Historisk tema; 90'erne

Pædagogik. Fordi man har opdaget, at børn er kompetente, går tendensen også mod, at børn kan lære hvad som helst, også selv om de er meget små. Pædagogikken kaldes ofte førskolepædagogik, og er skoleforberedende og læringspræget mere end en dannelse til livet. Leg og læring er et hovedbegreb i dette årti og forstås mest som: Hvordan kan børn på en legende måde indlære de kompetencer, som de anses at få brug for senere i livet (læs: skolen)? Denne retning slås også i dette årti med fortalere for børns selvforvaltning og børns ret til at blive opfattet som ligeværdige. Børn har ret til at være fri for afbrydelser, og at der tages hensyn til deres behov og ideer. Børns selvbestemmelse er et vigtigt element i tidens pædagogik. Hvor pædagogikken hidtil har været psykologiseret, påvirkes den nu også af sociologien og antropologien, hvilket føjer nye dimensioner til forståelse af barndommen og børns måde at lære og være sammen på. Desuden anerkendes det, at pædagogikken ikke kun udvikles på rød stue, men i kontekst med det omgivende samfund. Den italiensk inspirerede pædagogik (Reggio Emilia og Den Integrerende Baggrund) præger kraftigt Danmark og Sverige, og der bygges institutioner med lige så meget plads som i de gode institutioner i Norditalien og efter de samme principper. Mange steder nyindrettes de traditionelle grupperum til funktionsinddelte rum: Legerum, malerum, eventyrrum, læserum osv. Børns leg, liv og aktiviteter dokumenteres som aldrig før, barnets bog og en kuffert med væsentlige ting, der fortæller barnets historie, følger det nogle steder over i skolen. Overgangen mellem børnehave og skole får også fokus i denne periode, hvilket understreger et andet begreb, som er vigtigt i tiden: Helhed i børns liv.



Daginstitutionerne. Et nyt ord bliver for alvor populært blandt danske politikere og forældre: Pasningsgaranti. Nu skal alle forældre have garanti for, at deres børn kan blive passet, og det medfører en voldsom vækst i antallet af daginstitutioner og især i antallet af børn, der bliver passet. I 1990 blev 308.039 børn passet i daginstitution eller dagpleje. I 1999 var tallet hoppet til 541.383 børn.

Antallet af daginstitutioner vokser fra 5.301 i 1990 til 7.248 i 1999.

Men den voldsomme udvikling kan mærkes ude i institutionerne, hvor normeringerne slet ikke følger med de mange nye børn, der skal passes. Ser man på udviklingen fra 1990-2002 er der med udgangen af 2002 merindskrevet næsten 70.000 børn uden personaledækning. Eller omvendt: Der mangler omkring 8.000 pædagoger og medhjælpere, hvis normeringerne skulle svare til niveauet i 1990.

Til gengæld lykkes det stort set de kommunale politikere at leve op til pasningsgarantien. I 2002 kunne 94 procent af alle kommuner meddele, at de nu har en sådan garanti.

Daginstitutionerne får også en dosis af den managementbølge, der rammer kommunerne, for i løbet af 90'erne bliver virksomhedsplaner, kontraktstyring og politisk målstyring en del af livet for mange institutioner.

I august 1998 åbner Danmarks første udliciterede daginstitution, Gemsevejens Børnehus i Skovbo Kommune, drevet af ISS. Rengøringsgiganten driver en overgang 14 daginstitutioner, men da Farum og Assens Kommune i efteråret 2001 opsiger kontrakten med ISS, giver rengøringsgiganten op. I dag er interessen for at udlicitere daginstitutioner forduftet, selv om VK-regeringen vil puste nyt liv i idéen ved at gøre det lettere for private at tjene penge på driften.



Samfundet. I dette årti er der fart på. Alting går hurtigere og hurtigere. Forældrene har travlt, og hjemmet er ikke det centrum for familien, som det var før i gamle dage. Børnene bliver passet ude af huset i vuggestuer, børnehaver og SFO'er, og familielivet er grundlagt på aftaler. Familien har sjældent fællesoplevelser mere. De er måske hjemme på samme tid, men de sidder i hver deres bås, måske med et fjernsyn kørende. Nu er det nemlig zapperkulturen, der er den dominerende. Men det betyder ikke, at børnene zapper tilfældigt omkring. De er målbevidste individer, og de ved nøjagtigt, hvad de vil have. Det gælder også inden for de mange fritidstilbud, som børnene kan benytte. De går til ridning, håndbold, fodbold, hver eftermiddag er ofte besat.

Årtiets store udfordring for politikerne er, om man kan give det politiske system en form og et indhold, der svarer til tidens behov, og om man evner at forny styringssystemerne i de offentlige institutioner og private firmaer på en sådan måde, at befolkningen ikke bliver politisk apatisk. Utilfredshed, aggressivitet og voksende fremmedhad er ved at blive en del af såvel den danske såvel som den europæiske hverdag.

Teknologiens udvikling skyder en rasende fart. Computerne er slået helt igennem og har fået en plads i de fleste danske hjem. Børnene lærer om dem allerede i børnehaveklassen, og ofte kan børnene faktisk lære de voksne om, hvordan man benytter det tekniske apparat.

Kosten er også væsentlig anderledes end "i de gode gamle dage". Der er ofte fastfood på menuen, pizza, pasta, cola og is er hurtigt at lave, og dermed en god løsning på tidspresset i familierne.

Teknologien hjælper også folk til at blive sundere, men selv om at man nu kan helbrede mange sygdomme, så er en sygdom dog mere udbredt blandt børn end nogensinde før: astma og allergi.

Teknologien har ændret verden. Den har gjort store afstande små og ændret hverdagen betydeligt - også for børnene.



Uddannelsen. Da BUPL under forarbejderne til den nye pædagoguddannelse siger nej til en modul-opdeling, siger man samtidig ja til, at der senere vil være en regning at betale.

Den handler om, at der skal gives pædagogmedhjælperne adgang til uddannelse. BUPL's tilgang er, at der på det pædagogiske arbejdsmarked kun er plads til én uddannelse, og det er pædagoguddannelsen. Er problemet, at pædagogmedhjælperen ikke kan tage den på den gængse måde, må der opfindes andre måder. Særligt tilrettelagte tilbud ser dagens lys, og de bliver en stor succes. Flere tusinde pædagogmedhjælpere skyder ved hjælp af dem genvej til en fuldgyldig pædagoguddannelse.

Lidet nytter det dog. Pædagogisk Medhjælper Forbund kan ikke leve med, at deres medlemmer uddanner sig ud af fagforeningen og insisterer blandt andet derfor på, at der skal etableres en selvstændig medhjælperuddannelse. Og den får de i 1996, trods BUPL's protester og til tider ikke specielt smagfulde obstruktionsforsøg. Loven om Pædagogisk Grunduddannelse (PGU) vedtages af et folketingsflertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti og det meste af Enhedslistens gruppe.

Efter i over 100 år at have været alene på banen, har pædagoguddannelsen fået sig en konkurrent.



Fagforeningen. Pædagogisk Kartel er skrevet på tabslisten, men håbet om samling er ikke opgivet. BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og Landsforeningen Danske Klubfolk (LDK) indleder i slutningen af 1989 forhandlinger om en fusion. Der er masser af god vilje. Beslutsomheden fejler tilsyneladende heller ikke noget.

"Fagbevægelsens venstrefløj er parat til at møde fremtidens udfordringer gennem fælles handling," udtaler de tre forbunds ledelser i en fælleserklæring.

En lovende start, men problemerne indfinder sig snart. Tuen, som ender med at vælte læsset, er spørgsmålet om, hvilken af hovedorganisationerne - LO eller FTF - det fusionerede forbund skal stå i.

SL går fra borde, mens LDK vælger at blive, og den 8. juni 1991 holdes stiftende kongres for en ny organisationsdannelse: BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk med på dette tidspunkt godt og vel 35.000 medlemmer.

Marts 1994 trækker Kurt Jensen sig som forbundsformand for at blive direktør for en sommerpark. Bente Sorgenfrey vælges som hans afløser og lover at skaffe BUPL og pædagogerne et bedre image. Hun tager som noget af det første kontakt til Socialpædagogernes Landsforbund og har for så vidt også held til at få genåbnet fusionsforhandlingerne. Det skal dog snart vise sig, at SL'erne, som undervejs har skiftet formand, i virkeligheden ikke er interesserede i en sammenslutning.

Bente Sorgenfrey tager som den første BUPL-formand sæde i forhandlingssammenslutningen KTO's snævre forhandlingsudvalg. Omstændighederne er specielle. Overenskomstforhandlinger, Københavns Rådhus en mørk vinteraften i 1995, sygeplejerådets formand Kirsten Stallknecht udvandrer, efter sigende meget demonstrativt, Bente Sorgenfrey bliver kaldt ind, men stiller som betingelse for at tiltræde udvalget, at BUPL's egne forhandlinger forinden er afsluttet med tilfredsstillende resultat. Det bliver de, og BUPL-formanden redder sig et øgenavn. "Bente Blodøkse".



Pædagogiske personligheder

Erik Sigsgaard (1938-): Har i sin lange karriere som seminarielærer og børneforsker altid været fortaler for børns selvforvaltning. Han er imod, at daginstitutioner som vigtigste opgave har at forberede til skolen. S. taler imod den øgede institutionalisering af barndommen, men for institutioner, der knytter barnets skilte verdener sammen, som tillader børnene at dyrke venskaber, og som har åbne døre. Han mener, at gode institutioner er der, hvor pædagogerne ikke kontrollerer børnene og skælder ud, men hvor pædagogen tilbyder sig som forbillede, ven, udfordrer og kritiker. Det enkelte barn skal tages alvorligt og værdsættes, ikke værdisættes. Barnet skal støttes i at tro på sig selv, turde udtrykke sine tanker, turde være kritisk og kunne sætte sig i andres sted. I Børn&Unge nr. 48/2001 giver S. sit bud på otte rettigheder for børn, som en god institution skal opfylde: Ret til at kunne knytte sig til en voksen, ret til at gå sin vej, ret til et privatliv, ret til at være fri for afbrydelser, ret til at spise det, de vil, ret til at disponere over sin tid, ret til ikke at blive mobbet og endelig ret til at blive hørt.



Jesper Juul (1948-): Familieterapeut og siden 1979 leder af The Kempler Institute of Scandinavia. Jesper Juuls gennembrud inden for småbørnspædagogikken kom med bogen "Dit kompetente barn". Her gør han rede for, at barnets reaktioner altid er kompetente dvs. meningsfyldte og udtryksfulde. Derfor er opdragelse i traditionel forstand overflødig. Han fremlægger et nyt værdigrundlag for samværet og samspillet i en familie. Et grundlag, der hverken bygger på autoritær magtanvendelse eller demokratisk lighedstyranni, men på ligeværdighed og gensidighed mellem børn og voksne. Hans tese er, at barnet gerne vil samarbejde, men også bevare sin personlige integritet. Hvordan denne konflikt håndteres er afgørende for barnets udvikling.



Jan Kampmann: Mag.art i pæd., cand.mag. i pæd. og soc. Er fortaler for selvforvaltning og for børns ret til at have en barndom, der ikke kun er rettet mod forberedelse til skole, men som en selvstændig periode, hvor vigtig og nødvendig udvikling finder sted. Desuden har han skrevet og talt en del om indretning og udnyttelsen af pladsen i daginstitutionen, så børn får optimale udfoldelsesmuligheder. Og at de voksnes regler blokerer for børns brug af rummene. Forsket i legekulturer ud fra etnografisk inspirerede feltarbejder. Desuden i børneperspektiv, børnekultur, betydning af køn, klasse og etnicitet og voksen-barn relationer. K. har med sine tanker inspireret til indretning af mange institutioner fra grupperum, hvor alt skal foregå til funktionsopdeling af rummene. Ligeledes til en mere åben struktur, hvor børns ideer og behov i højere grad tilgodeses.



Dion Sommer (1948-): Cand. psych. og professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet. Hovedværket er bogen "Barndomspsykologi" fra 1996. Heri gør S. op med en række børne- og familiepsykologiske teorier og opfattelser. Teorier, som i S's øjne på en række punkter fejlfortolker moderne børns vilkår og udviklingsmuligheder i en stærkt forandret virkelighed. S. bygger på Daniel Sterns teorier om spædbarnet, men forholder sig også kritisk hertil i sin egen "moderne og sammenhængende psykologiske teori om barnets udvikling", og han kalder skiftet i syn på børn og deres udvikling for "et paradigmeskifte". Er på linje med Jesper Juul, idet han mener, at børn er kompetente, men har brug for voksne, der vil indgå i en indfølende relation med dem: "Det optimale for det aktive kompetencebarn er at blive påvirket af aktive, indlevende, kompetente voksne, der påtager sig at drage omsorg for, opdrage og lære børn noget".