Historisk tema; 50'erne

Pædagogik. I "Samfundsbørnehaver", som Jens Sigsgaard introducerer, skal børns beskæftigelse mere og mere ligne noget fra det virkelige liv. Derfor deltager børn som en del af deres udvikling i praktiske gøremål som vask af legetøj, borddækning, madlavning og havearbejde. Sigsgaard: "Den leg er mest udviklende, der på det nærmeste efterligner det samfundsliv, barnet skal leve i". Børn skal lære noget og ikke bare anbringes, mens forældrene er på arbejde. Men læringen sker mest ved, at børn får opgaver og aktiviteter udstukket af de voksne, og ellers skal de tie stille og gøre, hvad der bliver sagt. Men samtidig er børns frie lege - dog på bestemte tidspunkter - også vigtige. De skal lære at lege i mindre grupper uden konstant opsigt og omsorg fra de voksne.

I de vuggestuer, som er begyndt at dukke op, er det stadig de tre R'er: Ro, renlighed og regelmæssighed der dominerer. De ansatte har en etårig uddannelse som barneplejersker. I en beretning fra en vuggestue i Horsens i 1952 fortælles om, at børnene kommer i bad hver morgen, bliver klædt i institutionens tøj, får morgenmad og lægges ned i den store kravlegård i midten af stuen. Efter middagssøvnen og mere leg i kravlegården og eventuelt en tur i det fri i en kørevogn, hvor der er plads til syv-ti børn, bliver børnene hen på eftermiddagen iklædt deres eget tøj, der bliver fyldt mælkeerstatning på flasker, så forældrene har aftensmaden klar. Forældrene må ringe på en klokke, når de vil hente deres barn, som bliver udleveret i døren.



Daginstitutioner. Antallet af daginstitutioner bliver ved med at vokse. I 1952 er der 767 forebyggende børneforsorgsinstitutioner, og to år før er der registreret 29 regulære fritids- og ungdomsklubber.

I 1951 får kommunerne pligt til at deltage i finansieringen af de børneinstitutioner, som staten har godkendt.

50'erne bliver et stille årti for daginstitutionerne. En økonomisk krise bremsede væksten i daginstitutionerne og sendte kvinderne tilbage til kødgryderne. Det spillede også ind, at de lavtforrentede statslån blev stoppet i 1955, og så skulle nyt institutionsbyggeri finansieres med dyrere lån på markedsvilkår. I stedet for nybyggeri gik man over til merindskrivning - nogle steder på op til 20 procent.



Samfundet. Storm P. sagde engang: "Så fik vi endelig fred - nu mangler vi bare roen". Hele Europa er ved at genopbygge det, som var blevet ødelagt under krigen og ved at få gang i den udvikling, der var gået i stå. Men det tog tid. Derfor huskes 50'erne måske som de ti lange kedelige år. USA og Sovjetunionen havde vundet krigen sammen, men de var fuldstændigt uenige om, hvordan en fredelig verden skulle se ud.

Den lave økonomiske vækst i Danmark og resten af Europa vakte derfor stigende bekymring hos amerikanske politikere og erhvervsfolk. Hvis ikke den europæiske efterspørgsel steg, ville det amerikanske erhvervsliv få alvorlige afsætningsproblemer, og en ny verdenskrise ville true. Blandt andet derfor satte USA et økonomisk hjælpeprogram for Europa - Marshallhjælpen - i sving. Danmark havde nu ro og råd til at udvikle, ændre og forbedre samfundet.

Der var stadig stor forskel på børnelivet i byerne og på landet. På landet måtte børnene hjælpe meget til. De skulle arbejde om morgenen inden skole og igen om eftermiddagen, når de kom hjem fra skole. På dette tidspunkt gik børn på landet oftest kun i skole i syv år på den lille landsbyskole. De lærte ikke særligt meget. Derfor byggede man nu centralskoler, hvor man lagde de små skoler sammen til store. Livet i skolen ændrede sig for mange børn på landet i løbet af 50'erne. Nu skulle de lære mere, have flere bøger, lokaler til specialundervisning og gå i skole hver dag.

Tekniske hjælpemidler vandt stille og roligt indpas. I landbrugene fik især traktoren stor betydning. Den betød, at der ikke længere var det samme antal arbejdspladser på landet, og dette intensiverede den tendens, som længe havde gjort sig gældende. Landboere vandrede mod byerne. Danmark tog et stort skridt fra landbrugsland til industriland. Vi fik penge fra USA gennem økonomiske hjælpeprogrammer, men vi fik også mange dele fra deres måde at leve på. Vaskemaskiner, supermarkeder, biler, nye møbler og fjernsynet.

Byerne stod også for et "kulturelt træk". Modestrømninger og en ny ungdomskultur var i særlig grad knyttet til bylivet. Det var her, teenagekulturen langsomt begyndte at tage form i den voksende gruppe af unge under uddannelse. Musik, tøj og livsstil udviklede sig efter amerikanske forbilleder. Børn og unge var på vej ind i en tid, hvor de ikke altid helt gjorde, som forældrene kunne ønske sig. Nogle gange gik det vildt for sig, men det skulle blive endnu vildere i næste årti - 1960'erne.



Uddannelsen. Kvinderne er begyndt at trække ud på arbejdsmarkedet. Den samfundsmæssige interesse i at få bygget daginstitutioner og få uddannet flere pædagoger bliver dermed skærpet.

I 1953 kommer den første statslige bekendtgørelse om børnehavepædagog- og fritidspædagoguddannelsen. Heraf fremgår, at begge uddannelser er toårige. På børnehavelinjen er adgangskravet et halvt års arbejde i en børnehave og et halvt år i et privat hjem. På fritidshjemslinjen er det ni måneders forudgående arbejde i et fritidshjem. Den såkaldte forpraktik er hermed indført.

Den teoretiske del af uddannelserne er på lidt over 1200 timer, mens praksisdelen optager 30 uger.

I formålsbestemmelsen hedder det blandt andet, at elevernes personlighed skal modnes og udvikles, "således, at de bliver sig gerningens pædagogiske og sociale ansvar bevidst".

Allerede i 1951 har vuggestue-området fået sin statsanerkendte uddannelsesordning. Med den indføres dels en etårig barneplejeuddannelse, dels en treårig uddannelse som statsautoriseret barneplejerske.

Den korte uddannelse omfattede et års praktisk arbejde i vuggestue eller på spædbørnshjem samt beskedne 54 timers teori. Når eleven har gennemgået den et-årige uddannelse med "tilfredsstillende resultat", er der samtidig løst billet til den videregående som statsautoriseret barneplejerske.

Staten afstår - på grund af, som det hedder, institutionernes forskellighedartethed - fra at give regler for en egentlig klubuddannelse. Dog står i første omgang Ungdomsringen og fra 1959 tillige Dansk Ungdomsklubseminarium bag en vis uddannelsesvirksomhed.

Ungdomsringen udbyder et begynderkursus samt et fire uger langt fortsættelseskursus. Dansk Ungdomsklubseminariums tilbud er mere omfattende, idet det strækker sig over 10 måneder.



Fagforeningen. En fagforening uden forhandlingsret er som fagforening betragtet ikke meget bevendt.

Det er Dansk Børnehaveråd sig smertelig bevidst, men der skal gå 20 år fra kravet første gang rejses, til det faktisk lykkes at opnå denne for enhver fagforening så vitale rettighed.

Det sker 7. december 1954. Gennembruddet

beror på, at det i 1952 er lykkedes at samle de faglige organisationer inden for den forebyggende børneforsorg under en og samme paraply.

Nyskabelsen hedder Børne- og Ungdomsforsorgens Personaleforbund (BUPF) og omfatter Dansk Børnehaveråd, Dansk Barneplejeråd fra 1948, Foreningen af Fritidspædagoger fra 1950 samt Foreningen af Sygeplejersker ved Forebyggende Børneinstitutioner.

Dansk Klublederforening, som er oprettet i 1958, kan ikke selv opnå forhandlingsret og kommer derfor med på sidelinjen hos BUPF. Fuldgyldige medlemmer kan man ikke blive, men man får lov at sidde med ved bordet, når personaleforbundet forhandler med myndighederne om forhold af interesse for de ansatte i klubberne.

Forhandlingsretten har sine begrænsninger. Alle de generelle forhold, som forhandles mellem Lønningsministeriet og de dengang fire centralorganisationer for statstjenemænd, har pædagogerne ikke indflydelse på. De regnes nemlig ikke for rigtige tjenestemænd, eftersom de kun er ansat på tjenstemands"lignende" vilkår.

Ret til at strejke har offentligt ansatte ikke på dette tidspunkt. Den får pædagogerne først i 1976, da de overgår til at blive ansat efter overenskomst. Ved samme lejlighed opnår klubområdet, nu samlet i Landsforeningen Danske Klubfolk, selvstændig forhandlingsret.



Pædagogiske personligheder

Rudolf Steiner (1861-1925): Østrigsk opfinder af Antroposofien, en filosofisk pædagogik, der bygger på et åndsvidenskabeligt, metafysisk grundlag og beskæftiger sig med forhold, der ikke er tilgængelig med sædvanlige sanser og bevidsthed. S. taler om fire væsensled: Det fysiske legeme, æter- eller livslegemet, alstral- eller følelseslegemet og jeg-legemet eller jeg'et. Som pædagog må man udfordre alle fire væsensled, men på forskellige alderstrin. S. siger: "Der skal ikke opstilles fordringer og programmer. Barnets natur skal blot beskrives". Opdragelsen vil give sig af sig selv ud fra det opvoksende menneskes eget væsen. Menneskets udvikling er inddelt i syv-års-perioder: 0-7 år: Efterligning af sunde forbilleder, 7-14 år: Beundring fremmer vækst i sjælelivet og hukommelse, vaner, samvittighed og tilbøjeligheder udvikles, 14-21 år: Dannelse af egen vurdering og søgen efter idealer og identitet. Desuden inddeler S. menneskeheden i fire temperamenter: Sangviniker, koleriker, flegmatiker eller melankoliker, som pædagogikken også skal tage hensyn til. S. mener, at kunsten er et stort opdragelsesmiddel, og at rytmen og bevægelsen er en væsentlig indlæringsmetode. Derfor udvikles bevægelsesmetoden eurytmi.