Godt at arbejde hver dag

Pædagog Lisbeth Melgaard glemmer aldrig fredag den 16. april 2000. Sammen med en kollega havde hun været på kursus i Århus og var på vej hjem til Skive.

"Der var fredagsmyldretrafik på vejen ud af Århus. Jeg sad og kiggede ud af vinduet og tænkte på, at det havde været et godt kursus, da vi pludselig blev ramt bagfra af en bil. Det gav ligesom et smæld i nakken," husker Lisbeth Melgaard.

Hun havde fået en piskesmældslæsion, som hun stadig går til behandling for. Lisbeth Melgaards nervetråde i nakken er blevet trukket ud ved påkørslen, og nu er der gået kludder i forbindelsen, som hun siger.

"Jeg kan ikke længere sortere de småting fra, som jeg tidligere kunne. Alle indtryk flyver ind i mit hoved, og det er ganske overvældende. Jeg kunne ikke klare pres og blev ked af det på mærkelige tidspunkter," fortæller Lisbeth Melgaard.



Det gik ikke over. "Den dag troede jeg, at jeg bare havde fået ondt i nakken, og det ville gå over i løbet af et par dage. Det troede jeg faktisk i lang tid," siger Lisbeth Melgaard.

Da hun var blevet kørt hjem, kontaktede hun lægevagten og fik en halskrave og besked om at gå til sin læge efter weekenden. Lægen henviste så til en reumatolog, hvor hun har gået til behandling. Hun har også gået til behandling hos en fysioterapeut, der har lært hende forskellige øvelser, som hun skal bruge resten af sit liv.

"Jeg kunne ikke køre bil eller cykel, og jeg faldt hele tiden. Der har behandlingen hjulpet. Det er stadig som om, min højre arm sover hele tiden, og tommeltotten kan jeg slet ikke bruge."

Hun blev sygemeldt fra sit arbejde som specialpædagog på Resen Daginstitution, men kom på besøg en gang i mellem.

"De havde nu altid så travlt, og så gik jeg hjem igen," husker hun.

Efter nogle måneder blev hun indkaldt til jobsamtale på Jobcentret.

"Det var meget underligt, for jeg havde et arbejde. Der var så mange involverede, læge, sagsbehandler og en jobkonsulent. Hele processen var underlig, for jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Der burde være en pjece eller noget andet, så man kunne forberede sig," synes hun.



Ikke tilbage. På et tidspunkt sagde Lisbeth Melgaards egen læge, at hun nok ikke skulle regne med at komme tilbage til arbejdet.

"Det blev jeg meget ked af, for hele min verden faldt sammen. Hvis jeg ikke kunne være pædagog, hvad skulle jeg så være. Hvem ville have mig med en dårlig arm og ondt i hovedet. Jeg tog ud på mit arbejde og snakkede med ledelsen. De foreslog, at jeg kom over i en anden afdeling end specialbørnehaven. Jeg havde egentlig håbet på at kunne komme tilbage, men havde samtidig en angst for det. Psykisk og fysisk handicappede børn kan være rimeligt voldsomme, og jeg var bekymret for, at der skulle komme børn bagfra og springe på mig, så derfor var det dejligt, at jeg kunne bruges i en anden afdeling af børnehaven," smiler hun.



Arbejder ti timer om ugen. Lisbeth Melgaard er nu ti timer om ugen i en almindelig børnehaveafdeling. Til at starte med havde hun dårlig samvittighed over, at hun bare gik hjem efter et par timer og overlod det til kollegaerne.

"Nu kan jeg se, at jeg gør nytte, selv om jeg ikke kan være med i alt. Jeg er lige så god som dem, men er det bare ikke så længe. Nogle ting må jeg sige nej til, men det forstår både børn og voksne godt. Børn kan forstå alt, bare det bliver forklaret ordentligt," siger hun.

Lisbeth Melgaard er glad for at have fået kollegaer. Det betyder meget at komme ud af huset hver dag og kunne vende hjem fra arbejde.

"Det underlige er, at en uge før ulykken havde vi haft et møde om en sygdomspolitik på institutionen. Der var det ikke til at vide, at jeg skulle få glæde af den ordning."

Lisbeth Melgaard er nu ansat i fleksjob som pædagog med lønvilkår som en 37 timers ansat.



Arbejdet giver identitet

Fritz Damgaard er jurist hos BUPL Viborg Amt. Han er med til mange af de samtaler, hvor pædagoger aftaler nye arbejdsvilkår med deres kommunale arbejdsgiver.

"Det er selvfølgelig en fordel, hvis vi kommer ind så tidligt i forløbet som muligt, men tit går folk sygemeldt helt op til et år og kontakter os først, når de kan se, at de ikke kan komme tilbage," forklarer Fritz Damgaard.

Ved en rundbordssamtale taler den sygemeldte, fagforeningen, ledelsen på institutionen, tillidsrepræsentanten, den syges egen læge og en repræsentant fra socialforvaltningen om mulighederne.

"Kommunen har to kasketter, idet den både er ledelse og sygedagpengeudbetaler," påpeger Fritz Damgaard.



Nedsat tid. "Det bedste er jo klart at blive i sin stilling, eventuelt på ændrede vilkår. Den syge kan vælge at gå ned i tid. Det koster i lønningsposen. Man kan også lave nogle sociale foranstaltninger, for eksempel fleksjob. Når kommunen godkender en person til et fleksjob, er vedkommende faktisk så dårlig, at alternativet er pension. Den ansatte får så løn for 37 timer, selv om personen kun arbejder 14-15 timer. Arbejdsgiveren får tilskud for resten af tiden. Desuden kan man aftale nogle særlige skånevilkår på arbejde, for eksempel ingen tunge løft og at man selv siger fra, hvis der er noget, man ikke kan klare," forklarer Fritz Damgaard.

Er folk for dårlige til fleksjob og kommer på førtidspension, så kan de få et skånejob, hvor de arbejder nogle få timer om ugen.

"Fleksjob-ordningen er rigtig god og ligner ordinær ansættelse. Folk får den samme pension, samme ferie og nu kan de også få en fleksydelse, der er lidt mindre end efterlønnen."

"De fleste kommuner er meget velvillige til at oprette fleksjob i stedet for bare at fyre folk. Det er ved at blive accepteret, at syge og handicappede også skal arbejde. Man skal bruge den rest af arbejdsevne, der er tilbage. Folk har jo en identitet i kraft af deres arbejde. Selv om de er syge, så har de stadig deres uddannelse og de sociale kompetencer," siger Fritz Damgaard.