Husk børnene

Fleksible åbningstider, små institutioner uden pædagoger og institutioner, der ligger sammen med forældrenes arbejdsplads. Der er mange bud på, hvordan institutionerne skal indrettes, så de kan honorere moderne forældres krav og passe ind i moderne forældres dagligdag. Og det er netop fejlen ved mange af disse bud. Institutioner skal ikke kun passe til forældrenes krav. De skal også passe til børnenes verden, og det er meget mere end forældrenes arbejdstider, mener kultursociologen Ida Winther fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

"Vi arbejder mere end nogensinde før, og samtidig er det blevet moderne at få mange børn.

Grundlæggende skal forældre overveje, hvad det er for et børneliv, deres børn lever, og om det er det børneliv, de har lyst til, at deres børn skal leve."

Forældrene vil gerne arbejde meget og på forskellige tidspunkter, men det skal institutionerne ikke indrettes efter.

"At gå i daginstitution på forskellige tidspunkter umuliggør en vis kontinuitet. Måske er den bedste ven lige gået, når Mathias kommer ned i børnehaven. Hvis man møder på alle mulige forskellige tidspunkter, er det svært at få legemønstre til at fungere. Det er et problem, hvis hver dag er forskellig," siger Ida Winther, der mener, at man underkender pædagogers faglighed ved primært at betragte daginstitutioner som et sted, hvor børn bliver passet, mens mor og far er på arbejde.

"Daginstitutioner er et sted, hvor børnene skal have det godt, og hvor de kan udvikle sig. Det kan de, fordi de møder nogle voksne, der har forstand på at være sammen med børn. Pædagoger tænker sig om og laver en masse ting med dem. De skaber rammer, børnene kan udfolde sig i sammen med voksne og andre børn," siger Ida Winther.



Forældre bliver presset. Hun fortæller, at den debat, der kører lige nu, er den samme som for fire-fem år siden, da de døgnåbne institutioner sidst var på dagsordenen. Det er den samme interesseorganisation, der sætter vind i sejlene, det er de samme faggrupper, der blev interviewet, og det er de samme argumenter. Det er for eksempel togførere fra DSB, som har skæve vagter, og derfor må lade barnet sove i bilen, indtil mor kan hente. Det er pølsedamen, der må lade sit barn sove i pølsevognen osv. Man argumenterer med, at det er fortravlede mennesker, og at deres børn oplever travlhed, ustabilitet og kaos. Derfor ønsker forældrene at skabe ro for barnet, ved at det bliver passet længere tid nogle dage, mens mor og far arbejder.

"Det er en svær diskussion. Der er en række mennesker, hvis arbejdstider ikke passer ind i institutionernes. Det skal der findes løsninger på, men når det er sagt, er jeg nødt til at insistere på, at børnenes verden er mere end pasning," siger Ida Winther.

Hun foreslår, at forældre for eksempel laver faste ordninger med nogen, der henter børnene og tager dem med hjem. Institutioner er gode, men der er meget larm og mange mennesker at forholde sig til hele tiden. Derfor er det godt med et rumskifte, mener Ida Winther.

Hun advarer mod, at forskudte åbningstider i institutionerne kan være med til at presse forældrene til at arbejde mere og dermed være mindre sammen med deres børn.

"Åbningstider begrænser os. Det er en udefrakommende struktur, som sætter en stopklods for vores arbejde, og det kan være godt. Hvis man skal hente sit barn, er man nødt til at gå, men hvis institutionen har længere åbent, kan chefen - og måske heller ikke en selv - ikke se, hvorfor man skulle gå hjem. Så skal man træffe et mere aktivt valg, og det er ikke altid til børnenes og familielivets fordel," siger Ida Winther og minder om, at det er en marginalgruppe, som sender sine børn i vuggestue eller i børnehave 10-12 timer om dagen.

"Når man legaliserer, at de folk, der arbejder på skæve tidspunkter, kan få deres børn passet på skæve tidspunkter, bliver det pludselig legalt for alle. Det skrider hurtigt. Der vil være flere, der vil bruge den fleksible åbningstid til simpelthen at arbejde mere," siger Ida Winther og understreger, at hun er fortaler for daginstitutioner, men at de skal bruges med måde. Efter hendes opfattelse er det seks-syv timer om dagen, hvilket hun godt ved er i modstrid med vores måde at arbejde på.



Mange farveller. Der er flere måder at indrette institutionerne, så de passer til den moderne familie. Et af de seneste bud er ConVivendi institutioner (omtalt i Børn&Unge 4/2004), hvor en gruppe forældre har deres kontorfællesskab under samme tag som børnenes vuggestue eller børnehave. Det er meningen, at forældrene for eksempel skal være sammen med børnene, når de spiser frokost, og at forældrene selv kan lægge de små børn til at sove middagssøvn. Det er meningen, at ConVivendi-institutioner på den måde skal passe til forældrenes arbejdsliv, uden at børnene er kortere tid sammen med deres forældre.

Ida Winther mener, at den type institutioner kan være god for små børn, der har meget brug for mor og far, men det kan være problematisk for de større børn, som har brug for noget andet end kun mor og far. Igen mener hun, at forsøget på at indrette sig efter forældrene kan kollidere med børneverdenen. Hun ser det som afgørende, at børn og pædagoger har indflydelse på, hvornår forældrene skal være sammen med børnene, blandt andet fordi det kan være svært at skabe kontinuitet, når forældrene kommer på besøg i løbet af dagen.

"Det er meget vigtigt, at det er pædagogerne, der sætter dagsordenen, så børnene ikke bare går og venter på, at mor og far kommer. Igen skal man huske, at det ikke bare er pasning, det drejer sig om i institutionerne. Der er mange ting, som skal diskuteres for, at de kommer til at fungere. For eksempel skal man aftale, om pædagogerne kan tage børnene med på en tur, der strækker sig hen over frokosten," siger Ida Winther, der frygter, at de mange afskeder i løbet af dagen ikke er gode for børnene.

Og de lidt større børn har simpelthen godt af at være sammen med andre børn.

"Det betyder noget for børnene, at de kan lege med andre børn, uden at forældrene er der. Det er en anden verden, de træder ind i, når de kommer i institutionen. Her kan de fordybe sig i legen, eksperimentere og forhandle, hvilket er en del af et børneliv," siger Ida Winther.



Fra sort til hvid dagpleje. I de større byer er problemet ofte, at forældrene ikke kan finde en institutionsplads til de mindste.

Specielt i hovedstadsområdet er der mangel på vuggestuer, og det forsøger Københavns Kommune at løse, blandt andet ved nye pasningsordninger, hvor dagplejere uden uddannelse skal passe nul til tre-årige børn i lokaler, som kommunen stiller til rådighed. Ida Winther er klar over, at der er mangel på institutionspladser, men hun er ikke begejstret for denne løsning.

"Det er på mange måder en dårlig løsning. Dagpleje blev jo oprettet, fordi en masse alligevel passede hinandens børn, men i dag vil man gerne uddanne dagplejemødre. Der er stor enighed om, at det kræver viden at have med børn at gøre. Det, man gør i København, er at tage de sorte dagplejere og gøre dem hvide. Og det er et problem, fordi det ikke er professionelle, der passer børnene. Igen er det et udtryk for, at blandt andet politikere tænker institutioner som pasning, ikke som et sted det er godt at være, og hvor børnene udvikler sig," siger Ida Winther.