Hjælp til ensomme skilsmissebørn

Pige, 3. klasse: Det er fire måneder siden, mor og far blev skilt. Hos far truer han med, at vi ikke må se vores mor, hvis vi ikke rydder op på vores værelser. Hendes forældre skændes ikke mere. "Da de gik fra hinanden, græd min storebror." Det er hyggeligt at være på besøg både hos mor og far, og det er hun en uge ad gangen. Pigen vil gerne se sin storesøster mere, men storesøster har ikke tid, og så ville hun ønske, at mor og far var sammen igen uden at skændes!

Sådan blev pigens oplevelse af forældrenes skilmisse noteret i referatet fra det første møde i en samtalegruppe med fire skilsmissebørn. Det er Anette Norgren, der har skrevet pigens oplevelse af skilsmissen ned. Hun er 45 år gammel og souschef på fritidshjemmet Rantzausvej i Helsingør, hvor hun er afdelingsleder for afdelingen Trækbasunen med 70 børn. I tre år har hun hver torsdag haft firemandsgrupper af skilsmissebørn inde til en times snak om stort og småt, godt og skidt i forbindelse med forældrenes skilsmisse.

Hun fik ideen til at starte skilsmissegrupperne, da fritidshjemmet for tre år siden havde en pige, der ikke fungerede særlig godt og var meget indelukket og trist. Hendes forældre var skilt.

"Forældrene kunne ikke snakke sammen. Når hun blev hentet, så kom de op og skændes i garderoben. Det var rigtig synd for hende. Så jeg indkaldte forældrene til et møde og sagde, at det handlede om, at deres datter ikke havde det godt. Men de sad og skændtes og hørte overhovedet ikke efter. De kunne ikke kapere, at hun også havde det dårligt, de havde det selv så dårligt, de var så fyldt op med det, så de kunne ikke bruge det til noget. Vi måtte slutte mødet uden at komme frem til et resultat. Og pigen fik det ikke bedre, og hun holdt så op her til sidst," fortæller Anette Norgren, der selv er skilsmissebarn.

"Jeg var tre år. Jeg har så haft en anden far, som har været rigtig, rigtig god for mig... men der er da det med ens mor og far - det betyder da noget," siger hun.



Berøringsangst. Anette Norgren besluttede sig for, at fritidshjemmet fremover skulle gøre noget for de børn, hvis forældre var skilt. Løsningen blev samtalegrupperne.

"Børnene vil ikke belemre forældrene med deres bekymringer og tanker. For de kan godt se, at forældrene bliver triste og kede af det, når alt det kommer på banen. Så derfor har børnene ikke rigtig nogen at snakke med om det, og derfor går de med det selv."

Hun kigger i stakken af referater fra møder med skilsmissebørn.

"Her er der en, der siger: "Min far elsker stadig min mor, og det er synd." Tænk at skulle gå og have det i sig," siger Anette Norgren, der mener, at institutionerne godt kunne være bedre til at have et særligt tilbud til skilsmissebørn.

"Der var et barn hernede, hvor hendes far var død. Det første, jeg gjorde, var at spørge: Snakker du med nogen? Er du i en gruppe? Det er selvfølgelig også noget andet, når folk er døde, men der var fuldstændig taget hånd om det. Der er ikke rigtig nogen, der samler skilsmissebørn op," mener Anette Norgren.

"Enten er der noget berøringsangst, eller også vil man ikke ribbe op i noget. Det er måske ikke alvorligt nok. Hvis man mister en, kan man komme i sorggruppe, eller hvis man har et familiemedlem med kræft, så er der også noget. Men her er der ikke rigtig noget. Der synes jeg, at vi på fritidshjem har en stor opgave. Min erfaring viser, at det virkelig er noget, der batter," siger Anette Norgren og tilføjer, at hun også tror, at samtalegrupper for skilsmissebørn vil kunne bruges for de ældste børn i børnehaven.

Hun pointerer, at børnene nok har et større behov for nogen at snakke med end forældrene:

"Mange af de følelser, børnene har, er de samme som voksne. De kan være vrede, bekymrede og angste, men forskellen er bare, at den voksne kan forstå, hvorfor det sker. Barnet kan ikke forstå det.

Derfor har barnet det ofte sværere end forældrene."



Tillid. Inden Anette Norgren gik i gang med samtalegrupperne, var hun på kurser om børn og skilsmisse, og hun har også gennemtrawlet nettet for relevant information.

"Børnerådet har lavet en glimrende rapport, men meget af det, de laver, handler om større børn. Der er ikke så meget om de børn, som jeg arbejder med, som er 7-10 år. Og på kurser er det meget overordnet, hvad man får at vide. Man får at vide, hvordan børnene har det, hvordan deres reaktionsmønstre er, hvad man kan forvente af børn i den alder, men ikke så meget om, hvordan man snakker med dem om det," fortæller Anette Norgren, der nu selv har fundet frem til nogle gangbare spørgsmål, som kan få børnene til at åbne lidt op for, hvordan de går og har det.

Når Anette Norgren skal begynde med en ny gruppe børn, kigger hun først på, hvem hun kan sætte sammen:

"Jeg har prøvet mig frem med 6-7-årige, med drenge, med piger, med blandede. Der er ikke noget, der fungerer bedre end noget andet. Det vigtige er, om man fornemmer, at de har noget tillid til hinanden og er på bølgelængde. Det skal være nogen børn, der har nogle relationer eller kender hinanden," understreger hun.

For hvis de ikke kender hinanden, skal man først sørge for, at børnene lærer hinanden at kende og får tillid til hinanden. Men det er der ingen grund til at bruge tid på i samtalegrupperne, påpeger Anette Norgren.

"Jeg spørger børnene først, om de har lyst til at være med i en gruppe, hvor vi snakker om, hvordan det er at have forældre, der er skilt. Nogen siger ja med det samme. Andre siger, at det har de ikke lyst til, de har ingen problemer. Så siger jeg, at man behøver ikke have problemer, man kan også være med i gruppen for at give de andre nogle gode tips. Men de børn, der siger, at de ikke har nogle problemer med det, har alligevel altid et eller andet," siger Anette Norgren.

Når børnene har sagt ja, får forældrene et brev, der forklarer, hvad samtalegrupperne går ud på, så forældrene er orienterede og har godkendt barnets medvirken.

"Forældrene får også at vide, at de ikke får noget at vide om det, vi snakker om. Vi holder det herinde i det her rum," siger Anette Norgren og understreger, at hun selvfølgelig er nødt til at kontakte forældrene, hvis der kommer nogle grelle ting frem.

"Men det har jeg ikke oplevet endnu."



Te og tusser. Når hun har samlet en gruppe, bliver torsdag til fast mødedag. Møderne finder sted på Anette Norgrens kontor og varer normalt en times tid. Et bord med voksdug og fire stole udgør rammen. Så sidder Anette Norgren for bordenden.

"Jeg laver te, og før besparelserne var der også småkager. Det er der ikke i øjeblikket," siger Anette Norgren. Men der er tegnepapir og tusser i rigelige mængder.

"Så får de lov at sidde her, og de føler sig på en eller anden måde specielle, de synes, det er lidt hyggeligt. Og så tager vi en runde, hvor alle fortæller om deres familieforhold, om deres mor og far, som er skilt, om der er nye mødre og fædre og papsøskende," siger Anette Norgren.

"Jeg bruger meget det med, at de tegner, for eksempel hvordan de kunne tænke sig, at deres liv skulle være. Og det er som regel altid "mig og mor" eller "mig og far" eller "mig og mor og far". Selv om far og mor er skilt og har nye kærester, så bliver de slet ikke nævnt. Det er bare mig og mor og far, der er ude og sejle."



Altid forberedt. Der bliver ikke overladt noget til tilfældighederne, når Anette Norgren om torsdagen skal mødes med de fire børn, der er med i samtalegruppen:

"Jeg forbereder mig hver gang, og jeg skriver referat fra hver gang. Jeg læser referatet op hver gang for børnene, så kan de tilføje eller sige "nej, det var ikke sådan". Og så retter jeg i det. Det skal være sådan, at de kan sige, "at det var sådan, jeg mente det". Det er vigtigt. Det skal helst være på deres præmisser," siger Anette Norgren, der sjældent har problemer med at få børnene til at fortælle.

"Mest oplever jeg, at de simpelthen snakker i munden på hinanden. Så fire børn er rigeligt. Der kommer virkelig noget. Vi når altid kun tre-fire spørgsmål, for det fylder så meget, og de snakker så meget om det," siger Anette Norgren.

"Men der er også nogle, der bare sidder en hel time og lytter og tegner og ikke siger ret meget. Og så lige pludselig kommer med et eller andet. Men de efterspørger det alligevel, så et eller andet må de jo få ud af det."

Hun er ikke i tvivl om, at det hjælper børnene med samtalegrupperne.

"Det, at børnene føler, de bliver hørt - det er virkelig kommet bag på mig, at det har sådan en stor effekt. De kommer og spørger mig, hvornår vi skal mødes igen."



Breve virker. Nogle af børnene får hjælp til at få løst et helt konkret problem. Anette Norgren fortæller om en pige fra 3. klasse, der viser sig, at have store problemer med den nye stedfar og hans søn.

"Hun synes, det er rigtig irriterende, når de er sammen, og hvad skal hun gøre ved det? Så spørger jeg hende: "Hvad kunne

du forestille dig at gøre ved det?" Hun

kunne godt tænke sig at gå en tur med

sin papfar og lære ham bedre at kende. "Men skal vi så ikke skrive et brev til ham?" "Jo, det var en god idé," synes hun. Så jeg hjælper hende med at skrive og stave, og

vi sender det med posten," siger Anette Norgren, der ofte har hjulpet børnene med at skrive breve.

"Det virker også, som om forældrene tager det til sig og gerne vil det. Når de får sådan et brev, så har jeg ikke oplevet, at de har sagt, at det vil de ikke gøre," siger Anette Norgren.

"Det vigtige er, at man anerkender børnenes problemer, og de selv føler, de kan gøre noget ved det. Det er ikke bare et sted, hvor vi sidder og lukker ud, og det hele er ad helvede til. Vi prøver at gøre noget ved det. Hvad er det, der er positivt? Hvad kunne blive bedre, og hvad gør vi ved det," siger Anette Norgren.



Alle søskende er irriterende. Børnenes problemer i forbindelse med skilsmisser er ikke de samme som forældrenes. For de voksne er det som regel et problem, at forældrene ikke længere kan indbyrdes, fortæller Anette Norgren.

"Det er slet ikke det, det drejer sig om for børnene. Det handler måske om, at de vil have et bedre forhold til deres mors nye kæreste. At de er kede af, at de ikke selv bliver spurgt om, hvor de vil bo. De føler sig ikke hørt, og de føler sig ikke involveret i det - fordi forældrene gerne vil beskytte dem.

Selvfølgelig skal børn ikke være med til at bestemme de meget store, ansvarsfulde ting. Men de ting, som de kan være med til, skal de da, hvis det er noget, der involverer dem selv, for eksempel hvor de kunne tænke sig at holde jul. Det vil de rigtig gerne selv spørges om," siger Anette Norgren.

Børnene kan også have svært ved at acceptere de nye papforældre, som pludselig skal blande sig i deres liv.

"Jeg havde en pige, der sagde, at hun syntes, at fars kæreste var simpelthen den værste, og nu skulle de giftes. Og så spurgte jeg: "Hvad er det, der er så slemt?" "Hun kan finde på at komme og sige: Nu skal du i seng og børste tænder". Det synes pigen simpelthen er under al kritik. Hun har været skilsmissebarn, siden hun var lille, så hun har ikke oplevet andet, end at hun har selv styret, og nu kommer der en anden voksen ind, og det, kæresten gør, er sådan set fuldstændig rimeligt. Og det skal de også lige lære. Det er også en proces," siger Anette Norgren.

Andre børn har problemer med deres papsøskende, som måske kan være rigtig irriterende.

"Men man kan også synes, at søskende er irriterende, selv om de ikke er papsøskende. Hvis man er enebarn og får en paplillebror, så tror man, at det er, fordi det er en paplillebror, at han er irriterende. Nej, det er det ikke. Alle små søskende er irriterende en gang imellem. Det er også vigtigt for dem at få at vide, for de giver skilsmissen skylden. De giver den skylden for alt, der er dårligt."

Derfor prøver Anette Norgren også at finde frem til de gode ting ved skilsmissen, som at forældrene ikke skændes så meget mere.

"Det er vigtigt også at fokusere på det positive, for det kan jo ikke laves om. Man må jo leve med det, og så må man prøve at få det bedste ud af det."



Bare mor og far var sammen. Normalt varer et forløb med en gruppe to-tre måneder. Så kommer der et nyt hold til, og lige nu er der faktisk kø for at komme ind i en samtalegruppe.

"Når jeg slipper dem, kan jeg godt tænke "hvad så nu?", for det her er jo ikke nok, men det er en start. Men jeg kan godt mærke, at de virker gladere," siger Anette Norgren.

Selv om børnene virker gladere, er der et ønske, der går igen hos samtlige børn:

"Hver gang vi har afsluttet en gruppe, så har børnene altid sagt, at det, de allerbedst kunne tænke sig i hele verden, var, at mor og far flyttede sammen. Og det er lige meget, om det er tre måneder siden eller syv år. Ligegyldigt hvor uvenner forældrene er, så er det det, de aller allerbedst kunne tænke sig. Det skal man jo tænke over. Det er hårdt for alle de børn."



Er du nysgerrig efter at høre mere, er du velkommen til at kontakte Anette Norgren på mail:

ANO38@helsingor.dk





Statistik



I 2005 blev 15.300 ægtepar skilt, cirka 30.000 børn var indblandet.



Børn giver større risiko for skilsmisse



Nok er børn dejlige, men de er også en hård belastning for et parforhold. Kommer der et barn ind i et parforhold, stiger risikoen for en skilsmisse med 20 procent. Barn nummer to forøger risikoen med 40 procent, fortæller økonom Michael Svarer fra Århus Universitet til Dagbladenes Bureau.

"Det er fejlagtigt at tro, at børn stabiliserer et forhold. De par, der får børn, er nemlig dem, der har de stærkeste forhold i forvejen. Hvis man tager højde for det, viser det sig, at børn faktisk skader et parforhold. Forklaringen på dette forhold kan en økonom ikke give, den skal findes i psykologien. Når et forhold går i stykker, skyldes det, at folk bliver så pressede, når de får børn, at det går ud over lidenskaben og intimiteten. Helt konkret kommer mand og kvinde også op at skændes over fordelingen af arbejdet. Hvem skal for eksempel blive hjemme, når barnet bliver sygt," siger psykolog Lisbeth Liebmann fra Frederiksberg Familierådgivning til Dagbladenes Bureau.



Skilsmissebørn har problemer



Børn, hvis forældre er gået fra hinanden, har oftere problemer i skolen end deres jævnaldrende kammerater fra kernefamilier,

viser en undersøgelse af 9.000 norske skilsmissebørn lavet ved Universitetet i Stavanger ifølge JydskeVestkysten.

Samtidig er skilsmisser arvelige, viser en doktorafhandling af forskeren Ingunn Størksen fra Nationalt folkehelseinstitut i Norge. Skilsmissebørn bliver selv skilt dobbelt så ofte som børn af gifte forældre, og gifter to skilsmissebørn sig med hinanden, er risikoen tre gange så høj for at parret går fra hinanden.

Når ting bliver vanskelige i forholdet, ser skilsmissebørn lettere på en skilsmisse, fordi de allerede har oplevet det, forklarer forskeren ifølge hjemmesiden www.dr.dk





Ti ønsker til forældre ved skilsmisse



1 At barnet forberedes grundigt om, hvilke ændringer skilsmissen vil medføre for det, før forældrene flytter fra hinanden.



2 At barnet forstår, at det ikke har del i skylden for forældrenes skilsmisse.



3 At barnet får en forståelse af, at skilsmissen er nødvendig, at den er en mulig løsning på en problematisk/konfliktfyldt situation mellem forældrene.



4 At barnet ikke bliver den, der afgør, hvem af forældrene det skal bo hos.



5 At barnet bliver i sit miljø og ikke skal skifte institution/skole, dvs. udsættes for færrest mulige sociale brud.



6 At barnets behov for samvær med den forældre, det ikke bor hos tilgodeses, og at barnet i stigende grad får medbestemmelse med hensyn til samværets omfang.



7 At barnet sikres tilknytning til begge forældres familie, især bedsteforældre.



8 At forældrene holder barnet uden for deres eventuelle indbyrdes konflikter, og at det ikke udsættes for, at forældrene taler dårligt om hinanden.



9 At barnet ikke bliver behandlet som en voksen eller tildeles en voksenrolle.



10 At forældrene ikke danner ny familie, før barnet er rede til det.



Skrevet af cand. psych. Morten Nissen, der har forsket i skilsmisse i mere end 20 år. Forfatter til bogen: "Samværets pris.

Forældreansvar efter en skilsmisse", Schønberg, 2001. Fundet

på Børnerådets hjemmeside

www.boerneraadet.dk, hvor der er et helt tema om børn og skilsmisse. Her kan du blandt andet finde rapporten "Børn i skilsmisser", som Anette Norgren anbefaler at læse.





Typiske spørgsmål fra Anette Norgren til børnene:



Er der tidspunkter, hvor du føler dig ensom?

Føler du, at det er din skyld, at far og mor er blevet skilt?

Snakker du med din mor og far om skilsmissen?

Er der ting, som børnene ikke skal være med til at bestemme?

Er reglerne forskellige hos far og mor?





BØRN&UNGE har fået lov til at bringe et uddrag af et referat fra et møde i en samtalegruppe for skilsmissebørn, skrevet af Anette Norgren:



Referat fra møde med tre piger i 3. klasse:



Inden vi går i gang, har A noget på hjerte: Hendes mor og far er ved at finde ud af, hvor hun skal bo. Hendes mor siger, at hun mest skal være hos hende, men A vil gerne være lige meget hos dem hver. På spørgsmålet om hun har sagt det, svarer hun ja, men hendes mor siger, at det ikke kan lade sig gøre. A siger, at hun vil blive meget ked af det, hvis hun kun skal besøge sin far.



B synes, at det er svært at tale med mor om far, fordi hun er sur på ham. A giver hende ret. Hun kan heller ikke snakke om sin mor til sin far. "De siger begge to noget forskelligt om hinanden, det er ikke til at finde ud af. Og det er ikke særlig rart at høre på."



Hvis man kunne lave noget om ved skilsmissen, hvad skulle det så være?

C: De skulle fortælle noget mere om hvorfor.

A: De skændtes meget, og vi hyggede os ikke. De elskede ikke hinanden.

C: Min far elsker stadigvæk min mor. Det er synd.



Kan man godt blive vred på sin mor og far, fordi de er blevet skilt?

C: Ja, så gider jeg ikke snakke med dem.

B: Nej, ikke vred, ked af det.

A: Ikke på min far. Nogle gange forstår min mor ikke, hvad jeg mener, og så bliver hun sur. Nogle gange græder jeg i min seng om aftenen.