Historisk tema; 60'erne

Pædagogikken. Opgangstiderne i 60'erne betyder også friere forhold for børnene. Den antiautoritære pædagogik får langsomt sit tag i de danske pædagoger. Børn må igen lege selv og sige deres mening til en vis grænse. Sideløbende er der stærkere og stærkere tendenser, der går i retning af "indlæringspædagogikken" affødt af indlæringspsykologien. Børn skal ikke bare udvikle sig og vokse, de skal lære noget, mens de går i børnehave, så de er forberedte til skolen og det senere arbejdsliv. Det fører blandt andet til en del begrebsindlæring (større end, mindre end) eller systemrelationer og klassifikationsøvelser (skelnen mellem farver og mellem cirkler, trekanter og firkanter), og meget indlæringsmateriale og legetøj, hvis vigtigste formål er indlæring af bestemte begreber og eksakt viden, udvikles i denne periode. Man er påvirket af Piagets kognitive udviklingsteorier og koncentrerer sig hovedsageligt om at påvirke børns intellektuelle udvikling efter hans stadieteorier. Børnene er en ren tavle, hvorpå pædagogerne kan skrive deres input. Motivation i form af barnets egen interesse udelukkes, og man motiverer med ros eller dadel. Andre udviklingsområder som den motoriske, den følelsesmæssige og den sociale er ikke i så høj grad medtænkt i arbejdet.



Daginstitutionerne. I 1962 er antallet af forebyggende børneforsorgsinstitutioner vokset til 1140 - en beskeden stigning på 373 institutioner på 10 år. Især hvis man sammenligner med fritids- og ungdomsklubberne, som på 10 år er vokset fra 29 i 1950 til 182 i 1960. I 60'erne fortsætter væksten i klubber sin himmelflugt. I 1969 findes der 273 klubber godkendt i lov om børne- og ungdomsforsorg og 333 klubber efter lov om fritidsundervisning.

Mest skelsættende for dette årti er en ny lov om børne- og ungdomsforsorg, der kommer i 1965.

Her optræder begrebet daginstitution for første gang, ligesom vendingen "socialpædagogisk fritidsforanstaltning" får sin debut i en lovtekst. Hermed er der gjort op med den forebyggende børneforsorg, og det er samtidig ikke længere et krav, at institutionerne skal modtage børn af mindrebemidlede.

Den nye Lov om Børne- og Ungdomsforsorg fastslår også, at driftsudgifterne skal deles, så staten betaler 40 procent af driften i vuggestuerne, mens kommunerne skal betale 30 procent. For fritidshjem skal staten betale 45 procent, mens kommunen skal stå for 35 procent af driften.



Samfundet. 1960'erne var oprørets tid. Ungdoms- og studenteroprørets tid. Endnu var det dog kun pigerne, der havde langt hår.

I begyndelsen af 1960'erne var der det helt store tag selv-bord. Man kunne få og skifte job. Forbrugsevnen steg samtidig. Det voksende forbrug betød, at helt nye behov kunne tilgodeses. Goder, der tidligere havde været forbeholdt en lille overklasse. Hus, bil og charterrejser er eksempler herpå. Den overbefolkede toværelsers lejlighed fra tidligere blev erstattet af store lejligheder eller parcelhuse.

For at få råd til det hele måtte både mand og kvinde arbejde. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og børnene skulle nu passes udenfor hjemmet.

I løbet af 1960'ene skete der en fordobling af antallet af offentligt ansatte. Skeptikerne talte om det uheldige i, at danskerne skulle leve af at barbere hinanden. De socialdemokratiske arkitekter bag tanken om velfærdsstaten understregede derimod, at en større offentlig sektor var en forudsætning for en hensigtsmæssig udvikling af et moderne industrisamfund. Der var mange forhold, der talte for en udvidelse af den offentlige service. Et hovedproblem var familiens nye funktion. I takt med, at også de gifte kvinder nu fik erhvervsarbejde, blev det påkrævet at sørge for pasningsmuligheder til børnene.

Under den pæne overflade med jobs og parcelhuse lurede oprøret. Væksten i produktionen og forbruget skabte i løbet af 1960'erne en væsentlig tilskyndelse til investeringer på skole- og uddannelsesområdet. Inspireret af udenlandske forbilleder talte man om "human capital", som den ressource det, ikke mindst for et lille råstoffattigt land som Danmark, var vigtigt at udvikle. Forandringerne i produktionen krævede nye kvalifikationer og førte til nytænkning i skole- og uddannelsessektoren. Hidtil havde traditionen været en vigtig målestok for skolens indhold. I forbindelse med forandringerne følte mange, at traditionen kun havde tvivlsom værdi, og det førte til eksperimenter med både form og indhold.

Antallet af studerende voksede eksplosivt, og studenterne sprængte de gamle universiteters rammer. Hvor der i 1960 var en tilgang til universiteterne på 2.200 studerende, var tallet i 1970 på 6.600, altså en tredobling. Derfor var det naturligt, at det blev studenterne, der formulerede den mest vidtgående kritik, ikke blot af det traditionelle skole- og universitetsmiljø, men også af et samfundssystem, der i vid udstrækning byggede på autoritet. 1960'erne mundede derfor ud i et studenter- og ungdomsoprør, hvor universiteter blev besat, studenterne krævede medbestemmelse, og oprørerne på tre år gik fra at være et aktivisthold, der kunne rummes i en bus, til at være en minoritet, som samfundet må regne med og undertiden rette sig efter.



Uddannelsen. En af Dansk Børnehaveråds mærkesager op gennem 50'erne er at få børnehavepædagoguddannelsen forlænget fra to til tre år. Undervisningsministeriet bliver løbet på dørene, kontakterne i Folketinget bliver plejet, og i 1958 ser det ud til, at sagen er bøf. Det er dog ikke tilfældet. Der kommer til at gå mere end 10 år, før målet bliver nået.

Det sker i maj 1969, da Folketinget vedtager at forlænge både børnehavepædagog- og fritidspædagoguddannelsen med ét år. Det samme er tre år tidligere sket med uddannelsen til børneforsorgspædagog, datidens socialpædagoger. Samtidig lægges uddannelsen om, så de teoretiske fag breder sig på de kreative fags bekostning.

Omlægningen udløser en heftig offentlig polemik. Dagbladet Information undrer sig over, at en "højt anset pioner som Jens Sigsgaard og de studerendes repræsentanter i studieudvalget har ladet sig spænde for den teknokratiske reaktions vogn (!) ved at acceptere denne skitse".

De faglige organisationer - Dansk Børnehaveråd og Foreningen af Fritidspædagoger - holder lav profil. De er bare lykkelige over, at forlængelsen til tre år er gået igennem. Af lønpolitiske grunde blandt andet. En såkaldt tjenestemandskommission arbejder netop på dette tidspunkt med et forslag til, hvordan de forskellige faggrupper skal indplaceres i et ny offentligt lønsystem. Håbet er, at forlængelsen i kombination med en vis akademisering af uddannelsen vil komme pædagogerne til gavn, når stregerne skal slås.

I løbet af 60'erne oprettes der nye børnehave- og fritidspædagogseminarier i Holte, Esbjerg, Kolding, Holstebro, Nykøbing Falster, Tårnby, København, Hillerød, Albertslund og Viborg.



Fagforeningen. Frem til de rebelske 60'ere har Dansk Børnehaveråd opført sig umådelig pænt. Medlemmernes flertal har opfattet deres arbejde som et kald og i øvrigt ført sig frem med stor forsigtighed og en fabelagtig tålmodighed i fagpolitiske anliggender.

I Foreningen af Fritidspædagoger, som tæller relativt mange mænd med en fortid som håndværkere, er den politiske bevidsthed noget højere. Til gengæld er tålmodigheden med arbejdsgiverne mindre.

Vuggestuepædagogerne i Dansk Barneplejeråd - stort set alle kvinder - er dem i den pædagogiske familie, som længst og kraftigst stritter imod den fagpolitiske radikalisering, som begynder at sætte ind.

Allerede i 1959 er det tæt på en arbejdsnedlæggelse, men 15. april 1966 sker det: 98 procent af landets daginstitutioner holder lukket. Pædagogerne strejker for første gang. De vil aflønnes på linje med sygeplejerskerne. Det er de blevet frem til 1961, hvor det lykkes sygeplejerskerne, men ikke pædagogerne, at komme igennem med betydelige lønforbedringer.

Aktionen, som bare varer en dag, giver resultater. Dels fordobler økonomiminister Ivar Nørgaard (S) sit løntilbud, dels opnår pædagogerne og deres organisationer ny respekt.

April 1962 etableres for første gang en arbejdsløshedskasse for pædagoger.



Pædagogiske personligheder

Alexander Sutherland

Neill (1883-1973): Med Summerhill-skolen og en række bøger om den frie pædagogik, som N. praktiserer her, får han stor indflydelse på pædagogikken i Danmark i 60'erne og 70'erne. Han går ind for det enkelte barns selvregulering, men ikke for "gør, hvad du vil". Det frie barn lever i overensstemmelse med sine kropslige drifter og psykiske impulser. N. mener, at den voksne ikke emsigt skal tvinge eller hæmme barnet og ej heller overlade det til sig selv. Han tror på, at børn selv styrer deres læring, at de kan lære, hvis de har lyst og beskæftiger sig med noget, de finder meningsfyldt, givende og nødvendigt for fortsat udvikling.



Jean Piaget (1896-1980):

Står som en af de mest markante repræsentanter for den indlæringspædagogiske opfattelse eller den såkaldte kognitive

(= erkendelses-) teori. Han mente, at børns udvikling løber efter et bestemt mønster, trin lægges på trin, og et trin kan ikke hoppes over. "Ethvert stadie og trin er nødvendigt for den videre udvikling". P. betragter mennesket som aktivt handlende og erkendende, og dets handlinger sættes i gang og styres væsentligst af mennesket selv og i mindre grad af ydre påvirkninger. P. er dialektiker, barnet påvirker sin omverden, som så påvirker barnet, så det fra et lavere erkendelsesniveau føres mod et højere. P. er ophavsmanden til de stadier, man i mange år har forstået børns udvikling ud fra. Blev især brugt i forbindelse med indlæringspædagogikken i 60'erne og 70'erne.