Fritidsinstitutioner giver børn selvværd

Et nært samarbejde mellem lærere og fritidspædagoger - som for eksempel at pædagogerne deltager meget i undervisningen - betyder tilsyneladende ikke noget for, hvordan børn trives, hvordan og hvor godt de lærer. Det viser en stor svensk undersøgelse foretaget af Anita Süderlund, fil. lic. i pædagogik ved Lärarhügskolan i Stockholm. Hendes undersøgelse og doktordisputats af børns og deres læreres udsagn om, hvordan det har påvirket børnene at gå på skoler, der har forskellige grader af samarbejde mellem lærere og pædagoger, er udgivet i bogform. Den hedder "Barn i skola og fritidshem - en studie i samverkan" og er ikke oversat til dansk.

Undersøgelsen viser til gengæld, at de børn, der har gået i fritidshjem, har et større selværd og er mere frimodige end de børn, der ikke har gået i fritidshjem. Resultatet er kommet ved at spørge 1400 børn og deres lærere på ni stockholmske skoler med forskellige grader af samarbejde.

Anita Süderlund mener, at det kan skyldes, at de børn, der går i fritidshjem, lærer at begå sig i grupper og opdrages af omsorgsfulde voksne. De børn, der ikke har gået på fritidshjem, siger meget mere end de børn, der har gået på fritidshjem, at de har problemer i skolen, hvis de "tænker selv". Desuden ser det ud til, at fritidshjemsbørnene senere klarer sig bedre i fag som engelsk og orientering.

Anita Süderlund mener, at hvis man skal vælge en samarbejdsmodel frem for en anden mellem lærere og pædagoger, skal man vælge den, hvor samarbejdet er så tæt som muligt.

»Men undersøgelsen har jo ikke set på steder, hvor man slet ikke samarbejder. Så jeg kan ikke sige, om samarbejde eller ej er godt for børnene. Ud fra undersøgelsen kan man heller ikke sige noget om, hvordan samarbejdet skal se ud, kun at det skal være så tæt som muligt. Noget tyder dog på, at hvis man indleder et samarbejde, tager skolens metoder, modeller og struktur over og lægger sig som et tæppe over fritidspædagogikken, så den stort set ikke findes mere,« siger hun.

Anita Süderlund mener, at man skal tage sig i agt for, at skolen ikke kommer for meget ind i fritidshjemmet.

»For ellers bliver det jo skole hele dagen, og børnene kan ikke bestemme over deres egen tid og få de andre kompetencer, som er vigtige for deres udvikling,« siger hun.

Det undrer Anita Süderlund, at børn, der går i fritidshjem, har et større selvværd end de børn, der ikke har gået i fritidshjem.

»Jeg troede ikke, at der ville være sådan, at man kunne se en forskel der,« siger hun.



Pædagoger gør en forskel. Set med danske pædagog-øjne er den svenske undersøgelse spændende, fordi den viser, at børnene i hvert fald ikke lærer mindre af, at pædagogerne har gjort deres indtog i skolen. Og fordi den viser, at børnene trives bedre, hvis de også har fritid, hvor de møder voksne og børn på en måde, der ikke handler om læring med fagspecifikke mål.

Stig G. Lund, pædagogisk udviklingskonsulent i BUPL, mener, at det er godt endnu engang at få bevist, at pædagoger i skolen ikke svækker den faglige indlæring. Men at det også er vigtigt at få bekræftet, at det at gå i en fritidsinstitution gør en forskel.

»Nogle har jo hævdet, at for mange pædagoger i skolen ville betyde mindre skole og for meget børnehave. Vi har endnu engang fået bekræftet, at det ikke er en frygt, man skal have. Tværtimod lærer børn måske bedre, fordi pædagogerne kan påvirke undervisningsformen, så det bliver lidt sjovere at lære det, man skal. Undersøgelsen viser også, at det som fritidspædagogikken giver børnene i form af social læring, som ikke er hæftet sammen med faglige mål, skal være til stede, uanset hvordan man organiserer sig i lærer-pædagog-samarbejdet,« siger han.

Derfor skal man passe på, at den styrede virksomhed ikke fylder for meget, mener Stig G. Lund.

»Der skal være plads til, at børnene kan være sammen med pædagoger, der giver dem plads til at være sammen og til deres egne aktiviteter. Ellers bliver de for trætte, og så lærer de ikke så meget. Vi har jo set en tendens til, at skolens traditioner og struktur lægger sig ind over det hele, selv om man kalder det leg og læring. Og det er et problem, når skoledagen udvides, og fritiden indskrænkes. Derfor skal man sætte fokus på, at børnenes trivsel er central, uanset hvordan man organiserer sig. Desuden viser mange erfaringer også, at det ikke er formen, der er afgørende. Men at det er engagerede voksne, der omgiver børnene, som gør en forskel,« siger han.