Glade børn er dokumentation nok

Forældrene skal have et rimeligt indblik i, hvilke tanker pædagogerne har gjort sig om arbejdet med børnene og i, hvad der sker i dagens, ugens og årets løb. Men den dokumentation, det i dag kræves, at pædagoger laver, har fået et alt for stort omfang. Det drejer sig både om den dokumentation, som politikere og embedsmænd i kommunen kræver, den forældrene kræver, og den som nogle pædagoger inspireret fra Norditalien plæderer for. Det mener Birger Thomsen, der har været pædagog i 36 år og er leder af den integrerede institution Skolen ved Sundet med 44 børnehavebørn, 132 fritidshjemsbørn og 80 fritidsklubbørn.

"Mange krav om dokumentation er jo noget, der er kommet udefra. Årsplaner, evalueringer, fokuspunkter, værdigrundlag og målformuleringer fået en meget mere udbredt form end tidligere. Arbejdspladsvurderinger, kompetenceudvikling og medarbejderudviklingssamtaler med krav om skriftlig dokumentation tager tid. Og det sætter i langt højere grad end tidligere dagsordenen for, hvad vi skal bruge tiden på. Jeg vil nødig tro, at det bunder i mistillid til pædagogerne fra politikernes side, måske er det mere embedsmændene, som har brug for at få sat ord på, hvad de skal bestemme ressourcetildelingen ud fra," siger han.

Birger Thomsen er aldrig blevet fanget ind af den italienske model, der gør brugen af dokumentation af børnenes gøren og laden så omfattende. Selv om de pædagoger, der går ind for dokumentation, siger, at det er en del af det pædagogiske arbejde, er det ikke Birger Thomsens infaldsvinkel.

"Samværet med børnene, den atmosfære, der er, når man er sammen med børn og laver noget sammen med dem, er det altafgørende. Også at man skal tage hensyn til, at børn med forskellige behov og bagggrunde kan trives og udvikles. Den vigtigste form for dokumentation er dialogen, og det er først og fremmest den dialog, man har med forældrene i dagligdagen. En anden vigtig dokumentation er, hvordan børnene trives, og om både de og forældrene er trygge. Hvis børnene udvikler deres sproglige, motoriske og andre kompetencer på en naturlig måde, er det i sig selv dokumentation nok for, at det går godt," siger han.



Jeg vælger samværet. De argumenter, Birger Thomsen har hørt for at lave meget dokumentation, passer ikke til hans opfattelse af, hvordan verden er skruet sammen for børn og voksne.

"Det vigtige for mig er den form, man vælger, det værdisæt man har, for det skal være i harmoni med de mennesker, der arbejder i institutionen, med børnene og i allerhøjeste grad også med de omgivelser, institutionen er i," siger han

Hvis man har et behov for, at forældrene er med i mest muligt, så er det nærliggende at kaste sig over dokumentation i stort omfang. Det synes Birger Thomsen ikke, at der er noget i vejen for, det behøver bare ikke at være bedre end så meget andet, man kan lave sammen med børnene.

"Hvis jeg skal dokumentere på den måde, som de italienskinspirerede gør, så mener jeg, at der går muligheder fra mig til at have det samvær med børnene, som jeg gerne vil have, og derfor vælger jeg det fra. Jeg synes ikke, at det er børnenes tarv, at jeg opfylder det behov hos forældrene," siger han.

Det tilsyneladende voksende behov hos forældre om at vide ned i detaljer, hvad deres børn har beskæftiget sig med, mener Birger Thomsen ikke er pædagogernes arbejde at tilfredsstille. Hvis forældrene ikke har tid til dialogen med pædagogerne, når de henter børnene, så må de risikere at undvære at følge med i deres barns liv i institutionen.

"Jeg respekterer, at nogle forældre siger, at de ikke har tid til den dialog, men jeg respekterer ikke, at forældrene på grund af travlhed pålægger pædagogerne at give dem et meget detaljeret indblik i deres børns liv i institutionen. I det her område har forældrene mulighed for at vælge at bruge mere tid med deres børn, så de selv ved, hvad der sker med børnene. Men jeg ved da også godt, at der kan være de forældre, der ikke kan gøre det, og det er så dem, pædagogerne må tænke på at give mere information end andre," siger han.

Birger Thomsen mener også, at børn har ret til et privatliv. Voksne skal respektere, at der kan være ting, som børnene ikke har lyst til at fortælle. Pædagogerne skal ikke overvåge børnene hele tiden, så de ved alt om dem med det formål at kunne fortælle det videre til forældrene.

"Når man sender sit barn i daginstitution, må man også acceptere, at andre voksne bliver en stor del af ens barns liv. Forældre kan ikke forvente, at de får alt at vide den samme dag, som det er sket. Men hvis forældrene skaber den nødvendige stemning og ro, når de er sammen med børnene, så er chancen for, at børnene vil fortælle dem noget, meget stor," siger han.



Børn må gerne kede sig. I Institutionerne Skolen ved Sundet handler pædagogikken blandt andet om, at både børn og voksne i videst muligt omfang skal have mulighed for at være dem, de er. Men i samme øjeblik de forhindrer andre i det samme, må de lære at tage hensyn. Derfor går en meget væsentlig del af arbejdet ud på at lære børnene at færdes i de grupper, de er i, på en måde, så andre også kan holde dem ud - det sociale samspil.

"Vi siger også, at børn gerne må kede sig, det skal bare ikke være den eneste mulighed. Derfor har vi mange tilbud. Men vi accepterer også, at børnene bare sidder og kigger i blade eller ud i luften. For os er det væsentlige ikke beskæftigelsen, men samværet mens man har beskæftigelsen. Og så er vi jo igen tilbage ved dialogen," siger han.

Dokumentation kan være en meningsfyldt beskæftigelse, hvis man gør det sammen med børnene. Men Birger Thomsen vil dog mene, at det er begrænset i hvilket omfang, børn kan være med i arbejdet med at dokumentere, hvis der skal skrives og fotograferes, sættes op på plancher, og man eventuelt skal behandle fotos digitalt.

"Med lidt større børn holder den nok vand, men ikke med de mindre børn. Man begrænser sine muligheder for at være sammen med børnene, hvis man skal gå fra for at skrive eller andet, som kun voksne kan klare," siger han.

Birger Thomsen mener heller ikke, at dokumentation nødvendigvis skaber mere helhed i børns liv.

"Det handler jo om at skabe en situation med børnene, så de synes, at det er skægt at beskæftige sig med en aktivitet. Om de bagefter kan tegne situationen eller se sig selv på et billede, anser jeg ikke for særlig vigtigt, for at børn kan have glæde af for eksempel at bage boller. Jeg mener, at det er rigeligt i sig selv at bage bollerne," siger han.

Birger Thomsen tror, at behovet for dokumentation ofte mere er pædagogernes behov for at vise udadtil, hvad de bruger tiden på. Og få et klap på skulderen for det, de har lavet.

"Det kan godt lyde lidt negativt, men der er ikke noget i vejen med at ønske anerkendelse. Men vores arbejde er at rette fokus på børnene. Selv om det kan være interessant, hvad pædagoger mener om arbejdet, synes jeg, at det er langt vigtigere, hvad børnene mener om det," siger han.



Dokumentation:

Fotos, mapper, plancher og diverse udstillinger af børns produkter hænger og ligger i institutionerne, så forældrene kan se, hvad deres barn har lavet i løbet af dagen. Dokumentation af det pædagogiske arbejde er blevet en meget udbredt metode. Måske fordi dokumentation opleves som en mulighed for at synliggøre det ofte usynlige pædagogiske arbejde. Har dokumentation taget overhånd og stjålet pædagogernes tid fra samvær med børnene? Børn&Unge har talt med tilhængere, modstandere og kritikere af dokumentation