HOSPITALSPÆDAGOGER - Vi ser det raske barn

Koncentreret klipper ni-årige Tue et stykke gipsstof af rullen og dypper det i vandfadet. Så smyger han det på siden af et omvendt plastbæger, der tjener som tag på en bygning. Den er del af den Ringenes Herre-borg, han er ved at bygge.

Hospital, sygdom og læbeganespalteoperation er tydeligvis ude af hans bevidsthed. Og dét er netop hospitalspædagogens opgave, at barnet opnår den tilstand:

»Vi tager udgangspunkt i det raske barn. Hvis du tager udgangspunkt i det syge barn, fokuserer du forkert. Men tager du udgangspunkt i det raske barn, motiverer du det. Det lykkes os næsten altid, fordi børnene bliver optaget af aktiviteterne,« siger pædagog Marianne Oxvang Mortensen. Hun har i 15 år været pædagog på læbeganespalteafdelingen på Rigshospitalet. Hendes afdeling deler værkstedet med ortopædkirurgisk afdeling, hvor kollegaen Bente Jensen arbejder. Tilsammen har de op til 33 børn på de to afdelinger, men det er meget forskelligt, hvor mange der er på værkstedet. I dag er der fem børn. Forældrene er som regel indlagt sammen med deres barn. Ved siden af Tue Steffensen sidder ni-årige Jakob Sørensen og maler sin borg med en pensel. Græsset foran borgen bliver grønt. Jakob er blevet udskrevet i dag, men han har ikke travlt med at komme afsted:

»Jeg vil hellere være her end komme hjem,« erklærer han, mens han tørrer malingen på borgen med en hårtørrer.



Professionel. Værkstedet er luksus. Marianne Oxvang Mortensen og Bente Jensens afdelinger har mere plads end mange af de andre børneafdelinger på Rigshospitalet. Kirsten Pedersen på børnekirurgisk og Tina Persson på børnekræftafdelingen er henvist til at iværksætte aktiviteter på en lille stue foruden rundt på de enkelte børns stuer. De to pædagoger repræsenterer hver deres ende af anciennitetsskalaen. Kirsten Pedersen har været på Rigshospitalet i over 25 år, mens Tina Persson kun har godt et års erfaring. Men de lægger, som Marianne Oxvang Mortensen, vægt på, at man skal være i stand til at se barnet som et normalt, velfungerende barn og ikke som et sygt barn.

»Et sygt barn har ikke brug for medlidenhed. Barnet ville under normale omstændigheder gå i børnehave, klub eller være sammen med kammerater. Nu er det sat ud af spillet for en periode, og vi skal sørge for, at dagligdagen kommer til at ligne det, de skal hjem til igen,« mener Kirsten Pedersen.

Men det er ikke blot for barnets skyld, pædagogerne ser det som et rask barn. Det er også for deres egen skyld. Tina Persson fra børnekræftafdelingen fortæller, hvordan hun tackler det at forlade et døende barn og gå direkte ind på legestuen og lege videre med de andre børn:

»Jeg siger tit til mig selv, at hvis jeg ikke var her, var hverdagen her alligevel, og de alvorligt syge børn vil dø, hvad enten jeg er her eller ej. Mit job er at sørge for, at det ikke er tristheden, der dominerer. At skabe en hverdag, der er så sjov som muligt. Men det er svært, når man lige har holdt et barn i hånden, og man ved, at i morgen er barnet der nok ikke mere. Jeg prøver at mobilisere mig ved at være rigtig professionel.«

Kirsten Pedersen supplerer:

»Hvis du skal overleve her - uanset om du er på en afdeling, hvor der sker dødsfald eller en, hvor det sker sjældent - og endda synes, at det er et godt arbejde, som du får noget andet ud af end at være i en daginstitution, er du nødt til at se på barnet som et almindeligt, normalt, velfungerende barn. Det kommer i anden række, at barnet er sygt.«

Men de to pædagoger erkender, at det er et job med følelsesmæssige modsætninger. For på den ene side må man være professionel og holde en distance. På den anden side kan man ikke undgå i nogen grad at knytte sig til børnene.

»Hvis et barn er indlagt i to dage til en lillebitte operation, vil du være venlig og professionel og hjælpsom, for du ved, at det barn ser du aldrig mere. Men hvis du har et barn, som du møder første gang, tre uger gammelt, og som du følger, til det er femten år, vil du stadig være venlig og professionel og hjælpsom, men du vil også være noget mere. For du kommer til at kende familien godt,« siger Kirsten Pedersen fra børnekirurgisk.



Enkeltaktiviteter. Jobbet på hospitalet er anderledes alene af den grund, at der er en stor gennemstrømning - hele tiden nye børn. Man har ikke nogen børnegruppe som i en daginstitution, og derfor bliver det næsten udelukkende enkeltaktiviteter, pædagogerne sætter i gang. Hvad enten de foregår på værkstedet eller på barnets egen stue.

»Jeg kan utrolig godt lide, at jobbet er så afvekslende. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn, og hvad det er i stand til og har lyst til den dag. Jeg kan godt lide den form for enkeltbeskæftigelse. Du skal være hurtig til at observere herinde, for du har jo ikke børnene i så lang tid som i en daginstitution. Så når du går ind til barnet om morgenen, opfanger du barnets signal. Det er også vigtigt at sørge for, at de har fået noget smertestillende, inden de kommer ned i værkstedet. Derfor går vi vores egen "stuegang" og siger godmorgen til børnene,« fortæller Marianne Oxvang Mortensen.

En ny pige bliver kørt ind på værkstedet i en kørestol. Det er Cecilie, som lige er blevet opereret og har svært ved at gå.

»Har du fået noget mod smerter?« spørger Marianne hende. Det bekræfter hendes kollega. Cecilie virker lidt stille, men hun begynder snart at rulle perler af farvet Cernit, hjulpet af pædagog Bente Jensen.



Altid på. En stor forskel fra jobbet i en daginstitution er, at på hospitalet er forældrene næsten altid til stede sammen med deres barn.

»Vi har hele tiden kontakt med forældrene, og det kan Bente og jeg godt lide. Det er hyggeligt,« synes Marianne Oxvang Mortensen.

Tina Persson føler, det er en aflastning i hendes arbejde, at forældrene er der, men at det også betyder, man altid er på:

»Forældrene observerer os jo. De foreslår måske en bestemt aktivitet, men man når bare ikke altid at sætte det i gang. Jeg kan ikke overkomme alt det, jeg gerne vil, men jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg når det, jeg når.«

I jobbet som hospitalspædagog skal man hele tiden kunne omstille sig og kan ikke langtidsplanlægge aktiviteter, for man ved aldrig, hvem man har på afdelingen næste dag.

»Hvem kommer i morgen?« spørger Marianne børnene på værkstedet. Jakob og hans mor er gået, men Tue er stadig fordybet i arbejdet med at gipse borgen op.

»Jeg gør,« svarer han uden tøven. Det varer stadig et par dage, inden hans ophold på børneafdelingen er slut. Hvem der vil være på værkstedet i morgen foruden Tue er ikke til at vide. Men for Marianne Oxvang Mortensen og hendes kolleger gælder det om at give dem et godt ophold på hospitalet og få dem til at føle sig som normale børn, selv om de er syge.



Leg forbereder og læger

På læbeganespalteafdelingen på Rigshospitalet har pædagog Marianne Oxvang Mortensen syet to dukker, en dreng og en pige, som ligger på et dukkehospital. Dem kan børnene lege med, og på den måde blive fortrolige med alle de "farlige" ting, der foregår på hospitalet. Børnene kan give dukkerne stikpiller i numsen og indsprøjtninger eller lægge en lattergasmaske over dukkens ansigt - eller deres eget.

Det er vigtigt at give børnene mulighed for at lege på den måde, for børn bearbejder det, de har oplevet, gennem leg, hvor vi voksne mere bruger sproget. Det siger børnepsykolog på Rigshospitalet Tonny Reimers, som mener, at legen både kan forberede barnet på en indlæggelse og hjælpe med at bearbejde oplevelsen bagefter.

»Når barnet leger hospital, kan man spørge "var det sådan på hospitalet? Hvad oplevede du? Hvad var det bedste eller det værste, og var der også noget, der var sjovt?" På den måde åbner legen for en samtale og gør det nemmere at snakke om sygdommen, hvis man føler, det er svært at få hul på. Det er vigtigt at lytte og stille uddybende spørgsmål. Vi er ofte for hurtige til at svare barnet, uden at lytte godt nok til, hvad det egentlig spørger om,« siger Tonny Reimers, som også bruger leg som en del af terapien.

Det er i det hele taget vigtigt at fornemme, hvor meget barnet vil snakke, mener Tonny Reimers.

»Børn vil ikke spørges uafbrudt. De vil ikke være specielle, de vil ikke skille sig ud. Derfor kan det være godt at inddrage de andre børn. Hvis et barn for eksempel har haft kræft, kan man snakke med alle børnene i institutionen om, hvad det vil sige

at få kræft, og om de kender nogen, der har det.

På den måde opstår en dialog, så barnet ikke skal være i fokus hele tiden.«

Det er vel at mærke vigtigt at spørge barnet, om man må fortælle de andre børn om sygdommen, mener Tonny Reimers.

»Det vil jo være bedst at snakke åbent om det. Og forhåbentlig når man frem til, at alle skal vide, hvad barnet har været igennem. Men det skal ske i barnets tempo.«