Gyldne håndtryk; Uenighed om demokrati

En håndfuld lokale BUPL-fagforeninger holder ikke medlemsmøder op til den ekstraordinære kongres.

Mediestormen omkring de gyldne håndtryk og fratrædelsesgodtgørelser i BUPL har vakt stor forvirring og frustration blandt BUPL's medlemmer. For at komme medlemmerne i møde har langt de fleste af de lokale fagforeninger valgt at invitere til et medlemsmøde, hvor medlemmerne kan lade frustrationerne få frit løb op til den ekstraordinære kongres den 11. marts.

Ingen fagforeninger har valgt at afholde ekstraordinær generalforsamling, og det undrer en række medlemmer.

Et af dem er tidligere HB-medlem, institutionsleder i Vestervig-Agger Børnehave, Ole Steen Larsen:

"Jeg synes, at der er problemer med demokratiet, hvis der ikke bliver holdt ekstraordinære generalforsamlinger. De kongresdelegerede skal jo repræsentere os medlemmer til den ekstraordinære kongres, og det er ikke, fordi jeg har mistillid til de folk, som vi sender af sted for eksempel her fra Viborg Amt, men jeg synes, at man har krav på at høre om det. Jeg vil gerne høre nogle planer, og jeg vil gerne vide, hvor mine delegerede stiller sig. Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg synes, at man skal give folk et bundet mandat," siger han.



To møder på Fyn. Børn&Unge har kigget på, hvordan det går med medlemsdemokratiet, og efter en rundringning til de lokale fagforeninger lå det altså fast, at langt de fleste holder et eller flere medlemsmøder, hvor medlemmerne kan komme og give deres mening til kende og få en orientering om sagen. Ingen holder ekstraordinær generalforsamling, og få holder slet ikke noget. Til overvejelserne omkring ekstraordinær generalforsamling eller medlemsmøde siger Lars Søgaard Jensen, formand for BUPL Fyn, som selv holder to medlemsmøder:

"Vi holder faktisk medlemsmøderne, for at medlemsdemokratiet skal fungerer bedst muligt. Vi har selvfølgelig overvejet, om vi skulle holde det ene eller det andet, men man kan sige, at for os kongresdelegerede er det i denne sag vigtigt at få kontakt til så mange medlemmer som muligt, og derfor har vi indkaldt til to medlemsmøder i to byer, hvor vi forventer, at der kommer flere medlemmer, end der ville til en ekstraordinær generalforsamling."

De lokale fagforeninger, som Børn&Unge har snakket med, har svært ved at se, hvad man skulle afgøre på en ekstraordinær generalforsamling. Jens Jensen, formand for BUPL Ringkøbing Amt, siger:

"Jeg er bange for, at det ville blive et flop, hvor vi ville sidde og kigge på hinanden, hvis vi holdt en ekstraordinær generalforsamling, for hvad skulle vi blive enige om? Hvad skulle vi stemme om? Vi ved jo ikke på nuværende tidspunkt, hvem vi kan stemme på til den ekstraordinære kongres, så det ville da være meget svært at bestemme sig hjemmefra. Men vi vil meget gerne have et vink med en vognstang om, hvad vi skal mene til kongressen, og derfor har vi inviteret til medlemsmøde."

Med hensyn til det at give de kongresdelegerede et bundet mandat, som Ole Steen Larsen nævner, så er det faktisk slet ikke muligt. Man er som kongresdelegeret kun bundet af sin egen overbevisning.



Ingen møder i strømmen. Få fagforeninger holder hverken ekstraordinær generalforsamling eller medlemsmøde. En af dem er BUPL Storstrøms Amt, hvor HB-medlem Mette Gerdsøe forklarer:

"Jeg ved ikke, hvad vi skulle spørge medlemmerne om på en ekstraordinær generalforsamling, og vi holder heller ikke et medlemsmøde, for jeg er ikke i tvivl om, hvad medlemmerne mener om den her sag, og jeg tror heller ikke, at medlemmerne er i tvivl om, hvad vi mener."

Mette Gerdsøe mener, at de kongresdelegerede sagtens kan repræsentere medlemmerne på den ekstraordinære kongres.

"Det er svært at mødes med medlemmerne og diskutere et personvalg, når vi ikke ved, hvem der stiller op. Derfor må vi som delegation, der én gang er blevet valgt til at repræsentere medlemmerne, gøre vores bedste på kongressen, og hvis medlemmerne så ikke føler, at vi gør det godt nok, så skal vi jo nok få klapsene til vores generalforsamling."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.