GENERALFORSAMLINGER BUPL ÅRHUS AMT - Knebent ja til leder-delegerede

Eftertænksomme generalforsamlings-gængere var enige om fremtidigt fokus på pædagogisk faglighed, men delte i spørgsmålet om lederdelegerede.

Hvis vi mener det reelt, at BUPL er en samlet forening for ledere og medarbejdere, og hvis vi virkelig mener, at lederne skal have politisk indflydelse i BUPL. Så skal de også have politisk indflydelse på kongressen.«

Else Marie Møller, faglig sekretær og lederansvarlig i BUPL Århus Amt, tog på generalforsamlingen især fat i to af de seks målsætninger, BUPL har for ledernes fremtid i organisationen, da hun argumenterede for opbakning til hovedbestyrelsens forslag til lovændring, som vil udvide kongressen med fem delegerede fra en lederforening.

»De delegerede fra en lederforening kan varetage lederinteresser udelukkende fra en ledersynsvinkel. Andre ledere, som bliver valgt som delegerede på generalforsamlingerne, har en anden rolle. De er valgt til at varetage helheden i organisationen - og ikke særlige ledersynspunkter,« mente Else Marie Møller, som repræsenterede et mindretal i bestyrelsen, hvor ti anbefalede generalforsamlingen et "nej" og fire et "ja" til lederdelegerede.

»Jeg mener, det er udemokratisk, at ledere alene i kraft af deres stilling skal have ekstra indflydelse. Det bør være generalforsamlingerne og kun dem, der skal bestemme, hvem der skal vælges som delegerede og repræsentere vores synspunkter på kongressen,« erklærede Christian Haubuf, næstformand og leder af Margrethebørnehaven i Pindstrup. Iøvrigt er han enig i, at det er vigtigt, at ledere og medarbejdere er i samme fagforening, og stemte ligesom de øvrige deltagere på generalforsamlingen for forslaget om at oprette en lederforening.

Formand for det lokale lederråd Ole Kragh, Den kombinerede daginstitution Baunehaven, Skanderborg, var forbløffet over, at BUPL's mulighed for at indtænke og anerkende ledelse på alle planer blev til en organisatorisk debat om fem stemmer, der på ingen måde kan komme til at vippe et flertal.

»Lederdelegerede giver mulighed for dialog også på kongressen - ligesom lokale lederråd har med fagforeningsbestyrelser og det centrale lederråd har med forretningsudvalget,« fremhævede han.

»Hvis lederstemmer skal fremmes og være en del af debatten, skal de være kongresdelegerede. Som gæster kan repræsentanter for lederforeningen kun bidrage med en hilsningstale og altså ikke gå i dialog. Iøvrigt smutter både rejsesekretærer og FU-medlemmer med som delegerede udenom valgene på generalforsamlinger.«

Jørn Bjerre, leder af Viborgvejens børnehave anbefalde også et "ja".

»Det er vigtigt, at lederne er i stand til at se, hvor i organisationen de er placeret. Vi har skræmmeeksempler fra andre organisationer, hvor lederne melder sig ud for at blive medlemmer af en lederorganisation.«

Christian Haubuf:

»Jeg forudser, at andre sektioner - souschefer, støttepædagoger med flere - i fremtiden også ønsker at blive særligt delegerede. Selvfølgelig er lederne en del af organisationen, og vi bør alle kunne rumme hinanden. Jeg fastholder, at det er udemokratisk at gøre nogle medlemmer delegerede i kraft af deres stillingsbetegnelse.«

BUPL Århus Amts generalforsamling anbefalede deres delegerede at stemme "ja" til forslaget med 57 stemmer for, 49 imod og 17 der undlod.



Klare mål. Ellers var BUPL Århus Amts generalforsamling en nærmest stilfærdig begivenhed præget af eftertanke ovenpå de mange aktiviteter og strejker i forbindelse med kommunernes budgetforhandlinger og planlagte besparelser på børn- og ungeområdet. Årets 127 deltagere var i underkanten af gennemsnittet. Som Birgitte Conradsen, formand, mente, der var en naturlig forklaring på.

»Medlemmerne har de sidste mange uger i forvejen set rigtigt meget til repræsentanterne for deres fagforening, og vi har sammen gjort et godt stykke arbejde med at forklare forældre, borgere og politikere, hvorfor der er brug for vores pædagogiske faglighed, og hvilke skader, det vil medføre, når besparelser griber langt længere ind, end argumenter om det faldende børnetal berettiger til.«

»Det har været en hektisk periode, som ikke er slut, men det har også været en stor glæde at se med hvilken gejst, I har knoklet for jeres arbejdspladser og faglighed, og det er da også lykkedes at få fjernet nogle af de planlagte besparelser.«



Bestyrelsen. Formand: Birgitte Conradsen, ikke på valg. Næstformand: Christian Haubuf, genvalgt. HB-medlemmer: Christian Haubuf, genvalgt, og Else Marie Møller, ikke på valg. HB-suppleanter: Tine Honoré og Birgitte Præst, genvalgt. Den øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Annie Cramer. Genvalgt: Else Møller, Anne Grethe Rosenberg, Jette Klitgård og Hans Hedegaard. Ikke på valg: Jane Aron, Linda Carndal, Thomas Bering Kristensen, Jonna Horup Jensen, Jan Thomasen, Helle Møller Jensen og Inge Bremsø Hansen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.