Fyret for at klage over chefen

Tre familierådgivere mister jobbet, fordi de har klaget over en leder, som en uvildig undersøgelse anbefaler, at man sætter på porten.

Når man årligt har fingrene nede i mere end 100 fyringssager, og har haft det gennem 15 år, går kynismen hen og bliver en erhvervsrisiko. Endnu har Michael Lose - jurist på BUPL's forbundskontor og en af dem, der rykker ud ved mistanke om usaglig fyring - ikke fået så megen hård hud på sjælen, at han ikke kan indigneres. Og indigneret bliver han, når han ser hen over forløbet i en sag, som har kostet tre medlemmer i Slangerup kommune i Frederiksborg Amt jobbet.

»Det her, det er et groft eksempel på magtmisbrug,« lyder hans kontante melding.

Det, der startede sagen, og det, der i sidste ende kom til at koste dem deres job, var, at de tre i et brev til deres forvaltningschef klagede over deres nærmeste foresatte.

»I stedet for at forholde sig til klagens lødighed og afvente resultatet af en nærmere undersøgelse, man selv har igangsat, vælger kommunen at tillægge de tre, alene fordi de har skrevet brevet, al skylden for, at der er samarbejdsproblemer på arbejdspladsen. Det er uprofessionelt, og det er en krænkelse af de pågældendes ytringsfrihed,« siger Michael Lose.



Krig på erklæringer. Rammen om den grimme sag er institutionen Hoffmeyers Hus i Slangerup. Det er en specialinstitution i to afsnit. Et internt afsnit, som modtager vanskelige børn fra hele kommunen, og et eksternt afsnit, hvorfra medarbejderne opsøger børnene, hvor de nu er - i skolen, i fritidsordningen og i hjemmet.

De tre fyrede - alle pædagoger, der har videreuddannet sig til familierådgivere - gør tjeneste i internt afsnit og har som nærmeste foresatte en faglig leder, der primært fungerer som deres supervisor.

Det er i samspillet mellem den faglige leder og de tre familierådgivere, at problemerne opstår.

September sidste år spidser situationen til, da trekløveret skriver til Jytte Freisleben, chef for familieafdelingen i Slangerup Kommune. I brevet anføres, at den faglige leder ikke er kompetent, skaber forvirring og ikke tåler kritik, modsigelse eller at hendes dispositioner overhovedet diskuteres.

Herefter udbryder en krig på erklæringer.

Den faglige leder samt lederne af henholdsvis internt og eksternt afsnit imødegår i fællesskab klagen.

Fem pædagoger i internt afsnit bakker klagerne op.

Syv pædagoger i eksternt afsnit støtter den faglige leder mod klagerne.

Stillingen er herefter 9-8 i holdninger. Ni medarbejdere har stillet sig bag den kritiserede leder, mens otte er enige om, at den fremførte kritik er på sin plads.



Ud af vagten. Efter en del spilfægteri beslutter den kommunale forvaltning at hente hjælp ude fra. Bedriftssundhedstjenesten (BST) bliver bedt om at kortlægge samarbejdsforholdene i Hoffmeyers Hus. BST slutter sin kortlægning midt i januar med en række anbefalinger.

En af dem er, at den faglige leder - vedkommende, som de tre familierådgivere har klaget over - ikke fremover bør være tilknyttet Hoffmeyers Hus. Til grund for denne den mest indgribende anbefaling, man kan komme med, lægger BST, at hovedparten af de ansatte føler, at de er blevet krænket på deres person af den faglige leder.

»De samarbejdsproblemer, der har været nævnt, udspringer stort set alle fra forholdet mellem den faglige leder og de forskellige ansatte,« hedder det i rapporten fra BST.

Kommunen vender imidlertid det døve øre til. Ud af vagten ryger ikke den faglige leder, men de tre familierådgivere. Og fyresedlerne skikkes af sted, allerede inden BST har afsluttet sine undersøgelser.

»Det er det, jeg mener med magtmisbrug. Man igangsætter - i øvrigt yderst fornuftigt - en uvildig undersøgelse af forholdene, men man afventer ikke, at den bliver færdig. Og hvad der er næsten endnu værre: Man fyrer folk, alene fordi de har klaget over deres chef. Det er for tyndt,« siger Michael Lose.

BUPL har dog ikke tænkt sig at lade det blive ved det. Sagen vil blive forfulgt. Om ikke andet skal de tre familierådgivere have erstatning for uretmæssig fyring.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.