GLOBALT PERSPEKTIV - Dansk pædagogik er klemt

Globaliseringen er et faktum - også i pædagogikken. Danske pædagoger påvirkes at tendenser udefra - tænk bare på sidste århundredes store pædagoger som Frübel og Montesorri og andre store pædagogiske tænkere. Og på den udbredelse praksis fra Reggio Emilia i Italien har fået i Danmark. Men danske politikere påvirkes også. De får gode ideer om privatisering, udlicitering og skolificering af barndommen på baggrund af internationale undersøgelser, og af den måde børnepasning og børns udvikling og uddannelse organiseres på i andre lande. Det lægger et pres på den danske børnehavetradition, den enestående danske fritidspædagogik og den socialpædagogiske indfaldsvinkel i dagtilbuddene. Og stiller store krav til danske pædagogers evne til at forklare omverdenen, hvad der er så godt ved den specielle danske model.

Hvordan fastholdes de danske pædagogiske værdier med inddragelse af børn og forældre i fastlæggelsen af de pædagogiske målsætninger, samtidig med at man forholder sig åbent til internationale tendenser? Det var emnet for en konference afholdt på Base Camp i København i sidste uge. De cirka 180 deltagere kom fra de arrangerende organisationer: BUPL, FOA, PMF, LFS, PLS samt en række lokale BUPL og PMF fagforeninger.



Det offentlige og det private. Etnolog Dorthe Vejen Hansen fortalte først om sin forskning med at kortlægge velfærdsstatens opståen og de livsformer, der knytter sig til velfærdsstaten. Det er blandt andet embedslivsformen - de offentlige ansatte, der med trofasthed, ubestikkelighed, lydighed og loyalitet fører statens politik ud i livet, hvilket har været kravene siden enevælden. Og hun sagde, at globaliseringen kan nødvendiggøre, at service, der normalt har tilhørt staten, privatiseres. Men hun stillede også spørgsmålstegn ved, om al offentlig service som blandt andet børnepasning og ældrepleje egner sig til at blive privatiseret og udliciteret.

Dorthe Vejen Hansen stillede også spørgsmålene: Hvorfor har den danske stat først strategisk interesse for børn, når de når skolealderen? Hvilken slags borgere skal børn opdrages til at være? Og hvem skal stå for opdragelsen og dannelsen af de kommende borgere?

På den baggrund udspandt der sig herefter en diskussion i panelet om hvilke værdier, der skal lægges vægt på i dannelsen af børn og unge. Og om at skismaet mellem forestillingen om, at børn er bedst tjent med at blive passet af mor og arbejdsmarkedets behov har betydet en betydelig institutionalisering af barndommen.

Jens Moberg, direktør i Microsoft Norden mente, at de, der er bedst til at udføre arbejdet med at udvikle og danne børnene, skal gøre det.

»ISS er måske bedst til at gøre rent. Men det er ikke så vigtigt for mig, om det er det private eller det offentlige, der påtager sig den opgave. Det vigtigste er, at de, der udfører opgaven, gør det på en kompetent måde,« sagde han.



Eksport af dansk model. Linera Haddad, forsker fra Brasilien har for OECD og UNESCO samlet materiale om, hvordan andre lande organiserer pasning og dannelse af små børn under skolealderen. Og tendensen går mod, at pasning og uddannelse af børn fra tre år og opefter varetages inden for det samme system, med en offentlig sektor som en mere og mere markant deltager. Der er på verdensplan en større forståelse for, at en tidlig indsats er en del af hele uddannelsessystemet, hvilket de fleste steder betyder, at skoleområdet har fattet interesse for de mindre børn på godt og ondt.

Når staten er mere med i pasning og opdragelse af børnene, er der en større risiko for, at barndommen bliver skolificeret, mener Linera Haddad. Den danske model har modsat mange andre landes pasningssystemer den fordel, at den varetages af højtuddannede og er tilgængelig for alle borgere. At den bygger på en stærk tradition for, at man tager sig af de små børns udvikling og dannelse, og at den hænger sammen med anden familiestøttende politik.

Diskussionen tog herefter afsæt i den lange arbejdstid for småbørnsfamilier. Seminarierektor Søs Bayer gjorde opmærksom på, at danske børn nok er de børn i verden, der er længst tid i institution, hvilket burde stille store krav til kvaliteten af pasningstilbuddene. At danske børn har dårlig plads og for få voksne til at tage sig af dem, egner sig bestemt ikke for eksport, mente hun.

»Der er et modsætningsforhold mellem, at vi har så dårlige vilkår i institutionerne, en kort barselsorlov i forhold til andre lande og samtidig en forestilling om mors store betydning for det lille barns udvikling. Vi burde lave et velfærdssystem, der prioriterer tid,« sagde hun.

Den udtalelse fik velfærdsforsker Anette Brochorst til at filosofere over, om Danmark kan lære resten af verden noget om børnepasning og pædagogik.

»Vi må være meget opmærksomme på, om vi i vores iver efter at flytte institutionerne over i skolesystemet glemmer den gode intention om, at børn har ret til at være et sted, der er indrettet til dem,« sagde hun.



Globaliseringens risici og muligheder. Peter Moss, engelsk professor og forsker erklærede, at han er forelsket i Danmark, fordi man er så langt fremme, hvad angår tjenesteydelser fra staten i modsætning til hans hjemland.

Herefter talte han om globaliseringens muligheder og risici. Mulighederne er den øgede fokusering på forskelligheder, mere kritisk tænkning, fordi man får flere "linser" at se virkeligheden igennem. Når man møder hinanden ude i verden, lærer man at konstruere noget sammen på grund af den "forskellighed i pædagogik", man kommer med. Det sker ved at danne globale netværk og alliancer med folk, der ikke påstår, at de har fundet de vises sten. Han fremhævede, hvordan Reggio Emilias praksis har bredt sig i høj grad via personlige bekendtskaber og alliancer, og ikke fordi man fra Italien har villet eksportere sin praksis.

Risikoen ved globalisering er, at samfundene domineres af nyliberale ideer, markedsgørelse, privatisering og ulighed, mener Peter Moss. Det engelske sprog med ord som "education", "teacher" og "learning" er for dominerende, når landene skal indrette deres institutionssystemer. Der lyttes for meget efter amerikanske og engelske forskere og ditto undersøgelser. Moss mener, at udviklingspsykologiens syn på børn og managementkulturen med dens effektivitets- og målbarhedsnormer har fået for meget at skulle have sagt.

Peter Moss mener, at sammenblandingen af børnepasning og uddannelse har fået for stor udbredelse. Og sammen med de tidligere nævnte internationale tendenser kan det betyde, at lokale modeller - som for eksempel den danske pædagogik - går tabt.

»Det er en fare, fordi pædagogik oversættes til education (uddannelse), og pædagog oversættes til det engelske teacher (lærer), og på den måde smuldrer forståelsen for, hvordan dansk pædagogik er anderledes end resten af verdens,« sagde han.

Søs Bayer fortalte, at man i rektorforsamlingen har diskuteret, hvordan man skulle oversætte det danske ord pædagog til udenlandsk, og at man landede på betegnelsen "social educators". Hun kan ikke lide ordet og pegede på, at der ikke er tegn i sol og måne på, at det danske kan finde plads i et større internationalt perspektiv.

Peter Moss advarede imod at tro, at EU er et forum for udvikling af børne- og ungeområdet, fordi EU handler om arbejde, og børn er en forhindring for udvidelsen af arbejdsstyrken.

»Selv om Europa har stærke pædagogiske traditioner, ser EU ikke sig selv som bærere af værdifuld viden om børn, unge og pædagogik. Jeg synes, at fagforeningerne har en stor rolle at spille med at få sat pædagogik på dagsordenen, for regeringerne vil ikke snakke om det lige nu,« sagde han.



Guldæg til salg. Lektor Erik Stærfeldt fortalte om erfaringerne med at "sælge" den danske model til Litauen. De ville have et system, der kunne erstatte den sovjetiske pædagogiske tradition, men Erik Stærfeldt og hans projektkolleger fandt det meget svært at sælge dansk institutionspædagogik som et system. Derfor nedbrød man dansk praksis i enkeltsystemer, og det var vigtigt for projektet, at man ikke ville lære litauerne, hvordan man gør, men hjælpe dem med selv at udvikle deres egen form.

»De skulle ikke mime til det, de fik af os. Vi ville have dem til at deltage i diskussioner. Vi ville i dialog med den enkelte pædagog. Derfor tog vi enkeltemner op som for eksempel legepladsens indretning og funktion, så de selv kunne udvikle egne ideer,« sagde han.

Men det opdagede man snart var lettere sagt end gjort, for med en lang tradition for topstyring var det ikke nemt at få den enkelte pædagog i tale. Men man anså det for så vigtigt et skridt i retning af at få litauerne til at forstå demokratiets væsen, at man stædigt fastholdt den form.

Da litauerne kom på besøg i Danmark, syntes de, at det var mærkeligt, at danske institutionsbørn løb så meget rundt. Det blev Erik Stærfeldt faktisk stolt af. For det viser, at den danske selvforvaltningskultur, hvor børn kan udfolde sig, vælge selv og konstruere deres egne oplevelser, stadig lever.

»Der skal være sådan et rum, som ikke omfavnes af "education",« som han sagde.

Erik Stærfeldt mener, at man er i gang med at nedslide det pædagogiske område, fordi det er underlagt lokale økonomiske interesser.

»Derfor laver vi "education programs" og tilsidesætter et guldæg, som i stedet skulle være rigere facetteret. Velfærdsstaten må spille kraftigere ind, men det betyder også, at pædagogerne skal kunne argumentere intellektuelt for, hvilke potentialer der for eksempel er i legen i et fremtidssamfund,« sagde han.



Fire bud på "os og de andre"

Fire oplægsholdere satte debatten i gang på konfrencen, og et panel diskuterede de spørgsmål, oplæggene stillede:

Dorthe Vejen Hansen, etnolog og ph.d.-stipendiat og knyttet til projektet "Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej", talte om pædagogik som et arbejde på vegne af velfærdsstaten.

Linera Haddad, forsker og ph.d. samt koordinator i EDUCERE (Early Childhood Education Training) fra Brasilien, snakkede om udfordringer og faldgruber i pædagogisk globalisering.

Peter Moss, professor ved Thomas Coram Research Unit i London og forskningsleder på projektet "Care Work in Europe", talte om åbenhed og mulighed for lokal forskellighed.

Erik Stærfeldt, lektor ved Jydsk Pædagog Seminarium, talte ud fra et konkret projekt med at overføre danske pædagogiske værdier til Litauen.

Panelet bestod af Søs Bayer, rektor for Danner Seminariet, Anette Borchorst, velfærds- og ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet, og Jens Moberg, direktør for Microsoft Norden. Journalist Georg Metz satte diskussionerne i gang og holdt den røde tråd.