Fusion; Landsforeningen for Storkøbenhavn

Som belønning for heltemodig indsats i forsvaret af deres by under den svenske belejring 1658-60 fik københavnerne en række privilegier. Dem har de stået vagt om lige siden. En af de afledte virkninger af den historie er, at Kommunernes Landsforening den dag i dag ikke kan indgå aftaler, som binder Københavns Kommune - eller Frederiksberg. Hvad der er godt nok for resten af landet, er ikke nødvendigvis godt nok for hovedstaden. Den insisterer på at ordne sine forretninger selv.

Denne københavnske særstilling som sådan en slags stat i staten viser sig blandt andet på det fagforeningsmæssige plan. Landsdækkende faglige organisationer med forhandlingsret i det øvrige land har ikke opnået en sådan ret over for styret i Københavns Kommune. Derfor er det på skoleområdet heller ikke Danmarks Lærerforening, men Københavns Lærerforening, som indgår aftaler med bystyret. Og derfor er det Landsforeningen for Socialpædagoger, som organiserer og repræsenterer personalet i de kommunalt ejede daginstitutioner i København. Jo, der findes også en københavnsk BUPL-fagforening og såmænd også én for pædagogmedhjælpere, men de har alene forhandlingsret for pædagoger og medhjælpere i de selvejende daginstitutioner.

Ja, det er ret indviklet, og det forlyder da også, at politiet påtænker at indføre ny spiritusprøve. Delinkventen skal, for at bevise sin ædruelighed, udrede de organisatoriske forhold inden for Københavns volde. Her er lidt hjælp, hvis situationen skulle opstå.



En pose blandede bolcher. Fire fagforeninger kan indgå aftaler med Københavns Kommune. Det er Københavns Lærerforening, Dansk Sygeplejeråds afdeling for København, Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn og sidst, men ikke mindst LFS.

LFS er ikke et fagforbund som f.eks. BUPL. Den er en lokal fagforening, som er knyttet til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). Selv om den kalder sig sådan, er LFS heller ikke nogen landsforening, eftersom den kun har medlemmer i København og på Frederiksberg samt et beskedent antal i kommunerne i Københavns Amt.

Landsforening holdt LFS med at være for 15 år siden, da dagplejeledere og dagplejepædagoger rundt om i landets kommuner blev flyttet fra LFS til den lokale afdeling af Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA), som FOA hed på daværende tidspunkt. Internt i LFS har det siden været diskuteret, om man ikke skulle finde på et nyt navn, men indtil videre er det blevet ved snakken. Et bud på et mere retvisende navn er givet i denne artikels overskrift: Landsforeningen for Storkøbenhavn.

LFS medlemskare er en pose meget blandede bolcher. Flertallet er uddannede pædagoger, men der er også et stort antal uden en pædagogisk uddannelse. Hvis man fordelte foreningens medlemmer til de faglige organisationer, de hørte til, hvis ikke de tilfældigvis arbejdede i København, ville nogle skulle flytte til BUPL, andre til Pædagogisk Medhjælper Forbund, andre igen til Socialpædagogernes Landsforbund og de sidste til lokalafdelinger af Forbundet af Offentligt Ansatte. Tilbage vil der herefter være en lille gruppe af "svært anbringelige", nemlig de medlemmer, som arbejder i gråzonen mellem BUPL og SLs overenskomstområder.



Øget markedsandel. LFS har i dag 8000 medlemmer. De fordeler sig på en lang række faggrupper, som er samlet i tre sektioner, hver med deres bestyrelse - og med et temmelig udstrakt selvstyre.

Det almene område, som omfatter det pædagogiske personale i daginstitutioner, klubber, legepladser og skoler samt forvaltningsansattte inden for området, er med sine 5000 medlemmer klart den største af sektionerne. Indtil for for år siden havde BUPL og PMF sammenlagt ligeså mange medlemmer i København, men fordi udbygningen med nye pladser i København næsten udelukkende er sket i de kommunale institutioner, er LFS rykket forbi og har i dag den klart største markedsandel.

Specialområdet dækker de arbejdsfelter, SL tager sig af i resten af landet. Det er døgninstitutioner for børn og unge, psykiatrien samt institutioner for stofmisbrugere og for udviklingshæmmede. Sektionen tæller 1200 medlemmer, hvoriblandt også de forvaltningsansatte på område er.

Dagplejeområdet har 1800 medlemmer, som arbejder enten som dagplejere, dagplejepædagoger eller dagplejeledere.



FOA bestemmer. Skabelsen af et fælles, pædagogisk forbund har angiveligt altid ligget LFS meget på sinde. Dog var det LFS, som meldte fra, da muligheden første gang viste sig i starten af 70erne. LFS var helt frem til målstregen tilsluttet Børne- og Ungdomspædagogernes Personaleforbund, men sprang fra, da personaleforbundet i 1973 blev til BUPL. Den officielle forklaring på frafaldet var, at det ikke gik an at nedlægge LFS, fordi man derved ville miste forhandlingsretten i København. Forskelle i fagpolitiske holdninger spillede dog også en rolle. Mens man i Dansk Børnehaveråd - den største af organisationerne, som indgik i BUPL-fusionen - til langt op i 1960erne sluttede sine landsmøder med af med afsyngelse af en børnesang eller to, satte man hos LFSerne punktum med "Når jeg ser et rødt flag smælde".

LFS er i forhold til de øvrige pædagogiske organisationer i den særlige situation, at foreningen ikke selv kan bestemme, om den vil opløse sig selv og indgå i en fusion. Man kan beslutte, at det vil man gerne, men det sidste ord har hovedbestyrelsen i FOA, som LFS er en del af. Om FOA i påkommende tilfælde vil give sin tilladelse, kan der kun gisnes om, men formand Poul Winckler var efter sigende meget positivt indstillet i starten af 80erne, da LFS som en del af Pædagogisk Kartel lagde an til at skabe et pædagogisk enhedsforbund.