Hvert femte barn dumper i børnehaven

Når lille Peter fra Skive skal op i børnehaveklassen, så er der store chancer for, at han ikke kan følge med sine kammerater fra børnehaven. Hvert femte barn i Skive Kommune får nemlig udsat skolestarten et år.

Tallet er ikke usædvanligt højt. Undersøgelsen "Folkeskolen i tal" viser, at antallet af børn på landsplan, som først startede i skolen, da de fyldte otte år i 1993/1994 var på henholdsvis syv procent af pigerne og 13 procent af drengene. De tal er i 2002 steget til henholdsvis 11 procent af pigerne og 19 procent af drengene. Undersøgelsen siger dog ikke, om stigningen skyldes, at børnene går børnehaveklassen om, eller om de venter et år med at starte i børnehaveklassen. Til det siger børneforsker Stig Broström fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU):

"Der er flere børn, som kommer senere i børnehaveklasse. Det viser indberetninger fra kommunerne, og det er også, hvad vi hører rundt omkring: at børnene venter."

I Skive Kommune har stigningen af børn, der venter, været til at få øje på, og det undrer vicedirektør for Børne- og familieforvaltningen i Skive Kommune, Niels Ole Brogaard.

"Vi har haft en fordobling af skoleudsættelser i kommunen indenfor de sidste fem år. Det undrer mig. Jeg siger ikke, at vi ikke skal have skoleudsættelser, men man kan da godt undre sig lidt over, hvad der er sket. Jeg har sagt til vores skoleledelse og vores institutionsledere, at det er min helt personlige opfattelse, at alt for mange børn kommer alt for sent i skole," siger han.

Ruth Kristensen har en finger med i spillet, når nogle af børnene får et år mere i børnehaven. Hun er nemlig leder i institutionen Lærkereden, men hun er ikke glad for at måtte holde så stort et antal børn tilbage i et år.

"Jeg synes, at 20 procent er en for høj procentsats. Vi stiller nogle krav til vores børn, som 20 procent dumper på, så må der være noget galt et eller andet sted," siger hun.

Stig Broström mener, at ikke nødvendigvis alle børn oplever følelsen af at dumpe. Men det kan give andre problemer.

"Det at være den største i børnehaven kan godt give et barn noget godt, hvis barnet føler, at det er på toppen og oplever, at det kan noget i forhold til de andre børn. Men problemet er bare, hvis man er den eneste fra sin stue eller kreds af kammerater, som må vente et år, så kan det godt blive ensomt at gå i børnehaven. Hvis pædagogerne ikke lige er opmærksomme på det og sørger for nogle aktiviteter til det "store" barn, kan det godt være kedeligt at være den eneste store," siger han.



Økonomisk bet. Rent økonomisk kan det også være lidt af en bet for en kommune, hvis der pludselig er et stort antal børn, som skal bruge en børnehaveplads et år mere end beregnet.

"Kommunerne brokker sig over det, fordi det giver rod i deres ventelister. De havde måske regnet med, at der blev pladser i børnehaven og havde disponeret efter det, og det bliver der så ikke. Så det bliver af kommunerne betragtet som en ulempe," siger Stig Broström.

Vicedirektøren for Børne- og familieforvaltningen i Skive Kommune kender godt til rodet, men vil ikke gøre det til et stort problem.

"Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at økonomien er den mindste del af det. Selvfølgelig er det sådan, at i stedet for at skulle yde service overfor børn fra de er nul til 16 år, skal vi nu yde en kommunal service, fra de er nul til 17 år. Altså sammenlagt bliver det et år ekstra service overfor de børn. Kunne vi komme ned på det niveau, som skoleudsættelserne lå på før, altså mellem 25 og 30 børn, så kunne det betyde en besparelse på kommunens budget på en million kroner om året. Det vil sige, at vi nok sparer 25 børnehavepladser. Så selvfølgelig har det betydning for økonomien, men jeg synes, at der er så mange andre ting, der betyder noget i den sammenhæng," siger Niels Ole Brogaard.



God gammel diskussion. Der er ikke et enkelt svar på, hvorfor tallet er steget. Der er en del bud, og et af dem trækker en god gammel diskussion frem i lyset igen.

"Man kan bruge den vending, der hedder: Den børneparate skole og den skoleparate børnehave. Det går begge veje, og de to parter, institutionerne og skolen, må bringe deres pædagogiske intentioner i overensstemmelse med hinanden," siger Stig Broström.

Netop denne problemstilling trækker institutionsleder Ruth Kristensen frem som det første, når man spørger hende, hvorfor hvert femte barn fra hendes børnehave må vente et år med at komme i skole.

"Daginstitutionskulturen og skolekulturen er forskellig, og det er jo den diskussion, vi har, når vi diskuterer emnet med vores skoleleder: Er det os, der skal gøre børnene klar til jer og jeres krav, eller er det jer, der skal gøre jeres skole klar til at modtage de børn, vi kommer med. Jeg synes ikke, folkeskolen er parat til at tage udgangspunkt i det enkelte barn," siger hun.

Ove Jensen, skoleleder ved Aakjærskolen i Skive, er en af dem, der skal modtage Ruth Kristensens børn. Han synes, at det er en relevant diskussion, og bruger selv netop samme spørgsmål, da han skal svare på, hvorfor der er så mange skoleudsættelser i Skive Kommune, og når han skal tage stilling til det, siger han.

"Jeg synes, at vi er børneparate langt hen ad vejen, og jeg synes, at vi er godt på vej til at have overensstemmelse mellem de pædagogiske intentioner," siger Ove Jensen.



Øget opmærksomhed. En anden grund til, at flere børn må vente et år i børnehaven, kan paradoksalt nok findes i den øgede opmærksomhed, området har fået de seneste år.

"De seneste fem til ti år har der jo over hele landet og ikke mindst i forlængelse af Folkeskolen 2000-programmets punkt fem, der handlede om samarbejde mellem skole og børnehave, været et øget samarbejde. Det har selvfølgelig i høj grad indflydelse på, at børnehavepædagogerne bliver mere opmærksomme på det," siger Stig Broström.

Det øgede samarbejde har også fundet vej til Skive Kommune, men det har ikke fået den virkning, som man havde troet.

"I den periode, hvor antallet af sene startere er steget, har vi intensiveret samarbejdet i forbindelse med børns skolestart mellem daginstitutioner og skoler," forklarer Niels Ole Brogaard fra Skive Kommune.

Under det samarbejde har skolerne i kommunen udarbejdet nogle planer skolerne imellem om overgangen fra daginstitution til skole. Der er blevet stillet nogle forventninger til, hvad det er, børnene skal kunne, når de starter i børnehaveklasse. Forventningerne går blandt andet på selvhjulpenhed, sprog og begrebsverden, koncentration, social adfærd, nysgerrighed og motorik.

Alligevel er tallet altså steget netop i de år, hvor kommunen har forsøgt at få samarbejdet til at fungere bedre.

"Jeg synes, at samarbejdet mellem daginstitutionerne og skolerne er fint et langt stykke hen ad vejen. Men det kan da altid blive bedre. At der er blevet flere skoleudsættere i samme periode, var da bestemt ikke intentionen. Mit bedste bud på, hvorfor det ser sådan ud, er: Jo bedre lægevidenskaben bliver, jo mere syge bliver vi jo også," siger skoleleder Ove Jensen.

Den tankegang kan Niels Ole Brogaard på kommunen godt følge.

"Det er klart, at pædagogerne bliver opmærksomme på det, når man har, hvad der af nogle næsten bliver opfattet som en karakterbog. Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men det drejer sig jo om, at hvis lille Peter ikke får krydser nok, så dumper han altså i børnehaven. Derfor skyldes stigningen måske, at kravene til børnene er blevet præciseret mere, end de har været tidligere, for hvis der er plads til 25 krydser, men lille Peter kun får 17, hvad gør man så," spørger Niels Ole Brogaard.



Klare meldinger. Der er delte meninger om, hvor intensiveret samarbejdet har været i Skive Kommune. Lærkereden og leder Ruth Kristensen afleverer børn til syv forskellige skoler i Skive Kommune, men genkender ikke udtalelsen om samarbejde:

"Vi mangler en klar melding om, hvordan skolerne opfatter børnehaveklassen. Hvad lægger de i begrebet børnehaveklasse, for det er vidt forskelligt. På nogle skoler svarer børnehaveklasser næsten til første klasse, mens en børnehaveklasse på andre skoler stadig følger den oprindelige tankegang og fungerer som en tilvænning til skolen," siger Ruth Kristensen.

Den udtalelse møder skepsis hos skoleleder Ove Jensen.

"Jeg er en lille smule betænkelig ved at sætte det for skarpt op. Man kunne jo godt komme med nogle krav og sige, at det og det skal børnene kunne for at kunne komme i skole, men det ville vel nærmest være en optagelsesprøve. Så jeg er da nervøs, hvis den mangel på klare meldinger betyder, at man havner i en eller anden form for optagelsesprøve. Vi har altid et orienterende møde med forældrene, der har børn, som skal starte i børnehaveklasse, og lederen fra barnets institution, og der viser jeg en oversigt, hvor man ud fra den kan få en ide om, om ens barn er skolemodent. Det er meget bredt formuleret, men jeg tror ikke, at vi kan gøre det meget mere præcist," siger han.

Ifølge Ove Jensen er løsningen på det høje antal af skoleudsættelser ikke så meget bedre samarbejde mellem daginstitutionerne og skolen.

"Jeg tror, at det handler om at gå i dialog med forældrene og få gjort dem trygge ved, at deres barn skal starte i skole. Det er jo forældrene, der tager beslutningen," siger Ove Jensen.

Stig Broström giver ham ret i, at en helt anden grund til problemet kan ligge ved forældrene, men han mener ikke, at det er usikkerhed fra forældrenes side. Tværtimod er han opmærksom på en ny tendens fra USA, som er kommet til Danmark.

"Flere og flere forældre, som har børn, der er velfungerende, og som også kunne starte i børnehaveklasse, siger, at de hellere vil have, at deres barn er på toppen i børnehaveklassen, end at det ligger og roder i midten, og derfor venter de et år med at sende barnet i skole. De vil altså gerne have, at deres barn ligger nummer et i klassen. Så den er lidt mere nuanceret, end at børnene ikke er parate, men at børnene sådan set skal være overparate."