FRIT VALG - Madpenge eller madpakke

Frisklavet mad til Søren, madpakke til Christoffer, frisklavet mad til Laura, madpakke til Stephanie. Sådan skal pædagoger i fremtiden måske fordele maden til børnene. For går socialminister Henriette Kjærs forslag om forældrebetalte madordninger, som fremsættes sidst i januar, igennem, vil det måske ikke være alle forældre, der har råd til at lade deres barn deltage i madordningen i børnehaven. I nogle kommuner har man i dag madordninger, som finansieres over børnehavens budget, så forældrene betaler til den via ydelsen for daginstitutionspladsen. Det kan kommunen godt vælge at fortsætte med, men den kan også vælge at lade børnehaverne selv organisere og finansiere en madordning med separat betaling fra de forældre, som ønsker det.

Lovforslaget er en del af regeringens frit-valg-tankegang, der skal give danskerne mulighed for mod betaling at vælge visse ydelser, der før har været betalt via skatten eller via en delvis brugerbetaling, som det er tilfældet på daginstutionsområdet.

Socialminister Henriette Kjær (K) siger til Børn&Unge, at hun fremsætter lovforslaget, fordi hun synes, at det er skørt, at man indtil nu ikke har måttet lave madordninger, hvor forældrene kunne betale for, at deres børn fik mad, hvis der ikke var plads til det på børnehavens budget.

»Kommunerne har ønsket den mulighed, og den vil vi gerne give dem. Og så laver vi bare nogle regler for, hvordan sådan en ordning kan laves,« siger hun.

Lovforslaget er et brud med den aftale, som regeringen indgik med Kommunernes Landsforening om kommunernes udgifter i 2003, hvor der står om forældrebetalte madordninger: "Det er en forudsætning, madordningen omfatter alle børn i den enkelte børnehave." I regeringens forslag er det den enkelte forælder selv, der kan afgøre, om familien har råd til at betale for barnets deltagelse i en madordning, hvis forældrebestyrelsen ønsker at indføre en sådan.

»Vi har lavet om på det, fordi det ville være ærgerligt, hvis en god ordning ville falde til jorden, bare fordi en enkelt forælder ikke vil være med. Omvendt skal de forældre, der af en eller anden grund ikke vil være med, have lov til det, uden at det går ud over de andre,« siger hun.



Forældre kan protestere. Socialministeren mener ikke, at forslaget vil danne sociale skel i den enkelte børnehave.

»Jeg tror ikke, at det bliver noget problem, for så ville jeg ikke have stillet forslaget. Det koster jo også at købe ind til madpakker, og jeg tror ikke på, at en madordning i en børnehave vil blive dyrere end det. Men nu må vi prøve det, og så må institutionerne melde tilbage, om de oplever, at nogle børn ikke kan være med, fordi deres forældre ikke har råd, og så må vi se, om det overhovedet er et problem,« siger hun.

Henriette Kjær er ikke så nervøs for, at man i de kommuner, hvor der er madordninger indeholdt i børnehavens budget, vil skære i dem og få forældrene til at betale ekstra.

»Hvis det sker, må forældrene jo være med i demokratiet og holde deres kommunalpolitikere fast på, at de ikke vil finde sig i, at der bliver lavet om på det her. Det kan de jo godt finde ud af, hvis det handler om normeringer og pladser, så det er bare om at søge indflydelse på de kommunale beslutninger,« siger hun.

Socialministeren fastholder, at der ikke er tale om, at private firmaer skal ind for tjene på maden i børnehaverne.

»Madordningerne er pædagogiske tiltag, hvor børnene skal inddrages i tilberedelsen af maden. På den måde lærer børn også om sund mad og gode kostvaner. For vi kan jo ikke se bort fra, at nogle børn ikke får så god mad med hjemmefra. Det kan vi netop gøre noget ved, hvis alle får mad i børnehaven,« siger hun.



En plads er dyr nok. For BUPL er det afgørende BUPL, at alle børn kommer med i en madordning. Man frygter, at de kommuner, der i dag har madordninger på budgettet, vil fristes til at spare disse fælles ordninger væk og i stedet gøre dem valgfrie med en ekstra udgift for forældrene til følge.

Bente Sorgenfrey, formand for BUPL, siger generelt om regeringens frit-valg-tankegang, at den kan lyde positiv. Men hvis den kommer til at betyde, at forældre skal betale ekstra for mange ydelser, som ellers har været indeholdt i prisen på dagtilbuddet, så er der gået ideologi i den, og man tilsidesætter grundlæggende principper i velfærdssamfundet om, at alle skal have mulighed for at få det samme for skattekronerne eller den delvise brugerbetaling. Nogle børn kan blive stillet dårligere, fordi deres forældres økonomi ikke kan klare at betale mere end den i forvejen høje pris på en daginstitutionsplads.

»Taksten for at få sit barn passet i en daginstitution er i forvejen en belastning for mange børnefamiliers økonomi. Derfor synes vi ikke, at det er rigtigt at bede forældrene om at betale for at få noget, som burde være et tilbud til alle børn,« siger hun.

Om madordningen siger Bente Sorgenfrey, at forældrene vil føle sig presset til skulle betale, for at deres børn ikke skal sidde med en flad madpakke, mens duften af frisklavet mad flyver deres næse forbi.

»Mad er så vigtig en ting for, at vi får nogle sunde børn, og dette forslag kan meget nemt komme til at betyde, at der bliver en social salgside, så nogle børn kan få sund, frisklavet mad og deltage i tilberedelsen af det, mens andre holdes udenfor. Forslaget går stik imod regeringens intentioner om, at daginstitutionerne skal være med til at bryde den sociale arv,« siger hun.



Ikke frit valg for de svageste. Ved en rundringning til de politiske partier i Folketinget har det vist sig, at de fleste er positive over for forslaget, fordi det vil betyde, at flere børn vil få ordentlig mad, og at de vil lære om mad og sund kost allerede i børnehaven. Men en del af partiernes socialordførere er skeptiske over for, at deltalgelsen i en madordning skal være afhængig af, om forældrene har råd eller ej.

Pia Kristensen fra Dansk Folkeparti, som ellers er positiv over for frit-valg-tanken, kan godt se, at det er et problem, hvis nogle børn får mad og andre ikke. Desuden mener partiet også, at det er forældrenes opgave at lære barnet om sund kost, og at det er i hjemmet, at børn skal lære at smøre madpakker.

»Vi er dog ikke blinde over for, at mange børnefamilier har travlt, og at de kan blive unødigt stressede af de mange opgaver, så måske skal vi undersøge, hvor stort behovet er for, at familierne bliver aflastet på det her område. Spørgsmålet om forældre, der ikke har råd til at lade deres børn deltage i en madordning, må vi have afklaret i udvalgsarbejdet, for den forskelsbehandling, det nuværende udkast lægger op til, er en forfærdelig skæbne for de børn, der ikke kan være med af økonomiske grunde. Vi går ind for frit-valg, men det skal ikke være så frit, at de svageste ikke kan være med,« siger hun.

Sandy Brinck fra Socialdemokraterne er positivt indstillet over for forslaget, fordi det vil sætte fokus på gode kostvaner og sund mad til børn. Ikke bare fordi det skal være en lettelse for forældrene, men fordi mad og ernæring skal indgå som en del af det pædagogiske arbejde i institutionerne. Og i den forbindelse kan hun være bange for, at det er nogle private firmaer, der skal ind og levere maden, for så synes hun, at det pædagogiske aspekt går tabt.

»Desuden må prisnivauet i sådan en ordning være, så alle kan være med, ellers kan den være med til at skabe nogle uhensigtsmæssige skel. Måske kan forslaget kobles sammen med de eksisterende fripaldsordninger, så man ad den vej hjælper de svageste,« siger hun.

Charlotte Dyremose fra Det Konservative Folkeparti synes, at forslaget er godt, som det er. Det åbner for, at kommunerne kan tage initiativer til madordninger, men de skal ikke, og det er meget vigtigt for hende med den skelnen. Desuden kan kommunerne jo også vælge at lade madordningerne være en del af forældrebetalingen.

»Det er også godt, at man inddrager forældrene, så de kan vælge, hvordan sådan en madordning skal fungere. Og man kan tage hensyn til børn med anden etnisk baggrund, der har andre madtraditioner. Men det er selvfølgelig rigtigt, at det afhænger af prisnivauet, om alle forældre kan deltage. Modsat er det jo også sådan, at det er billigere at købe 20 kilo gulerødder på én gang end to gulerødder ad gangen, så den stordrift, der kan ligge i, at man køber ind til hele institutionen, vil sandsyligvis gøre sådanne madordninger billigere for forældrene end, hvis de selv skal købe ind til madpakker,« siger hun.

Margrethe Vestager fra De Radikale er betænkelig ved forslaget i sin nuværende udformning, fordi det lægger op til en økonomisk tænkning i kommunerne, der vil betyde, at de eksisterende madordninger vil forsvinde. Hun ser hellere, at madordninger er en del af den faste pris for en daginstitution.

»Der kan være forældre, som ikke har råd til, at deres børn er med til en madordning, hvor de skal betale udover taksten for pladsen. Og det er vigtigt, at alle børn kan være med i det måltidsfællesskab, som foregår i børnehaven. Selvfølgelig ønsker alle forældre, at deres børn skal have sund mad og være med til at spise den mad, der bliver lavet i institutionen, så jeg mener, at man tager forældrene som gidsler med dette forslag. Det skal laves om, så madordninger kommer til at gælde for alle børn ved eventuelt at hægte betalingen sammen med fripladsgrænserne,« siger hun. l



Plads i nabokommunen

Sidst i januar fremsætter Socialministeren forslag om, at forældre kan vælge frit, om deres barn skal gå i en daginstitution i en anden kommune end den kommune, de bor i - for eksempel den, de arbejder i. Forældrenes opholdskommune skal betale 70 procent af udgifterne og forældrene de sædvanlige 30/33 procent. Men hvis pladsen i den kommune, forældrene ønsker, er dyrere end en plads i den kommune, de bor i, skal forældrene betale forskellen på de to takster.

Heller ikke dette forslag er BUPL begejstret for. Et barns tilknytning til en daginstitution skal ses i sammenhæng med barnets senere skolegang, og det er vigtigt for barnet at knytte relationer i sit nærmiljø. Formand Bente Sorgenfrey mener, at tiden på bagsædet af en bil kan bruges til bedre formål for barnet.

»Det her forslag kan muligvis være praktisk for nogle forældre. Men det tager mere højde for arbejdsmarkedets behov for, at far og mor kan arbejde længere, fordi de så måske ikke har så langt fra arbejde til daginstitution, end det tager højde for børnenes tarv,« siger hun.

Børnerådet er helt på linje med BUPL i afvisningen af regeringens forslag. Klaus Wilmann, formand for Børnerådet, mener, at det ikke kan være i børns interesse, at deres tid væk fra hjemmet bliver forlænget.

»Udover at børn har bedst af at vokse op i nærmiljøet af hensyn til venskaber og senere skolegang, kan man også frygte, at børn unødigt skal skifte daginstitution, hver gang deres forældre skifter arbejde,« siger han.



Kommunerne vilde med frit valg

Kommunernes Landsforening (KL) ønsker et velfærdssamfund med flere valgmuligheder for den enkelte borger. Så på det punkt er KL helt på linje med regeringen, hvis mantra om "frit valg" nu for alvor rammer daginstitutionsområdet: Mulighed for at passe egne børn og få udbetalt penge svarende til udgiften til en daginstitutionsplads, forældrebetalte madordninger for dem, der har råd, mulighed for at forældre kan vælge en daginstitution i en anden kommune end bopælskommunen med pligt til at betale den eventuelle merudgift. Det vil sige, at nok kan man vælge frit, men KL vil have brugerbetaling for visse ydelser, der førhen var indeholdt i daginstitutionstaksten.

KL stiller i debatoplægget "Frit valg med omtanke" forslag om, som det hedder, "at udvide borgernes rettigheder til at vælge mellem forskellige leverandører på dagtilbuds- og skoleområdet".

»Kommunerne skal have flere muligheder for at tilbyde tilkøbsydelser på dagtilbuds- og ældreområdet. Ikke for at kommunerne skal vokse på bekostning af de private sektor, men tværtimod for at begrænse væksten i den offentlige sektor. Muligheden for tilkøb mindsker presset på skattefinansieret udvidelse af servicenivauet,« siger KL's formand, borgmester i Gedved, Ejgil W. Rasmussen.

Men Ejgil W. Rasmussen lægger også op til, at de kommunale institutioner selv kan byde på en løsning af de opgaver, der ligger i naturlig forlængelse af det, de i forvejen foretager sig. Som eksempel på en naturlig tilkøbsydelse nævner han, at daginstitutioner mod betaling kunne tilbyde længere åbningstider.