sket i deres barndom."

Sådan ser børnene i Børnehuset bestemt heller ikke ud til at have det. Sillas største problem lige nu er, at hun ikke kan finde sin blå fe, som hun har haft med hjemmefra. Og Augusts eneste bekymring ser ud til at være, om voksen-Daniel nu holder godt fast i ham, når han giver ham vilde flyveture, som får smilet til at gå fra øre til øre og stemmen til at hvine.



Flyttede fra staden. En anden, som har været nødt til at tænke over børnenes situation på Christiania er Niels Worsøe. Han er christianit gennem de sidste 25 år og far til to drenge. Rasmus og William på 14 og 15 år. Han tager imod i sine næsten hvide Kansasbukser. Det betyder, at han i dag er kloakmand på Christiania. Andre dage, hvor han ikke er klædt i Kansas, er han uddannet ved Danmarks Radio og arbejder som radioprojekt-designer for blandt andre Unesco. Umiddelbart to meget forskellige liv, men Niels Worsøe forelskede sig for 25 år siden. Først i staden og siden i drengenes mor.

Han kom første gang til Christiania midt i 70'erne, fordi han blev involveret i lydarbejdet for teaterprojektet Solvognen.

"Jeg blev meget vild med stedet. Det var lige som en forelskelse. Og pludselig en dag var der en, der spurgte, om jeg ikke ville blive herude og sove. Så lånte jeg en skurvogn og har været her lige siden."

Selv om Niels Worsøe stadig elsker fristaden, og hans drenge har det på samme måde, er der trods alt en bagside af medaljen. I ugerne op til at Pusherstreet blev ryddet, var der stor nervøsitet på staden og mange hylende sirener.

"Det er meget stressende. Vi har det bedre i dag, end for eksempel for 14 dage siden (inden Pusherstreet blev ryddet, red.), fordi vi vidste, at den her aktion ville komme. Vi var ved at blive sindssyge af at gå og vente, og man fór jo op, hver gang politiet kom susende."

Men samtidig er Niels Worsøe enig med Wanda Liszt i, at politiets tilstedeværelse ikke er så altoverskyggende mere. Politiets dialoggruppe får også rosende ord fra faderen, men alligevel ligger overvejelserne hele tiden i baghovedet.

"Det er selvfølgelig noget, vi hele tiden diskuterer. Hvor meget kan børnene holde til? Det er en balance mellem vores kærlighed til staden, og hvor meget man kan udsætte sig selv og sine børn for. For ti år siden, da børnene var tre og fire år, var der store slagsmål med tåregas, og der besluttede vi os simpelthen for at flytte."

Familien havde været på flere sommerferier på Bornholm og bestemte sig for at tage springet til en gård på klippeøen i Østersøen.

"Vi skulle væk, for billederne var hele tiden bål i gaden, hashpushere, uro og politibetjente. Det var det, som børnene snakkede om, og det blev også det, som de legede, for børn leger jo tit det, de ser. Og da deres leg pludselig var fyldt med vold og politi, så tænkte vi, at vi måtte få nogle nye billeder på nethinden."

Familien boede på Bornholm i tre år, så flyttede de tilbage til fristaden hver for sig, hvor de voldsomme uroligheder i mellemtiden havde fortaget sig. Derfor var der ingen tvivl om, at staden var stedet for dem. Heller ikke selv om drengene bliver udsat for mere her, end de ville gøre for eksempel i Valby:

"Til gengæld tror jeg også, at der er meget mere omsorg her. Her tager vi os af eventuelle problemer på et fællesmøde. Andre steder sidder man bare i hver sin lejlighed og venter på, at nogle andre skal gøre noget."

Han er ikke i tvivl om, at børnene får mest positivt ud af at bo på staden:

"Det giver børnene en fornemmelse af samhørighed, der ligger ud over familien. Det giver dem en harmoni og en ro. Og en tryghed og en åbenhed, men også en sårbarhed for det andet liv, kan man sige. Men det er først og fremmest positivt."



Hårdt skisma. Lige nu ser Niels Worsøe ikke kampe og razziaer som det værste i forhold til børnene. Medierne og opmærksomheden kan slå hårdere end politiets razziaer.

"Jeg tror, at det vanskeligste er opmærksomheden og medierne. Jeg synes, at det er meget negativt. Det sidste nye er, at det er sundhedsskadeligt at bo her, fordi vores huse er faldefærdige," siger Niels Worsøe og ryster på hovedet.

Det er svært at tro, at der kan være noget galt med Niels Worsøes bolig. På førstesalen af den store gamle staldbygning spreder en stor lejlighed sig ud for ens fødder. Stort fællesrum med åbent køkken i flotteste atelier-stil. Solen strømmer ind af de store vinduer og laver mønstre på trægulvet. To store værelser henholdsvis til ham selv og drengene giver god plads til leg og hygge. Og et nyt stort badeværelse sætter en luksusagtig prik over i'et.

"Det opstår et skisma mellem det, som politikerne siger i medierne, og hele vores liv. Hvis historierne i medierne passer, så er der jo noget helt galt i vores liv her. Så er det uansvarligt at have børn her. I det skisma bliver børnene gidsler i en politisk kamp, hvor man bruger beskidte tricks," siger han og fortsætter:

"Det skisma synes jeg er det hårdeste. At der står en eller anden Helge Adam Møller og svinger en kølle nede på Børneengen og siger, at her kunne han godt tænke sig at lave en golfbane. Det er en enorm stor belastning for vores børn at få at vide, at de ikke er mere værd. Eller måske overhovedet ikke eksisterer i nogle medier. Det, synes jeg, er uanstændigt. Og der bliver konstant sået spørgsmålstegn ved sandhedsværdien i børnenes egen opfattelse af verden."

Mediernes opmærksomhed er da også blevet for meget for Niels Worsøes drenge.

Rasmus er hjemme, da Børn&Unge ligger vejen forbi lejligheden, men han ønsker ikke at deltage i artiklen. Han har før deltaget i nogle interviews med et af landets store dagblade, men følte bagefter ikke, at han kunne stå inde for det, der blev skrevet. Kommentarerne fra vennerne gider han ikke at høre på en gang til. Så Børn&Unge lod ham slippe.