Fyret; Manglende tillid

Der går sjældent røg uden en brand, lyder et gammel ordsprog. Pædagog Charlotte Thomadsen, 32 år og indtil i efteråret ansat i Vuggestuen Firkløveren i Randers, fik det gamle ordsprog at føle, da løse beskyldninger om tvangsfordring af den ni måneder gamle Mads ikke viste sig at holde stik. Kommunen reagerede alligevel med en afskedigelse med begrundelsen "manglende tillid til dit virke", og fyringen har nu fået BUPL til at hive Randers Kommune i retten med påstand om erstatning for ærekrænkelser og brud på forvaltningsloven.

Tilbage sidder en gravid kvindelig pædagog med de bedste skudsmål - en god kollega, siger de nærmeste arbejdskammerater - med en sønderknust karriere og venter på, at Landsretten om et års tid tager fat på hendes sag.



Tvangsfodring. I sagsforløbet er der to vigtige datoer at holde styr på: Den 15. september og den 21. september 2000. Personerne er Charlotte Thomadsens nærmeste kolleger og en andenårs studerende, der er i praktik på Charlottes stue. Endelig er der den ni måneder gamle Mads, som startede i vuggestuen 1. september.

Klokken er 10.30 den 21. september, og den praktikstuderende har - en måned efter - beskrevet en episode, som hun mener at have observeret på stuen:

"Mads er ked af det, han sidder i barnevognen og græder. Jeg giver ham en bolle, som han sidder og gumler på. Han får bollen i den gale hals, og den bliver taget fra ham af Charlotte. Jeg får besked på, at Mads er for lille til at sidde med et stykke bolle. Mads vil ikke have mad, han sidder på skødet af Charlotte, hun holder ham fast, hans venstre arm er under hendes højre arm og dermed bag hendes ryg. Han vil ikke have mad i munden og spytter ud flere gange. "Jamen, du skal have noget at spise". Mads forsøger at stritte imod og ligger efterhånden nede i skødet på Charlotte, han græder/skriger og laver gylpelyde et par gange, men kan ikke komme af med maden, da han ligger ned. Charlotte stopper ikke med at give ham mad, før tallerkenen er tom. Da han er færdig, bliver han skiftet og kommer i barnevognen. Anslået har det taget mellem 20 og 30 min. at give ham mad."



Løgn. Den beskrevne episode skulle være overværet af den 57-årige pædagog Bengtha Dich, der har mere end 30 års erfaring, og en mandlig pædagogmedhjælper. Først på en praktikkonference fire uger efter fortæller praktikanten om sine observationer, som lederen af Firkløveren, Jette Storvang, "hjælper" hende med at skrive ned.

På praktikkonferencen kom beskyldningerne som et regulært chok for Charlotte, der stærkt chokeret afviste at have tvangsfodret Mads - hun havde slet ikke givet ham mad den dag. Hun var i kælderen for at lave gymnastik med børnene. Charlotte Thomadsens afvisning støttes af pædagog Bengtha Dich:

»Det er løgn det hele. Jeg gav Mads mad den dag, og Charlotte var slet ikke på stuen, da Mads fik mad,« siger Bengtha Dich til Børn & Unge. Samme dag hun hører om beskyldningen, opsøger hun leder Jette Storvang og fortæller, at den beskrevne episode simpelthen ikke er rigtig. Hun har senere afgivet en skriftlig redegørelse, hvor hun afviser, at Charlotte Thomadsen nogen sinde skulle have tvangsfodret et barn.

»Charlotte er en meget kompetent og fagligt dygtig pædagog, som ikke kunne drømme om at gøre vold på et barn. Og jeg ville aldrig tillade, at nogen gør vold på et barn i mit nærvær - tanken alene er absurd.«

Trods Bengtha Dichs tilbagevisning af påstanden, underretter lederen af institutionen, Jette Storvang, 14 dage senere Mads forældre om, at han har været udsat for et overgreb.



Ny episode. Snakken begynder at gå i Fir-kløveren, og lederen begynder at samle skriftlige redegørelser fra de godt 20 ansatte. Nu begynder en ny episode at rumstere, nemlig den 15. september. Denne dag skulle Charlotte angiveligt have været "insisterende", da hun gav Mads mad. Denne gang skulle episoden være overværet af en kvindelig pædagogmedhjælper, institutionens souschef og en rengøringsassistent, der arbejdede i køkkenet ved siden af stuen.

Også denne episode bliver både mundtligt og skriftligt tilbagevist af den kvindelige pædagogmedhjælper. Hun skriver bl.a. i en skriftlig redegørelse, som BUPL vil fremlægge i retten:

"Charlotte går lidt frem og tilbage med Mads for at trøste ham. Hun sætter ham i en trip-trapstol og begynder at give ham mad. Mads græder igen. Han er ny, utryg og ked af at blive afleveret. Charlotte trøster ham samtidig med, at hun giver ham mad. Efter et stykke tid siger Lisbeth (souschefen red.): "Nu er det vist nok med den spisen". Charlotte stopper med at give Mads mad og vasker ham om munden. Jeg leger lidt med Mads, og han smiler og pludrer og virker tilpas."



Fyret. De påståede forsøg på tvangsfodring bliver rapporteret til kommunen, der indleder en afskedigelsessag mod Charlotte Thomadsen, som sammen med flere kolleger nu er sygemeldt på grund af det psykisk belastende arbejdsmiljø i Firkløveren. Kommunen indleder ikke tjenstligt forhør, og trods alvoren i beskyldningerne undlader kommunen at indgive politianmeldelse. Efterforskningen af den påståede tvangsfodring foregår udelukkende i institutionen, hvor atmosfæren efterhånden bliver mere og mere betændt. Der er meget delte meninger om, hvad der egentlig er foregået.

Pædagog Bengtha Dich vælger at opsige sin stilling, og det får lederen, Jette Storvang, til jublende at gøre V-tegnet og indbyde hele institutionen til champagne, oplyser flere ansatte til Børn & Unge. Jette Storvang ønsker ikke at udtale sig til Børn & Unge.

Randers Kommune erkender efter flere måneder, at der ikke er hold i beskyldningerne mod Charlotte Thomadsen, men

vælger alligevel at afskedige hende med

begrundelsen, at "Randers Kommune ikke længere har tillid til dit virke som pædagog ved Vuggestuen Firkløveren."



Overtrådte spilleregler. BUPLs socialrådgiver Flemming Bach Sørensen har fulgt hele sagen nøje, og han er ikke i tvivl om, at Randers Kommune har brudt alle regler, blandt andet de forvaltningsmæssige pligter.

»Kommunen har overtrådt alle de spilleregler, der gælder for afskedigelser. Kommunen har tilsidesat offentlighedslovens regler om notatpligt, de har rodet rundt i partshøringen, de har ikke indkaldt til tjenstligt forhør, og deres begrundelse for afskedigelsen er dybt nedværdigende for Charlotte Thomadsen. Da det viser sig, at der ikke er hold i de løse påstande, skrider de alligevel til fyring. Sådan behandler man ikke mennesker,« siger Flemming Bach Sørensen.

Kommunens administrationsdirektør Martin Basse afviser ikke overraskende BUPLs sagsanlæg:

»Vi har gennemført en beslutningsproces, der er indholdsmæssigt og formelt fuld-stændigt forsvarlig og lovlig. Og vi har faktisk talt med ganske mange mennesker i denne sag, inden vi traf en afgørelse,« siger Martin Basse, der dog ikke ønsker at oplyse, hvem kommunen har talt med.

Hvorfor blev sagen ikke meldt til politiet?

»Efter partshøring fandt vi ud af, at der ikke var foregået noget, der gav anledning til en politisag,« siger administrationsdirektør Martin Basse.

Sagen skal nu berammes i Vestre Landsret, hvor den formentlig kommer for først i det nye år.



CHARLOTTE THOMADSEN:

Sagen fylder hele mit liv

På denne sommerdag i Mariager burde livet være en leg, og med udsigten til at blive mor for første gang skulle tilværelsen tegne sig lys for den 32-årige pædagog Charlotte Thomadsen.

Men sagen fylder hele Charlotte Thomadsens liv. Ikke engang en uges ferie til Korfu kunne sprede de dystre tanker, og kun takket være 20 samtaler hos en psykolog er hun kommet gennem forløbet uden at krakelere fuldstændigt.

»Selv om der nu er gået et halvt år, siden sagen startede, spekulerer jeg stadig på, hvordan dette kunne ske. Det hele er uvirkeligt, og nogle gange tror jeg bare, det er en ond drøm, jeg er midt i,« siger Charlotte Thomadsen.

Hun har brugt meget energi på at tænke over, hvordan sagen overhovedet kunne opstå, men hun har ingen anden forklaring, end at hun er offer for mobning.

Hun har nu nogle løse vikartimer i en institution i nærheden af Mariager, inden hun om få måneder skal føde. Hun håber på at kunne fortsætte som pædagog, når der bliver fundet en afgørelse på affæren.

»Det bedste ville være, at kommunen erkendte, at den havde taget fejl, men det tør jeg alligevel ikke håbe på. I stedet håber jeg, at domstolene vil give mig ret, selv om det er den hårde vej.«