Gang i de sløve piger

I den gamle gymnastiksal på Karlebo Skole styrter Linea på ni år rundt med en fluesmækker af papir. Rundt om hende sidder en kreds af jævnaldrende piger. Linea farer frem mod Mathilde for at levere et dræbende smæk over knæene. Men lige før Linea svinger armen, råber Mathilde 'Ann-Sofie'. Reddet på målstregen. Mathilde puster ud, men råbet sender Linea over mod kredsens modsatte side, hvor Ann-Sofie får sin værste frygt bekræftet:

Halsen snører sig sammen, ordene vil ikke ud, og alle muskler spændes ved forestillingen om det smæk, der øjeblikket efter lyder ud mod ribberne i hallen. Nu er det Ann-Sofie, der er i midten. Egentlig er det ikke en del af legen 'Slå fluen', at pigerne i rundkredsen også skal opføre sig som fluer. Men når man hvert øjeblik kan forvente at høre sit navn og allerede føle smækket over knæet, er spændingen så ulidelig, at en elektrisk summen går gennem kroppen. Benene sitrer, strømpebukserne klør.

Pædagog Dan Jensen har stillet sig ud langs med ribberne, mens pigerne leger videre.

"Jeg havde aldrig selv troet, at jeg som pædagog skulle få et så tæt forhold til den her pigegruppe, eller at jeg kunne sætte dem i gang på den her måde," siger han og kigger mod gruppen af piger, der indtil for et år siden var som skygger på Kaspo, SFO'en ved Karlebo Skole.

"De sad og tegnede i krogene, og man lagde ikke rigtig mærke til dem. Man så dem ikke til de fritidsaktiviteter, vi laver."

Gennem 15 år har Dan Jensen arbejdet i SFO'en ved den lille landsbyskole i Fredensborg Kommune. Problemet med den sidste, ugidelige restgruppe, ofte piger, havde sådan set altid været der. Problemet var ikke så stort, at det sprang i øjnene, men det hang som en nagende følelse af, at målsætningen om at have fysiske aktiviteter for alle SFO'ens 80 børn ikke blev efterlevet.

Sidste forår skete der noget nyt.

"Vi besluttede at vende spørgsmålet om: Hvad gør vi forkert, siden pigerne ikke gider gøre brug af de idrætstilbud, vi giver dem? Som pædagoger måtte vi erkende, at det var os, der var problemet. At vi ikke var gode nok til at nå den sidste gruppe piger," fortæller Dan Jensen.



En fremmed kom til byen. Pædagogerne oplevede, at de traditionelle idrætstilbud ramte 80-90 procent af børnene, mens den sidste restgruppe sad tilbage.

Sådan er det også mange andre steder: Ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste tal er der blandt de 11-årige cirka én ud af ti piger, som slet ikke dyrker motion. Kun tre ud af ti piger i samme aldersgruppe får de anbefalede 60 minutters motion hver dag. For den helt inaktive pigegruppe har tallene ikke ændret sig markant de seneste tyve år.

Problemet var blevet næsten uløseligt på Kaspo, hvor man indså, at man skulle et par spadestik dybere end at tage et klassisk 14-dages kursus for pædagogerne, hvis det skulle rykke for alvor.

Kaspo tog derfor imod et tilbud fra Fredensborg Kommune, der sammen med Skov- og Naturstyrelsen og DGI Nordsjælland havde lanceret projektet 'Gang i Fredensborg'.

Det gjorde det muligt, at Dan Jensen i efteråret 2007 kunne komme på et 'leg og bevægelse-kursus', som skulle gøre ham bedre til at sætte de inaktive børn i gang.

Senere udpegede Dan Jensen sammen med kommunens idrætskonsulent, Jesper Grothe Pedersen fra firmaet 'Friluftsbasen', 10 piger som skulle aktiveres. På det tidspunkt gik pigerne i 2. klasse, og ud over motionen savnede de også sammenhold, når de kom i SFO'en. Dan Jensen og Jesper Grothe Pedersen udarbejdede også en slags drejebog for pigernes kommende skoleår. De tog afsæt i Jesper Grothe Pedersens idéer og erfaring som uddannet idrætspædagog med speciale i at aktivere børn via alternative idrætslege.

Planen for projektet, der siden blev kaldt 'Fyrtårnsprojektet', tog Dan Jensen med tilbage til Kaspo, hvor hans kollega Michelle Petersen blev koblet på for at være sikker på, at det nye projekt havde aktiviteter til hele skoleåret. De to pædagoger fik idéer om at jazzgymnastik måske kunne tilføje et rytmisk element til de nye lege. Michelle Petersen kunne styrke pigernes indbyrdes tillid ved at lave wellnessdage, hvor de skulle lægge ansigtsmasker på hinanden. Det hele blev skudt i gang, da Jesper Grothe Pedersen på en varm augustdag i 2008 kørte op ad den lange, krogede Avderødvej for at ruske op i tingene ude ved den gamle landsbyskole.



Det forkerte ben. Spørger man pigerne selv, husker de alle den dag, Jesper kom, og deres ordforråd blev beriget med 'Hajen kommer' og 'Slå fluen', der i gymnastiksalen er blevet afløst af 'Her kommer jeg', en fri blanding af gætte- og fangeleg, der bringer pigerne ud i ivrig hvisken, dyreefterligninger - og glidende tacklinger, når modstanderen skal fanges. På Kaspo er 'Fyrtårn' noget, man går til om torsdagen. Og så er slidhuller på bukseknæene et vilkår, som automatisk følger med.

"Konsulenten havde nogle lege med til pigegruppen, som vi aldrig havde set før," fortæller Dan Jensen.

Netop overraskelseselementet spillede positivt ind, da Jesper Grothe Pedersen mødte pigerne.

"Pigerne så mig som en totalt fremmed. Det var den eneste grund til, at jeg havde en chance hos dem. Ingen af deres egne pædagoger ville få så lang snor, som jeg fik. Som pædagog er man jo på godt og ondt sovset ind i den kultur, der er i SFO'en. Man kan ikke bare stille sig op og forvente, at pigerne er ydmyge og lydhøre. Det var de, da jeg kom. Og jeg var egentlig selv lidt overrasket over, hvor få gange jeg måtte skære igennem og løse konflikter," forklarer Jesper Grothe Pedersen.



Idræt for alle. Ifølge Jesper Grothe Pedersen skal grunden til problemet med de inaktive børn findes i måden at tænke idræt på. De store sportsgrene er med til at dele børnene op i dem, der i forvejen kender spillets regler, og dem, der er bange for bolden. 10-20 procent af børnene gider overhovedet ikke idræt, fordi deres manglende evner inden for boldspil ekskluderer dem fra det velvære, som kommer af at lykkes med sit spil.

"Dén nederlagsfølelse følger med uanset, hvilken slags etableret sport man dyrker. Og i dag har piger jo i forvejen travlt med at blive voksne, hvilket trækker dem væk fra det barnlige, der ligger i at lege og røre sig. Derfor kan man med fordel introducere lege, som er nye for alle. Så fanges alle på det forkerte ben, og ingen kan læne sig op ad tidligere erfaringer for at genvinde balancen," siger Jesper Grothe Pedersen.



En investering. Et par måneders ekstraarbejde for at hjælpe pigerne op af stolene var nødvendigt. Man da bevægelsen først var sat i gang, løste den op for en række andre knuder, fortæller pædagog Dan Jensen.

"Selvfølgelig var der den gevinst, at pigerne fik rørt sig og blev glade for sport. Men det betød også en masse for dem socialt. Vi fik fjernet mange konflikter og pigefnidder, som vi ellers ville have brugt tid og kræfter på."

Michelle Petersen forklarer, at man på Kaspo har taget et nyt motto til sig: Den, man rører, mobber man ikke. Et af de konkrete tiltag var at få pigerne til at lave en mobbefilm, hvor de spillede hovedrollerne som skiftevis offer og mobber. Et andet var pigernes hemmelige dagbøger, hvor pigerne med egne ord skulle tage stilling til de strabadser, de blev udsat for. På den måde blev de bevidste om hinandens grænser og tvunget til at tage ejerskab over legen.

Netop ejerskabet over de nye lege betoner Jesper Grothe Pedersen som afgørende for, at børnene ikke får samme fremmede følelse, som de tidligere har oplevet ved de etablerede sportsgrene. For eksempel kan pædagogen styrke børnenes følelse af, at legen er deres egen ved at begynde hver ny idrætsøvelse med at bede børnene forklare legen for hinanden eller for andre børn, der leger med.



Berøringsangst. Kinderne bliver ganske af sig selv rødblussede denne eftermiddag i gymnastiksalen. Drikkepauser mellem legene er nødvendige Og det går let med at få pigerne i gang med næste aktivitet. Michelle Petersen skal faktisk bare vælge én af de fingre, der strækkes frem mod hende, da pigerne markerer for at få lov til at vælge næste leg.

Alligevel skulle der gå lang tid, før man fik sat gang i de inaktive børn. For børnene er omgivet af pædagoger, der vægrer sig ved at skulle overskride egen berøringsangst.

"Man er bange for at udstille pigerne ved at sætte dem i gang med at være fysiske. Man tøver, fordi man ikke kender deres grænser. Pigerne har jo selv valgt de fysiske aktiviteter fra. Derfor tør man måske ikke at tage fat på at gøre noget," forklarer Michelle Petersen. En anden forhindring er pædagogens vanetænkning, der ifølge Dan Jensen er svær at rokke ved.

"Så bruger man en måned på at overbevise de andre pædagoger om, at det her kan vi godt finde ud af og være med til at udvikle." Selv fandt Dan Jensen sig overraskende godt tilpas som igangsætter og legeonkel hos pigerne efter mange år som stærk mand, når SFO'ens drenge skulle have modspil.



Regnestykke uden facit. Efter sommerferien skal pigerne videre i klub, og projekt 'Fyrtårn' slutter af for denne gang. Men på Kaspo er man ikke i tvivl om, at der er blevet sået et frø hos pigerne, som vil spire og gro.

"Pigerne bruger legene, når de er for sig selv, og de er faktisk blevet så altædende, at vi kan servere hvad som helst for dem om torsdagen. Selv fodbold eller hockey, som var de ting, de stod af på oprindeligt," siger Michelle Petersen.

Dan Jensen mener, at projekter som 'Fyrtårn' på Kaspo kan hjælpe SFO-børn i gang landet over.

Men hvordan kan han være sikker på, at pigerne i gymnastiksalen også vil være aktive om et år? Dan Jensen smiler lumsk og svarer:

"Jeg tager såmænd gerne imod væddemål."