I SKYGGEN AF MORS DRUK - Den forbandede loyalitet

Hun legede ikke med andre børn. Blev mobbet og søgte konstant kontakt til voksne.

Hun havde aldrig madpakke med i skolen. Var sjældent ordentlig udsovet og var let at bringe ud af fatning. Hun græd ofte.

Alligevel var der aldrig nogen, der kerede sig om en lille pige, der åbenlyst, men lydløst råbte på hjælp.

Tine Andersen er 28 år og datter af en alkoholiker. I årevis levede hun i kummerlige vilkår med en mor, der hver dag drak mindst tre liter papvin.

Hun har trodset alle odds og er kommet fri af sin barndom. Men hun sidder med en stor undren over det svigt, hun blev budt fra alle sider.

»Jeg er ikke længere vred, for det ændrer ikke mit liv. Jeg må forholde mig til de facts, der er. Men jeg synes, det er grotesk, at ingen greb ind. Det var så tydeligt, at min mor ikke magtede at tage sig af os, og min søster og jeg skulle have været fjernet. Alle har svigtet, og mit håb ved at fortælle min historie er, at folk forstår, at det stadigvæk sker. Børn bliver svigtet, fordi pædagoger og lærere er bange for det, de ser. De skal blive bedre til at lytte til deres intuition. Turde stå ved deres egen fornemmelse, for de har et ansvar, en forpligtelse. Alle har et ansvar,« siger Tine Andersen.



Væk fra trygheden. I dag er hun mor til to små børn og afslutter til jul sin uddannelse som socialrådgiver.

Når hun er nået så langt, tilskriver hun det ikke mindst sin mormor.

»Indtil jeg var næsten fem år, troede jeg, at mormor var min mor. Jeg voksede op hos hende på Falster, og hun gav mig tryghed, kærlighed og omsorg. Jeg gik i børnehave, var sorgløs og fik lov til at være et lille barn,« fortæller hun.

Kort før hun fyldte fem år, kom en fremmed dame på besøg. Hun præsenterede sig som Tine Andersens mor og inviterede hende på bondegårdsferie i Jylland. Ingen sagde, at ferien var permanent.

I Jylland blev Tine Andersen præsenteret for en familie bestående af lillesøster på to år, storebror på 13 år, stedfar og altså moderen.

»Jeg reagerede meget voldsomt. Forsøgte at stikke af mange gange, klippede mit tøj i stykker, og jeg var ti år, før jeg holdt op med at græde mig i søvn. Jeg følte mig ikke som en del af familien.«

Den dag i dag kender Tine Andersen ikke grunden til, at hun blev hentet til Jylland. Hun ved, at moren og mormoren havde et dårligt forhold til hinanden, og derfor hørte Tines kontakt med sin mormor næsten helt op.

Hun ved også, at moren allerede da havde problemer med alkohol. Når hun husker tilbage, ser Tine Andersen sin mor med et glas vin eller øl i hånden.



Fysisk og psykisk vold. Selvom det var åbenlyst, at pigen var dybt ulykkelig, var der ingen trøst at hente fra hverken mor eller stedfar. Tværtimod.

Stedfaren bankede hende med bælte eller bøjle og morede sig over at trille hende rundt på gårdspladsen i en vandtønde. Moren vidste det godt, men gjorde intet.

»Det bekræftede mig i, at jeg ikke var værd at elske. At det var min egen skyld,« fortæller Tine Andersen, der i stedet forsøgte at gøre sig fortjent til sin mors kærlighed ved at hjælpe til med det praktiske arbejde og tage sig af sin lillesøster.

Til gengæld blev storebroderen en klippe i hendes liv. Hun tilbad ham, mens forholdet til søsteren i høj grad var baseret på en kamp om morens gunst. Da Tine Andersen var omkring otte år, brød moren med stedfaren, og sammen med lillesøsteren flyttede de fra gården. Broderen valgte at bo for sig selv.

Moderens liv blev stadig mere turbulent. Hun var storforbruger af mænd, drak mere og mere og havde sværere og sværere ved at rumme sine døtres behov.

»Jeg har et billede i hovedet, hvor jeg står og kigger ud af vinduet efter billygter, fordi det er fire timer siden, hun ringede hjem og sagde, at nu kom hun Mit ansvar voksede, men nu var jeg ikke bare hushjælp. Jeg blev også min mors veninde, den skulder hun græd ud ved, når hun blev svigtet af en mand.«

Med jævne mellemrum flyttede familien, men inden for en radius så pigerne kunne blive i den samme skole.

»Min søster og jeg kæmpede for at holde facaden udadtil, men hjemme var der kaos. Min mor deltog aldrig i forældremøder på skolen, og selvom jeg ikke havde madpakke med, var der ingen, der stillede spørgsmål. Men min mor sad jo heller ikke på en bænk og drak. Det foregik derhjemme eller på værtshus,« siger Tine Andersen, der efterhånden blev ekspert i at tolke morens signaler afhængig af, hvor meget hun havde drukket.

Otte-ni år gammel var hun "den lille voksne", der gjorde rent, vaskede tøj og passede søsteren, når moren var på værtshusturné. I flere dage ad gangen havde de to piger kun kontakt med moren, når hun ringede hjem og sagde, at hun var forsinket, men kom senere



Hjem til sin bror. På grund af de utallige flytninger endte Tine Andersen med at bo langt fra broderen. Heller ikke han var helt klar over, hvad der foregik i familien, før han en dag dukkede uventet op og konstaterede, at køleskabet var tomt, at de to piger var alene hjemme, og at de havde været det i flere dage.

Tine Andersen var da blevet 11 år, og familien boede på Fyn.

Han tog pigerne med hjem, og i tre uger boede de hos ham og hans kone og oplevede for første gang, at nogle tog vare på dem.

»Efter tre uger stillede min mor et ultimatum. Enten kom vi med hende hjem, eller vi blev hentet af politiet. Så vi blev hentet af min mor, og de 200 kilometer hjem var rædselsfulde. Min mor var meget vred og sagde til mig, at jeg var ondskaben selv. At jeg var en p-pille, der var smuttet.«

I skolen var Tine Andersen tavs og mentalt fraværende.

»Selvom jeg havde meget svært ved at koncentrere mig, lykkedes det mig altid at få pæne karakter. Underligt nok, for jeg tænkte mest på, hvordan det ville være, når jeg kom hjem. Om der var flasker eller småpenge, så vi kunne få noget mad. I dag er jeg næsten allergisk over for havregryn, for det er jeg vokset op på.«

Det blev sværere og sværere for Tine Andersen at holde sit liv ud. Hun begyndte at sige fra over for moren, som svarede igen med at bede hende om at indordne sig eller skride. En dag spurgte moren pludselig, om pigerne hellere ville bo hos deres bror i Viborg. De svarede ja, hvorefter hun pakkede deres tøj, ringede efter en taxi og gav Tine Andersen flere tusinde kroner til at betale chaufføren for turen fra Fyn til Jylland.

»Jeg var lettet over at komme væk, men også dybt ulykkelig, fordi hun åbenbart ville af med mig for enhver pris.«

Vel ankommet hos broderen begyndte han at kæmpe for en plejetilladelse til pigerne. Det lykkedes dog ikke, og i stedet blev pigerne anbragt på en døgninstitution på Fyn. For første gang blev myndighederne blandet ind i familien.



Moderen døde. I knapt et halvt år boede pigerne på institutionen, så kom de hjem igen.

Fra tid til anden fik familien besøg af en socialrådgiver, men besøgene var altid anmeldt på forhånd, så moren var forberedt.

»Der stod ikke tre liter papvin på bordet, og køleskabet var heller ikke tomt, når sagsbehandleren kom. Jeg kan ikke huske, at der på noget tidspunkt er nogen socialrådgiver, der har spurgt mig, hvordan det gik derhjemme. De talte altid kun med min mor, og da hun var pædagog, kunne hun godt tale kommunens sprog.«

På et tidspunkt må myndighederne have åndet familien lidt for tungt i nakken. I hvert fald flyttede de fra Odense til Kerteminde.

Her nægtede søsteren at gå i skole, og efter et halvt års pjæk slog de sociale myndigheder til. Søsteren kom i familiepleje, mens Tine Andersen blev i hjemmet.

Hun tilbragte dog det meste af sin tid hos en kæreste. Tog afstand fra moren, følte vrede, men samtidig en knugende angst for, at moren ville drikke sig ihjel.

15 år gammel flyttede Tine Andersen ind på et kollegieværelse, og i de næste tre-fire måneder havde hun ingen kontakt til sin mor.

Hun besøgte derefter moren en enkelt gang, og selvom de fik snakket lidt, var der stadig meget uforløst.

Weekenden efter besøget døde Tine Andersens mor af en blodprop.



Selvhadet. I årene efter har Tine Andersen kæmpet med selvhad, skyldfølelse, ensomhed og afmagt.

Hendes midlertidige redning blev den mand, der senere blev far til hendes to børn.

Med ham realiserede hun drømmen om en familie, om hjem og børn, men havde det psykisk meget svært.

»Jeg levede i min barndom og kunne ikke slippe det, jeg havde været igennem. Mit selvværd var lavt, jeg spiste meget og forsøgte 24 timer i døgnet at undslippe mig selv.«

Da datteren var otte måneder, gik parret fra hinanden.

Tine Andersen flyttede senere til Odense. I en periode røg hun ud og ind af aktivering, men fik tilkendt revalidering og blev optaget på drømmeuddannelsen til socialrådgiver. Det første halvandet år gik fint, men så knækkede filmen.

»Mit selvhad fyldte på det tidspunkt hele mit liv. Jeg kæmpede hver dag for at se, hvad andre forventede af mig, og derfor flygtede jeg væk i tanker og drømme. Samtidig var jeg bange for at videreføre mønsteret af en fraværende mor, og kunne ikke håndtere mit eget liv,« fortæller Tine Andersen, der til sidst kontaktede Mødrehjælpen.

Det satte skub i en lang proces. Hun fik professionel hjælp, tog orlov fra studiet og fik for første gang tid og ro til at hele.

I dag har hun tilgivet sin mor og er ikke længere vred på dem, der aldrig greb ind. Men hun undrer sig.

»Trygge børn har livsglæde i øjnene, og det havde jeg ikke. De signaler, jeg har sendt, har været så tydelige. Hvorfor reagerede min lærer ikke, når han mandag morgen spurgte klassen, hvad vi havde lavet i weekenden, og mit svar var, at jeg passede min lillesøster, fordi min mor var til fest? Jeg har skreget på hjælp, samtidig med at jeg kæmpede for at holde en facade udadtil. Loyaliteten til min mor var der jo hele tiden. Den forbandede loyalitet.«