FRA VUGGESTUE TIL BØRNEHAVE - De andre børn er vigtigst

I vuggestuen var Christine meget aktiv og levende. Hun deltog glad og gerne i det fælles liv med de andre børn og var helt klar til at komme i børnehave. I børnehaven modtages hun fint af to lidt større, men det viser sig, at deres interesse i hende er kortvarig, og hun overlades herefter til sig selv. Pædagogerne synes, at det er fint, at Christine går lidt rundt og "finder ud af tingene". Men Christine keder sig og har problemer med at få kontakt til de andre børn. I modsætning til den livlige pige, man så i vuggestuen, bliver hun mere og mere indadvendt og mister noget af sit gå-på-mod.

På det her tidspunkt skal Christine have hjælp fra pædagogerne, for det, hun allerhelst vil, er at blive optaget i børnegruppen og deltage i børnenes fælles liv, mener Sven Thyssen, lektor og forsker på Danmarks Pædagogiske Universitet, og Trine Juul Hansen, cand. psyk. og forskningsassistent. Christine er et af de seks børn, som de har observeret tre måneder inden, børnene forlod vuggestuen, da de skiftede institution, og tre måneder efter de var begyndt i børnehave. Projektet har haft til formål at belyse børns leg og samvær, og hvad der sker, når de skifter fra vuggestue til børnehave. De to forskere har beskrevet deres arbejde og konklusionerne af det i bogen "Små børns leg og samvær - fra vuggestue til børnehave". En af konklusionerne er, at pædagogen har en meget vigtig rolle at spille for de nye børns integration i det fælles børneliv i børnehaven.

Trine Juul Hansen mener, at det handler om, at pædagogen engagerer sig i børnelivet og sørger for at inddrage børnene i at inddrage hinanden i legen.

»Derfor er det vigtigt, at pædagogen er opmærksom på børnenes fælles liv og er interesseret i, hvad det sker mellem dem, så hun kan støtte de nye i deres bestræbelser på at komme ind i fælleslivet,« siger hun.

Observationerne og interviewene med pædagogerne viser, at det, at børnene kan beskæftige sig selv, ses som et udtryk for, at de trives.

»Et nyt barn, der cyklede rundt for sig selv, blev set som én, der havde det fint og klarede sig. Men det jeg så, var en pige, der cyklede, cyklede og cyklede og ikke var i kontakt med andre børn og heller ikke havde gang i noget fælles. Og når vi tænker i fælleslegen som vigtig for børns udvikling, så vil arbejdet ligge i at få en pige som hende med ind i legen,« siger Trine Juul Hansen.

»Så hvis et barn går alene rundt, skal man forstå hvorfor. Er det, fordi barnet gerne vil være alene, eller er det, fordi det er isoleret og ikke kan finde ud af at kontakte de andre børn. Man skal være opmærksom på at støtte barnet i at komme ind i gruppen, ikke bare ved at støtte det enkelte barn, men ved at være med til at skabe en kultur blandt børnene omkring det at modtage de nye,« siger Sven Thyssen.



De spændende børn. Sven Thyssen gør opmærksom på, at i børnehaven er de andre børn de centrale personer for børnene, ikke de voksne.

»I tre-års-alderen er børn parate til at være mere sociale. Vi kan se, at venskaber så småt begynder i vuggestuen. Men når de skifter til børnehaven, kommer de ind i en verden, hvor et socialt liv er meget veletableret, og det både skal og vil de meget gerne forholde sig til og være en del af,« siger han.

Børn er som udgangspunkt ikke utrygge over for det nye. De synes, at det er spændende, mener Trine Juul Hansen. Det handler derfor ikke så meget om at gøre det nye barn tryg i forhold til de voksne, men om at fornemme hvad der er på spil for barnet i forhold til de andre børn.

»Venskaber kan være meget svære at håndtere for børnene, men samtidig er det dem, de er mest optaget af. Der kan foregå store dramaer mellem børn, og dem skal de voksne kunne se og følge med i. Mit indtryk er, at mange pædagoger er bange for at komme til at tage over og være forstyrrende, men børnene behøver støtte for at kunne selv. Som voksen skal man gå ind og se på, hvad de har på spil i legen, for det er ofte meget alvorligt for børnene,« siger hun.



Børn skal modtage børn. Selvfølgelig er det vigtigt, at nye børn i børnehaven føler sig trygge. Men de to forskere mener ikke, at det at skifte fra én sammenhæng til en anden er det svære. Det er heller ikke svært at skulle undvære mor og far eller skilles fra vennerne i vuggestuen. Sven Thyssen og Trine Juul Hansen så ingen tegn på, at det i det lange løb var afgørende for børnene, om de fulgtes med en ven fra vuggestuen op i børnehaven.

»Det kan være en fin tryghedsfaktor at kende nogle af børnene, men det afgørende er at blive accepteret i den nye børnegruppe og få venner der. Selvfølgelig skal man gøre en indsats for, at barnet lærer de voksne at kende. Men den virkelig svære opgave for barnet er at finde ud af det børneliv, som det vil være en del af, og som det er meget optaget af,« siger Trine Juul Hansen.

»Der dannes et helt specielt socialt liv mellem børnene, hvor det er vigtigt at være betydningsfuld og positionere sig, og det skal de små også finde ud af. Det spil kan de ikke rigtig forstå i starten, så de er nemme at løbe om hjørner med,« siger Sven Thyssen.

Trine Juul Hansen fortæller om en af de nye piger, der har fundet en dukke at lege med. Så kommer der en større pige og vil have dukken, uden at hun siger det direkte. I stedet spørger hun den pige, der ejer dukken, om den nye pige har fået lov til at låne den. Da ejermanden siger nej, spørger pigen, der gerne vil have dukken, om hun så må låne den. Det får hun ja til, og så må den nye pige aflevere. Det går så stærkt, at hun slet ikke finder ud af, hvad der foregår. Det er en af pædagogernes opgave at være opmærksom på, at det nye barn ikke altid forstår de sociale spil.



Børn skaber kultur. I den sidste del af vuggestuetiden begynder børn at skabe et legemiljø for hinanden, de leger ved siden af hinanden, og der kan være en vis interaktion i deres leg.

»Det skifter, når børnene når børnehavealderen, hvor de mere og mere bliver i stand til at arrangere en handling i fællesskab, de digter et begivenhedsforløb sammen,« siger Sven Thyssen.

For at kunne forstå, hvad det er, der sker i børns fælles leg og liv, har forskerne taget det klassiske kulturbegreb til hjælp. Det siger, at mennesker under sociale betingelser skaber kultur, for eksempel tanker, forestillinger, værdier, myter og historier. Og det gør børn også.

I vuggestuen er pædagogen vigtig for den måde, børn skaber kultur på, fordi legen oftest foregår sammen med pædagogen eller med pædagogen som formidler. I børnehaven udvikles et autonomt, selvstændigt børneliv, hvor børnene selv skaber kultur i form af leg og relationer. Legen bliver tematisk, og børnene danner selv skikke og regler omkring legene.

»Når børn skaber kultur, tager de udgangspunkt i menneskers fælles liv, i det, der sker derhjemme, det, der sker i institutionen, og det, de oplever fra forskellige medier. Men de giver også et bidrag til vores kultur. Hvad ville vi være uden børn, der leger, kan man sige. I forbindelse med skiftet er det derfor vigtigt, hvilken kultur børn mødes med. Hvordan de nye børn kommer til at deltage i det nye børneliv i børnehaven afhænger af, hvordan de bliver modtaget,« siger Sven Thyssen.

Hvis man vil forstå børn som selvstændige, som subjekter, som aktive mennesker, må man se på, hvad der kommer ud af det, de skaber. Og det kulturelle liv, de skaber sammen, må efter de to forskeres mening være nøglen til at forstå, hvad børneliv er.

»Det er produkterne af det, børnene skaber, temaer, indhold i lege, det, der optager dem, den særlige måde de forholder sig til hinanden på, som vi skal være opmærksomme på for at forstå, hvad det er, der optager dem, og for at forstå hvilke dramaer der udspiller sig i deres fælles liv,« siger Trine Juul Hansen.



Et liv fyldt med drama. Det kan måske lyde voldsomt at tale om dramaer i børnenes lege og liv i børnehaven. Men Sven Thyssen og Trine Juul Hansen har alligevel valgt begrebet drama til at analysere, hvad der sker i børns leg. De fire punkter, der definerer et drama - digtning med en handling, der virkeliggøres på en scene, gennem personers tale og handlinger, og som kan have forskellige former - viser sig alle at være til stede i børns leg fra to et halvt til tre års alderen og fremad, dog i enkle former

Det kreative og skabende rykker i forgrunden i børns leg, når handlinger i legen udbygges i tre års alderen. De ældste vuggestuebørn leger ofte på den måde, at det er enkeltstående begivenheder, de skaber: At give dukken mad, putte dukken, og mange af de ting de gør er variationer over sådanne temaer. Men omkring tre års alderen kommer der handling ind i legen.

Et af eksemplerne i bogen viser, hvordan en leg med legoklodser, som i begyndelsen handler om, hvor faren skal sove, og hvor sofaen skal stå i huset, udvikler sig til en fortælling om en farlig krokodille. For da Christine skal finde en farmor i klodsekassen, sætter hun i stedet nogle klodser sammen og siger: "Se lige, en farlig krokodille". Og pludselig er legen blevet til en dramatisk historie, der foregår ude i junglen, hvor faren går tur med baby og skal passe på ikke at blive ædt af krokodillen, og derfor skal der sættes hegn omkring den. Til sidst sørger Christine for, at historien igen handler om huset, og hvor tingene skal stå i huset. I legen deltager også Nicolai, som bare følger med, og pædagogen Ulla, som støtter Christine i det, hun har gang i.

»Børnehavebørns lege ligner fortællinger, hvor det sjove kommer ud af det uventede, og hvor legen får en ekstra dimension ved, at børnene bliver fælles om at udvikle den. Børn spejler virkeligheden i deres lege. Grundlæggende temaer som familien eller "det farlige" kan de give alle mulige iklædninger som prinsesser, røvere og jagerpiloter. Det gør de for at skabe noget interessant,« siger Sven Thyssen.

De mindre børn har parallelle forløb inden for samme sceneri: To drenge leger på samme sted på gulvet, den ene med sørøverskib, den anden med biler, og gulvet er både vand og vej. Det kan ske, at den ene inviterer den anden over, og de skaber et miljø for hinanden. Senere vil sådan en leg typisk foregå ved, at børnene skaber forudsætningerne og forløbet sammen.

Pædagogerne kan hjælpe børnene med at lege godt ved at skabe interessante begivenheder, som børnene kan udvikle på. Som voksen skal man heller ikke være så bange for at deltage i børnenes leg på legens præmisser. Børnene elsker det, mener de to forskere.