Glæden ved et plankeværk

Det daglige møde med et kedeligt, 22 meter langt plankeværk i trykimprægneret træ irriterede pædagogerne i Stolpegårds Vuggestue i Vangede. Børn, personale og forældre var tvunget til at se på den grimme træmur, når de flere gange om dagen gik til og fra vuggestuen. Tre år havde det stået der, og en kamp for at få det fjernet var endt forgæves. En dag fik leder Ditte Mohadan den idé, at børnene skulle være med til at forskønne plankeværket.

Pædagog og billedkunstner Karen Aagaard Lauridsen, som var tilknyttet vuggestuen i nogle timer om ugen, blev sat på opgaven. I løbet af juni måned i år tog hendes idéer form. Midt i sommerheden fik børnene tilbud om at sætte farver på bussen, hønen, sommerfuglen, katten, flyveren og fisken - børnevenlige motiver, som blev udvalgt til at smykke plankeværket. Men først havde Karen Aagaard Lauridsen planlagt det hele grundigt.

»Jeg tænkte mig godt om og har hele tiden været bevidst om, at det skulle være sjovt at lave både for mig og for børnene. Det er vigtigt, når man skal lave noget med så små børn, at man tager hensyn til, hvad de kan, så det ikke bliver et voksenprojekt. Jeg synes, at deres frihed til at sætte spor bliver størst, hvis rammerne er i orden. Børnene skal kunne forholde sig til motiverne, de skal være genkendelige for børnene, og så skal billedvalget og farverne indgå i rummet på en god måde. Samtidig skal resultatet holde rent kvalitetsmæssigt, for ellers bliver man hurtigt træt af at arbejde med det og kigge på det,« siger hun.

Nu står plankeværket og lyser op i decembers mørke, og de børn, som har været med til at male, "snakker" hver gang de går forbi om, hvor de har sat deres spor på kunstværket.



Sving på armen og luft i hovedet. Den halvanden måned lange proces fra trist plankeværk til farverigt kunstværk begyndte med, at hele fladen blev grundmalet. Og Karen Aagaard Lauridsen og hendes datter, Iben Aagaard Lauridsen, som er lærerstuderende med linjefag i billedkunst, tegnede de store motiver op på hvert andet af de felter, som plankeværket er opbygget af. De mellemliggende felter blev malet mørkeblå, og alle børn har sat lilla og lyseblå aftryk af deres hænder. Bagefter har Karen Aagaard Lauridsen malet stilke og blade, så børnenes hænder fremstår som blomsterhoveder. Forneden er alle børnenes navne skrevet med grøn maling, så det ligner græstotter.

Børnene har malet med pensel eller duppet malingen på i nå-højde, og de har blandet farverne, mens de malede. Derefter har Karen Aagard Lauridsen fyldt ud og malet færdigt for til sidst at trække konturene op og male øjne på katten, mennesker i bussen, toget med røg ud af skorstenen på bakken, bobler ud af fiskens mund og krop på sommerfuglen. Hele kunstværket har fået en gang lak, så det kan holde til det danske vejrlig.

»Det har været spændende at arbejde udendørs. Det giver ligesom lidt mere sving på armen, når der kommer luft til hovedet, og der er god plads. Og så har det været sjovt at opleve den integration af, hvad børn kan, og hvad voksne kan, som er gået op i en højere enhed, uden at noget af det er blevet kvalt,« siger Karen Aagaard Lauridsen.



Emils bus. Børnene i Stolpegårds Vuggestue dyrker udelivet det meste af året, og midt i sommerferieperioden fik de tilbud om at komme fra legepladsen op til plankeværket to til fire ad gangen for at male. Nogle var meget begejstrede, som Emil på toethalvt år, der faktisk ved en engageret indsats har malet hele bussen alene. Andre skulle motiveres lidt, og atter andre var bare i nærheden for at se på det mærkelige, der skete med deres plankeværk, men uden at røre ved den væmmelige, våde, klistrede maling. Alle børns tilgang til udfordringen blev respekteret fuldt ud, ingen blev tvunget til at deltage.

Karen Aaggaard Lauridsen oplevede, at mens hun grundede træværket, blev børnene mere og mere nysgerrige. Hun mener, at børn kan lide at se voksne arbejde, og derfor er det en god motivator for børn, at voksne laver noget, de selv kan lide.

»Når de voksne går i gang med noget, der ser ud til at være sjovt og spændende, så kommer børnene altid og vil være med. Glæden ved at male og være kreativ er det allervigtigste i det her. Resultatet må ikke gå hen og blive så prestigefyldt, så man glemmer, at det er meget små børn, det handler om. De skal sætte deres helt eget præg på tingene på deres præmisser. Det ville være frygteligt, hvis man tvang børnene til noget, som de ikke synes var sjovt, bare fordi de voksne gerne vil have lavet noget pænt,« siger Karen Aagaard Lauridsen.