Hullet igennem til verden

De ukoncentrerede og ofte drillende, flaksende og støjende børn er velkendte i de fleste daginstitutioner. Det er de børn, der aldrig er med, hvor det sker. De børn, som ikke selv opsøger og lader sig fange ind af det, der er spændende. De børn, der begynder på noget, lader sig aflede og aldrig gør noget færdigt. Det er de børn, som mangler den viljestyrede opmærksomhed.

Det er den opmærksomhed, som betyder, at de kan rette fokus mod noget bestemt, koncentrere sig om noget bestemt i et stykke tid og ikke lade sig forstyrre. Den viljestyrede opmærksomhed er en videreudvikling af den medfødte årvågenhed over for omverdenen, som ethvert barn har fra dag nul. Men den udvikles kun, hvis forældrene påtager sig arbejdet med at vise barnet den verden, det er omgivet af. Og den videreudvikles kun, hvis barnet også siden omgås voksne, der vil være sammen med barnet om noget og vise det, hvordan det opsøger oplevelser og viden, hvordan det sorterer i oplevelserne, og som lærer barnet at holde fast ved det, det er i gang med.

Fortravlede voksne, der skynder sig at få madlavningen, opvasken, bilvasken, tøjsorteringen og havearbejdet overstået, så de kan have såkaldt kvalitetstid sammen med børnene, er en af årsagerne til, at flere og flere børn er urolige og ukoncentrerede. En anden årsag er, at nogle børn ikke har været så heldige med deres forældrevalg. De har passive, tv-kiggende, kropsligt inaktive, umodne og måske endda dysfunktionelle forældre, der ikke kan finde ud af at vise dem verden.

Mogens Hansen, cand.psyk., tidligere lærer og skolepsykolog, nu professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, har netop udgivet bogen "Børn og opmærksomhed". Han har skrevet bogen for at forklare, hvad opmærksomhed er og for at fortælle pædagoger, lærere og forældre, at der er et meget vigtigt stykke arbejde, som skal gøres, hvis vi i fremtiden skal have færre af de urolige børn, som ikke kan samle sig om at suge til sig af de oplevelser og den viden, de tilbydes.

»De børn har ikke fået et "hul igennem til verden", og de er dansk hjemmeproduktion. De er børn af den high-speed-verden, vi har lavet os, hvor tingene skal være mere og mere action-prægede for at fænge. De er et produkt af travle voksne, som giver dem "kvalitetstid", men for få arbejdsomme sammenhænge som at bage boller i timevis eller samvær omkring helt dagligdags arbejdsopgaver. Voksne som tilbyder kedelige "Teletubby-legepladser" uden kropslige udfordringer og en hverdag uden rigelige sansemæssige oplevelser, som udvikler kroppen og psyken,« siger han.



Biodisketten installerer. Mogens Hansen kalder opmærksomhed for en færdighed. En god opmærksomhed er grundlaget for at kunne tilegne sig noget, kunne søge rundt i et felt og finde det, man skal bruge. Alle mennesker er født med en årvågenhed, en motor, der sidder i hjernestammen og sender kaskader af elektricitet op til storhjernen.

»Den medfødte opmærksomhed gør, at mennesker har et søgeapparat på verden lige fra den første dag i tilværelsen. Man kan se på små børn, at de er årvågne over for alt muligt både med øjne og ører, og man kan se, at de orienterer sig i rummet. Og det er den opmærksomhed, der gennem småbarns-alderen skal udbygges til at være en mere viljestyret opmærksomhed, hvor barnet ikke bare bliver fanget af det, der sker omkring det, men også selv kan bestemme sig for, hvad det vil fokusere på. Først er det far og mor, der sorterer, og så lærer man sig selv at sortere, vælge det fra, man ikke skal bruge, og fokusere på det, man skal bruge,« siger han.

Mennesket er som den eneste art på jorden biologisk indrettet til at give næste generation en viljestyret opmærksomhed. Alle voksne, der er sammen med spædbørn, vil gå i gang med at aktivere den biodiskette, vi har inden i os, og som arbejder i to trin. Det første er, at den voksne laver en to-hed med barnet - en kontakt, som opnås ved at fange barnets blik, ved at snakke til det og at have et kropsligt nærvær med barnet. Det andet trin er, at den voksne ikke bliver i toheden, men bruger kontakten til at være sammen med barnet om det, man kan kalde det fælles tredje - erobringen af den verden, som barnet skal lære at være opmærksom på.

»Sammen med barnet øver man en fælles opmærksomhed. Den voksne hjælper barnet til at få fokus på tingene, og den voksne prøver at fastholde barnet, så det bliver i det fokus. Den voksne hjælper ved at blive ved barnet og ved at holde sammen på situationen, så barnet ikke bliver afledt,« siger Mogens Hansen.

Når barnet får den opmærksomhed fra forældrene, nedtones dets tendens til at blive impulsivt fanget af det pludselige og holde sin opmærksomhed på det, der er sjovere, mere spændende. Og det vil ofte være det mest undseelige.

»De, der laver Disneyfilmene tror, at det er det mest spektakulære, der tiltrækker opmærksomhed, men egentlig er viljestyret opmærksomhed at frigøre opmærksomheden fra at blive indfanget af det spektakulære og selv kunne vælge sit fokus, sin oplevelse, som kan være helt andre steder end der, hvor det høje brag lyder. Vi kender det fra de små børn, vi tager med i Zoo, og som vender ryggen til elefanten og beskæftiger sig indgående med gråspurven på jorden. Det er et barn, der allerede har opnået meget i styringen af sig selv og sine muligheder, det er ved at få ejerskab over egne oplevelsesmulighed og læreprocesser. Barnet vælger at undersøge gråspurven, fordi den er i et rum, man kan overskue både psykisk og fysisk, og derfor lærer barnet mere af at beskæftige sig med den,« siger Mogens Hansen.



Fra to-hed til tre-hed. Nogle voksne opretter to-heden med det lille barn, men de begynder ikke på tre-heden. De opretter kontakt, men går ikke videre og lærer barnet om verden i fællesskab med barnet. Den form for omsorgssvigt er næsten ikke til at opdage, før børnene bliver lidt større, for det ser godt ud på overfladen. Børnene har fået meget kontakt, de er tørre, pæne, rene og ordentlige, men forældrene har ikke givet deres barn det afsæt at erobre verden.

»De voksne, der kun laver to-heden og ikke tre-heden, fordi de er for passive eller alkoholiserede, trætte eller fortravlede i deres high-speed-verden, er en risiko for børnene,« siger Mogens Hansen.

Et dovent, inaktivt liv på en stol foran en computer er også en risiko for, at en god koncentrationsevne ikke bliver udviklet.

»En dårligt fungerende krop tager en stor mængde af den opmærksomhed, barnet råder over. Det er groft spild af opmærksomhed at bruge den til ikke at falde ned af stolen, falde over de andre børn eller snuble over dørtrinet. Alle de børn, som klumrer rundt, bruger meget opmærksomhed på at klumre.«

Det er vigtigt for Mogens Hansen, at man skelner mellem den lille gruppe ukoncentrerede, urolige børn, som har en skade i hjernen - de børn, som har fået diagnosen DAMP - og de børn, som der ikke er noget vejen med rent psykisk og fysisk, men som alligevel ikke har fået udviklet opmærksomhed. For den sidste gruppe kan hjælpes på et hvilket som helst tidspunkt i deres udvikling, hvis de får lidt hjælp fra for eksempel pædagogerne. Og daginstitutionen lærer børn mange positive ting. Daginstitutionen er langt bedre til at lære børn socialitet, lære dem at lege, rollelege og fantasi, rammelege og de frie lege end "det tømte hjem".

»Men der er én ting, daginstitutionen er elendig til, og det er at lægge grundlaget for opmærksomheden. Den tidlige én-til-én-kontakt og at få etableret "hullet igennem til verden" er forældrenes hjemmearbejde. Så hvis barnet er i vuggestue/dagpleje fra otte måneders alderen, hvad ganske mange er, er det ikke der, de løser verdens største opgave, som installeringen af grundlaget for den viljestyrede opmærksomhed er, men det er det bedste sted at følge det op. Daginstitutionen har brug for, at det er blevet installeret hos de små, for så kan pædagogerne bruge af det, udvikle det og få det til at vokse,« siger han.

Så uanset hvor gode daginstitutionerne er, mener Mogens Hansen, at der ligger en lille pakke og flyder hjemme på køkkenbordet, og på den står der, at forældrene skal indøve den fælles opmærksomhed, som bliver til barnets egen opmærksomhed.

»Den store skyldige, i at det glipper for flere og flere, er high-speed-samfundet og snydeordet kvalitetstid, som er med til at give os en bedre samvittighed. I stedet for 16 minutters kvalitetstid er der brug for to timers bollebagning med mel op om ørene. Man skal lave det arbejde sammen med børnene, som man ellers opfatter som noget, der bare skal overstås,« siger han.



Fravalgsbørn. Mogens Hansen er dybt bekymret for forestillingen om det selvorganiserende barn, hvis det ikke har fået noget at løbe videre med hjemmefra. Og derfor er han heller ikke tilhænger af selvforvaltning, fordi det efter hans mening deler børnene op i tilvalgsbørn og fravalgsbørn. Fravalgsbørnene er dem, der ikke er rustet til at få noget ud af de muligheder, de får i institutionen, og det er blandt andet de børn, som ikke har fået udviklet færdigheden viljestyret opmærksomhed.

»Jeg ser for mig, at selvforvaltningspædagogerne møder op i institutionen og siger: "Nå, hvad skal vi gå i gang med? Vi skal i gang med at have delt børnene i tilvalgsbørn og fravalgsbørn". I fire års alderen vil der være 60-80 procent, der har fået plantet et afsæt i sig, så de selv kan gå videre, men de, der ikke har, de bliver nærmest systematisk fravalgt af de voksne. Man kan se det i enhver børnehave eller SFO, som har selvforvaltning, at der er nogle, der vinder, og der er nogle, som glider af og laver noget, som de kan i forvejen eller laver ingenting. Der er ikke nogen, der samler dem op, og så kommer de i børnehaveklasse, og der synes man, at der er mange urolige børn. Men det er hjemmeproduktion,« siger han.

Mogens Hansen mener, at pædagogerne i stedet skal lave en læreplan - ikke for børnene, men for pædagogerne selv. Den skal indeholde de muligheder, de kan give børnene.

»Der skal være meget høj prioritering af kropslig, sansemæssig aktivitet med koldbøtter og vildskab, opvækst på ujævnt underlag. Og det vil sige meget med hele dage i skoven med rygsækken på, hele dage, hvor man skal klatre og masse sig gennem buske og løbe på skrænter. Der skal være mere end karikaturen af den danske institutionslegeplads med det slåede græs og den asfalterede sti til at cykle på - et Teletubby-landskab, hvor børn kører på gule mooncars hele dagen og kun øver de forreste lårmuskler, lige til de skal i børnehaveklasse,« siger han.



Opmærksomhedens pædagogik. Heldigvis er det sådan, at hvis den viljestyrede opmærksomhed ikke er kommet ind med modermælken, kan den godt udvikles senere. Men Mogens Hansen mener, at grunden til, at pædagoger og lærere ikke gør det, er, at biodisketten ikke tænder automatisk hos dem. Det er ikke børnene, der ikke kan lære det, det er de voksne, som ikke gør noget for at lære dem det.

»Problemet ved at lære børn det på et senere tidspunkt er at få det professionaliseret ind i knolden på de voksne i institutionerne. De skal vide, at det er en færdighed, børn skal og kan lære, og de skal lære det af dig Det er selvfølgelig svært at have en én-til-én-kontakt, når der er tre voksne til tyve børn. Men en anden grund til, at man ikke gør det, er måske, at man tager for givet, at når børn har en vis alder, så er opmærksomhed noget, de har, og som man kan bruge af,« siger han.

Skal man lære børn opmærksomhed på et senere tidspunkt, må man omorganisere sig, så man kan lave noget "én-til-én" flere timer om ugen.

»Man skal lave noget sammen, hvor der bliver holdt fast i kontakten, og man skal lave noget, hvor det gælder om at lægge mærke til noget, tage ud og finde noget og undersøge noget, eller man kan lave noget arbejdsomt sammen. Man kan lave mad sammen eller undersøge et vandhul. De uopmærksomme får meget ud af noget, hvor man arbejder sammen om at udføre en opgave, som begynder et sted, og som giver et resultat, når man fuldfører den. Den slags aktiviteter er den bedste øvelsespakke, man kan give de ukoncentrerede børn,« siger Mogens Hansen.

Hvis pædagogerne gør noget, de selv synes er spændende, er det det allerbedste.

»Børn elsker at være sammen med voksne, der kan noget og er interesseret i noget selv. Det handler om, at de voksne vil lave noget sammen med børnene, det handler om, at børn får noget, deres eget initiativ kan være i. Ellers bliver det eget initiativ en flaksen, fordi børnene ikke ved, hvad de skal stille op med deres opmærksomhed og energi. Børn er jo heldigvis født grådige efter at gafle til sig, og der skal meget til at bremse det. Men hvis de ikke har lært at styre deres opmærksomhed, så ved de ikke, hvad de skal styre imod for at få noget ud af tilbuddene.«