HB-MØDE - Pædagogisk profil ønskes
HB-MØDE - Pædagogisk profil ønskes
Det pædagogiske arbejde hviler på omsorg for børnene, deres liv, udvikling og læring og på demokratiske beslutningsprocesser, ytringsfrihed, lighed, medindflydelse og med-ansvar. Og det bygger på værdier som: Respekt, anerkendelse, rummelighed, inddragelse, deltagelse og medbestemmelse, åbenhed, nærvær og omsorg.
Det er pæne ord, som vist ingen kan være uenige i. Og det var BUPL's hovedbestyrelse da heller ikke, da den i sidste uge tog første skridt i arbejdet med at få udarbejdet en pædagogisk profil. HB besluttede ud fra en ramme med nogle af ovenstående overskrifter, at der skal arbejdes for at få rammen fyldt ud i samarbejde med medlemmerne. Profilen skal ligge færdig til vedtagelse på næste års ordinære kongres.
Det er meningen, at der skal arbejdes videre med profilen både lokalt og centralt. Og selv om der var flere ting, som HB-medlemmerne ønskede uddybet, var der enighed om, at det er på høje tid, at BUPL får markeret, hvor organisationen står rent pædagogisk. Formand Bente Sorgenfrey mener, at det er et godt signal at sende til medlemmerne:
»Udarbejdelse af en profil giver os mulighed for at få en spændende diskussion med os selv og med medlemmerne. Og så har vi et sted at hente argumenter, når omverdenen spørger til, hvad vi mener, er det vigtige i det pædagogiske arbejde. Det er vigtigt med en tydelig profil, hvor medlemmerne kan genkende sig selv,« sagde hun.
Famle i blinde. Henning Pedersen, forretningsudvalgsmedlem sagde, at man ikke ønskede en profil, som var frit svævende i luften.
»Den skal selvfølgelig hænge sammen med vores udspil om velfærd og de forbedringer af rammer og ressourcer, som vi kæmper for på vores område.«
Sætningen: "De samfundsmæssige ændringer slår ind og skaber markante ændringer inden for det pædagogiske arbejdsområde", var genstand for en del debat. Flere HB-medlemmer efterlyste en analyse af, hvordan ændringerne påvirker, og hvad det betyder for pædagogikken og den måde, pædagoger skal arbejde på. Heriblandt Allan Baumann, HB-medlem fra København.
»Vi risikerer at famle i blinde, hvis vi ikke får helt hold på det her. Det er også vigtigt, at vi husker, at pædagogik skabes ude i institutionerne, så vi ikke forventer, at vi laver et fint papir, som pædagogerne så bare udfører.«
Også Carsen Eriksson fra Frederiksborg Amt frygter en diskussion, som toppen ønsker, men hvor det er svært at få medlemmerne engageret.
»Det er meget vigtigt, at vi får at vide, hvad medlemmerne tænker om det her, så vi må sørge for at få dem med i den her debat.«