Hold så op med at skælde ud

Den ældre mand, der stritter imod at komme ind i hjernescanneren og derfor får skældud. Den gamle dame, der er urolig i spisestuen på plejehjemmet, og straffes med skældud og bortvisning til sit værelse. Og barnet i børnehaven, der gør noget, de voksne ikke kan lide. De har noget til fælles. De er institutionaliseret, det vil sige, at de er bragt sammen i institutioner, der skal tage sig af dem, fordi de er syge, gamle eller har forældre, der arbejder mange timer og derfor ikke selv kan passe børnene.

En af institutionaliseringens dårlige sider er, at de, det anbringes i institutioner ofte bliver ofre for en institutionslogik, der siger, at det er mest effektivt at benytte kommandopædagogik. Det hele glider lidt nemmere, hvis alle gør det samme, på samme tid og helst lige nu. Det kan også godt være, at det gør det. Problemet er bare, at det betyder en masse skældud. Skældud er hverken rart for voksne eller børn, og på lang sigt er det ikke en god måde at adfærdsregulere på.

Det mener forsker ved Center for Institutionsforskning på Højvangseminariet i Glostrup Erik Sigsgaard. Han har skrevet bogen "Skældud" på baggrund af et projekt om skældud, som begyndte med Vognmandsparkens Børnehave i Roskilde og siden har vokset sig meget større med flere involverede institutioner. Erik Sigsgaard fandt nemlig ud af, at der ikke stod noget om skældud i pædagogik- og psykologibøgerne, der findes end ikke en definition af ordet i ordbøgerne. Han spurgte så eksperterne. Og for Erik Sigsgaard er eksperter i denne sammenhæng først og fremmest børnene, pædagogerne og lærerne. Han fandt ud af, at der skældes uforholdsmæssigt meget ud, og at børnene hader det mere end noget andet i deres børnehave, fritidsordning eller skole. Og så er det skadeligt.



Skældud slår hårdt. »Den dreng, der har sagt, at skældud er, når nogen slår med stemmen, definerer skældud ultrakort. Eller den lille pige, der, da hun blev spurgt om, hvordan hun har det, når hun bliver skældt ud, eftertænksomt sagde: "Så er det så svært for mig at tænke indeni." Det er det nemlig både, når man er fire år og 40 år. Hvis man som voksen selv husker på en gang, man blev skældt ud, så ved man godt, hvor ubehageligt det var. Vi tænker bedst, hvis vi bliver mødt med venlighed og forståelse. Hvis vi får skældud, gør vi modstand og bruger al energien på det,« siger Erik Sigsgaard.

En dreng på otte år, der blev spurgt, hvad opdragelse er, svarede: "Det er, når nogen er blevet slået og så slår videre på deres børn". Erik Sigsgaard mener, at de to børn har fat i den lange ende, for skældud adskiller sig ikke så meget fra korporlig afstraffelse, som vi måske går og bilder os ind. Skældud kan være lige så slemt som at få en lussing, blive hevet i armen eller blive udelukket fra fællesskabet.

»Der er blevet en tendens til, at vi her i Danmark synes, at vi er så hulens gode, fordi det er blevet forbudt at slå børn. Men for det første er det kun et øjeblik siden, at det blev forbudt, og for det andet mener næsten halvdelen af danskerne stadig, at det kan være nødvendigt at slå to til fire-årige børn,« siger han.

En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at cirka 86 procent af alle mødre skælder ud på deres tre-årige børn.

»Så vi skal ikke være så hellige. Ingen undersøgelser viser, at skældud er mindre skadeligt end korporlig afstraffelse. Tværtimod er der undersøgelser, der tyder på, at voldsom skældud, mens andre hører på det, kan føre til, at man bliver voldelig eller får en aggressiv indstilling til omverdenen som voksen.«



Uforståelig skældud. Disciplineringen - eller opdragelsen - i offentligt regi er blevet et vilkår for børn i løbet af meget kort tid. Fra at opdragelsen fandt sted i det nære lokalsamfund til at den udelukkende var et anliggende i familien - det skete i 1700-tallet, varetages den nu i mange timer af dagen af professionelle, fordi først far og siden hen mor forsvandt ud på arbejdsmarkedet.

Børnene er mange timer sammen med professionelle i daginstitutioner og skoler og halvprofessionelle i idrætsklubber og lignende, og der er aldrig blevet opdraget så meget på børnene, som der bliver i dag.

»Så "homo-institutionalitis" er et menneske, der bliver meget stærkt reguleret i sin adfærd og udsættes for rigtig mange sanktioner. Og vi er ikke en gang færdige med at institutionalisere, for mange ønsker sig, at børn skal gå mere og tidligere i skole. Så man intensiverer institutionaliseringen, enten fordi der kan spares et par kroner, eller fordi man mener, at børn lærer mest ved at sidde på en stol mange timer om dagen,« siger Erik Sigsgaard.

Erik Sigsgaard er ikke i tvivl om, at børn altid har fået skældud. Men han mener, at det er en anden slags skældud, børn får i dag. Den institutionelle skældud er mere uforståelig og mere intensiv. I gamle dage fik man skældud, hvis man sparkede en beskidt fodbold op på fru Olsens hvide vasketøj, der hang til tørre i gården. Men det kunne børn godt forstå, for det er åbenlyst for alle, at det er synd for fru Olsen. I dag får børn ofte skældud for noget, der for dem er ulogisk, og som hører ind under institutionslogikkens mange regler, som mest laves og opretholdes for at få en presset hverdag til at fungere.

Institutionerne er overfyldte, og når der er mange børn på lidt plads, så render de mere ind i hinanden, og så lyder det højere, når de råber, og børn råber nu en gang. Det er svært for de voksne at holde ud, og når man har været i det i mange år. Der begynder at udvikle sig en lille tinnitus, og så synes man, at det ville være dejligt, hvis man kunne have det lidt mere stille, roligt og hyggeligt.

»Så kommer man nemt til at dysse de små kroppe, der har så meget brug for at bevæge sig, for meget ned. Og hvis kroppe bliver dysset ned, så gør de modstand. Dels løber børn ind i hinanden, og dels løber de ind i de voksne, deres uforståelige regler og det pres, de voksne er ude for. Hvis man ikke gør noget ved det, så bliver der nemt skældt meget ud,« siger Erik Sigsgaard.

Trangen til at stille mange regler op for at få institutionsdagen til at gå lidt mere roligt - i hvert fald for de voksne - hænger altså sammen med den tiltagende institutionalisering af børns liv. Men den hænger også sammen med, at mange mener, at børn skal have grænser i meget vidt omfang. Erik Sigsgaard er kendt for at være imod grænser og faste rammer, og den modstand er ikke blevet mindre efter, at han har beskæftiget sig med skældud. Han mener, at har man for mange regler, kan det hænde, at man begynder at tro på dem. Man bliver næsten religiøs og snakker om grænser og faste rammer og "den slags trylleord". Og man begynder at tro, at det faktisk er for børnenes skyld, man laver dem.

»Og så er det, jeg mener, at det bliver farligt. Fru Olsen-skælduden er ikke farlig, og heller ikke den skældud der kommer af, at en pædagog bliver forskrækket over, at der mangler to børn, fordi de har taget en smutvej eller er blevet væk. Det er ikke så galt, hvis man hidser sig op en gang eller to, men hvis det begynder at blive et mønster, så der bliver et hårdt klima i gruppen, så er det et problem. Og det er det også, hvis de voksne begynder at tro på, at de er gode, fordi de har godt med regler, og det går efter en snor,« siger han.



Skal, skal og skal. Det er ikke Erik Sigsgaards ærinde at skælde pædagogerne ud, og han håber ikke, at alt for mange opfatter hans bog som en offentlig skideballe. Han ønsker tværtimod at komme i dialog med pædagogerne om, hvordan de kan holde op med at skælde så meget ud. I forbindelse med "Skældud-projektet" har han været i forbindelse med mange institutioner, der på meget forskellig vis har ændret deres praksis, så de ikke mere må benytte sig så meget af skældud.

Erik Sigsgaard mener, at det drejer sig om, at man kigger på menneskesynet og på ens holdning til børn. Han snakker om at skelne mellem to positioner. Den ene position er, at man stiller sig over for barnet. Det sker, når man går og kigger på, hvad børnene leger, når man sætter aktiviteter i gang, som børnene skal udføre. Man observerer, eller instruerer og regulerer - og skælder ud.

»Hvis man i stedet prøver at stille sig over ved siden af barnet, og så i øvrigt ikke står stille ved siden af det, men gør noget sammen med barnet eller bare samtaler med det, så har man anbragt sig i en meget mere ligeværdig position. Det er det springende punkt, om man ser på børn som grænsesøgende og nogen, der skal gøres noget ved, eller man ser på dem, som nogle man respekterer, som har rettigheder, og som man vil hjælpe og støtte,« siger han.

Erik Sigsgaard er sikker på, at de fleste tænker, at pædagogik handler om det gode, de vil gøre, og ikke om det "onde", de også gør.

»Hvis vi skal ind i en positiv spiral og høre mindre skældud i institutionerne, skal pædagogerne spørge sig selv, hvor de tager noget fra børnene. De gør ikke bare noget for børnene, de gør også noget imod dem, noget, der ikke er i deres interesse, noget, der gør dem ondt og kede af det,« siger han.

I en institution i Viborg blev pædagogerne enige om, at de i en måned ville prøve at skælde lidt mindre ud. De prøvede en måned til, og så spurgte de børnene, hvad de syntes var træls i børnehaven. Børnene svarede, at det var, når de skulle dit, dut og dat, når det hele tiden var skal, skal, skal. I Viborg begyndte de så at sige til børnene: "Vil du godt..." i stedet for. Og det ville de godt.

»Hvis man spørger, hvad der er træls, forudsætter det, at man tænker, at noget af det man gør, er træls,« siger Erik Sigsgaard.



Skældud rammer skævt. Nogle børn får mere skældud end andre. Ifølge Erik Sigsgaard er det de børn, som uden for institutionen mangler voksenkontakt og varme. De bliver meget krævende over for de voksne i institutionen for at prøve at få det, de mangler. De bliver enten for klæbende eller for aggressive i deres kontaktform, og derfor får de meget skældud. Erik Sigsgaard mener, at det nok vil være slemt for pædagogerne at blive gjort opmærksom på, at de børn, som de er gået ind i faget for at hjælpe, er dem, de er hårdest ved.

»Lige meget hvilken institution, vi er kommet i forbindelse med i projektet, kan børnene altid - og de behøver ikke at tænke i fem sekunder - svare på, hvem af børnene, der får mest skældud. De nævner typisk tre-fire stykker, og de kan også nævne dem i rækkefølge: "Ahmed får mest skældud, så kommer Simon, og så kommer Christina",« fortæller han.

Så dels er det et problem, hvis tonen som helhed er for hård i de miljøer, børn færdes i. For det bliver alle børn ramt af, også dem, der næsten aldrig bliver skældt ud, men bare hører andre få det hele dagen. Dels er der de særlige børn, som bliver hårdt ramt af skældud. Erik Sigsgaard mener, at der derfor er god grund til skrue ned for al snakken om tidlig sprogstimulering og alt det andet, man spilder tid med i dag, og i stedet få snakket om, hvordan tonen er.

»Måske kan vi en dag nå til, at der ikke står noget om udvikling, sproglige færdigheder og den slags i virksomhedsplanen. I stedet står der: "Her i Mælkebøtten vil vi blive bedre til at tale ordentligt til hinanden og begrænse vores skældud." Og måske kunne der komme en dag, hvor de inde på forvaltningen kan se, hvor fint det er, at institutionerne har sat fingeren på det allerømmeste sted frem for at tænke i skoleforberedende aktiviteter, og at de så siger, at det vil de også satse på,« siger han.



Hvad børn siger om skældud

Erik Sigsgaard har mange eksempler på, hvad børn

siger om skældud. Her kommer nogle af dem:

- Dreng på 4 1/2 år: "Jeg har fået skældt meget ud her - cirka 600 gange."

- Dreng på 6 år, da han bliver spurgt, hvem af de voksne, der skælder mest ud: "Jeg ved det ikke rigtigt, der er mest mange, der skælder ud på en eller anden måde."

- Pige på 6 år svarer på det samme spørgsmål: "Hvis det er her i børnehaven, synes jeg sådan set, det næsten kun er dem alle sammen, men næsten kun."

- Dreng på 7 år: "De skælder ikke ud på mig. Jeg er vant til at gøre, som de vil have."

- En 8-årig pige blev spurgt, hvordan de voksne skal være. Hun svarede: "Ja, de skal i hvert fald ikke være strenge, for så bliver børnene også strenge, og så skaber det bare mere skældud."



Børn har forslag til, hvad voksne kan gøre i stedet for at skælde ud:

- "Måske kan de bare lege med børnene."

- Jesper siger: "Der synes jeg egentlig, at de kunne arbejde med noget andet i stedet for at skælde ud." Vennen Malthe siger til det: "Nej, vil du måske have, at de voksen skal holde op, fordi de skælder ud, så er der jo ikke nogen." Så siger Jesper: "Det ville da være rart nogle gange, for så kan børnene selv bestemme."

- "Jeg synes, de skulle sige, at man ikke må gøre det, man lige har gjort, i stedet for at skælde ud."

- "De kunne bare sige. 'Det der må du ikke gøre'."

- "De kunne sige, at man ikke må i stedet for at skælde ud. Så ville man bedre kunne lære det, og man ville heller ikke blive så ked af det."



Skældud-projektet og bogen

I Vognmandsparkens Børnehave svarede 40 procent af børnene, at de fik skældud, andre 40 procent, at de ikke gjorde - og det endda i en børnehave, hvor man er opmærksom på ikke at skælde så meget ud.

Alligevel gik man i 1997 i Vognmandsparken i gang med at undersøge de voksnes udskældning af børnene tæt fulgt af forskerøjne, blandt andre Erik Sigsgaards. I Vognmandsparken førte det til en klarlæggelse og en ændring af en mængde forhold omkring skældud. Man gennemførte procesanalyser og fik derigennem en masse at vide om, hvad skældud er, og hvordan den opleves.

Samtidig gik Erik Sigsgaard og andre i gang med at indsamle data om, hvad andre har tænkt eller undersøgt om skældud i hjem, institutioner og skoler. Resultatet var forbløffende sparsomt.

I løbet af projektet har man desuden indsamlet data fra en lang række daginstitutioner, skoler og andre institutioner, der på vidt forskellig måde arbejder kritisk med barn-voksen-relationen og direktet eller indirekte med skældud.

Bogen "Skældud" er udgivet på Hans Reitzels Forlag, er på 259 s. og koster kr. 249.