Fra bums til boss

Når jeg er ude at holde foredrag på skolerne for de store klasser, gør jeg meget ud af at fortælle, at man bliver, hvad man spiser, men også hvem man går sammen med,« fortæller Sascha Popovic - som i øvrigt bare kalder sig Sas.

Og Sas ved, hvad han taler om, når han som SSP-koordinator for Brøndby Strand og leder af SSP-institutionen Satellitten forsøger at overbevise børn og unge i Brøndby Kommune om, at de skal holde sig fra kriminalitet og stoffer.

»Som barn og ung boede jeg nær city i København. Så vi hang meget på Strøget. Der lærer man hurtigt nogle tricks. Det starter som regel i det små: Man snyder sig ind i biografen. Det udvikler sig så til, at man også skal have sig noget slik. Og så skal man lige have sig noget fedt tøj, for det har kammeraterne. Vi begyndte så at stjæle nogle biler og blev rodet ud i en masse vold. Jeg havde også et misbrug af euforiserende stoffer - specielt hash,« fortæller Sas.

Sas kom fra Jugoslavien til Danmark som 4-årig i 1971 sammen med sine forældre, der er kristne. Faren havde været officer i 10 år i det jugoslaviske luftvåben og fik nu job som svejser i Danmark. Moren fik job på en champignonfabrik. Sas kom i dansk skole, hvor han både fik danske venner og venner med indvandrerbaggrund. Alt så lovende ud, lige indtil Sas gik ud af folkeskolen.



Problemer med identiteten. »Det gik galt, da jeg kom i puberteten og begyndte at stille spørgsmålstegn: Hvem er jeg? Er jeg jugoslav, eller er jeg dansk?«

Hjemme hos forældrene var der klare spilleregler for Sas og lillebrorens opførsel. Og hvis nogen trådte ved siden af, var der kontant afregning.

»Mine forældre er meget jugoslaviske. Når jeg var inden for hjemmet, var der nogle klare regler for, hvad man gjorde og ikke gjorde. Jeg har fået rigtig mange bank - tørre tæsk til morgenmad. Og min mor måtte bare følge med, for ellers fik hun også én over nakken.«

»Til gengæld har mine forældre ikke rigtigt haft den store interesse i fritidsdelen. Det har måske gjort, at jeg er kommet på gale veje. Jeg fik nogle dårlige venner. Når ens forældre ikke sætter så klare grænser uden for hjemmet, ved man ikke rigtigt, hvad der er dit og mit.«



Vennen greb ind. I to-tre år turede Sas rundt sammen med sine nye venner og lavede ballade. Hans forældre og en god ven fra folkeskolen stod på sidelinien og forsøgte at råbe ham op. Omsider lykkedes det vennen at få rusket op i ham.

»Min ven, som jeg har haft i mere end tyve år, og som jeg stadig har, gav mig et spark i røven og var med til at overbevise mig om, at jeg havde nogle ressourcer i mig, som jeg kunne bruge til noget godt. Jeg skulle have et miljøskift. Jeg havde fortrængt mine rigtige venner fra folkeskolen, og jeg var omgivet af hash, biltyverier og vold.«

»Jeg prøvede også at redde mine venner og få dem til at stoppe, mens legen var god. Inden nogen døde af det eller for alvor kom ind at sidde. Jeg har været så ekstrem heldig at undgå politiet, jeg har ren straffeattest. De andre har været inde på skift,« fortæller Sas.

Sas tog på højskole, mens vennerne fra Købehavn fortsatte som hidtil. På højskolen fik Sas nye venner, han begyndte at spille guitar i et band, og han fik sin første rigtige kæreste - en dansk pige. Efter højskoleopholdet sparkede vennen fra folkeskolen videre, så Sas også fik en HF-eksamen.

»Han mente ikke, jeg skulle nøjes med et højskolediplom og spille guitar i et godt band. Jeg skulle have en uddannelse.«

På HF kom Sas ud med klassens bedste gennemsnit, et 13-tal i historie og stipendium til at læse videre.

»Når jeg mødte de gamle rødder og fortalte dem om mit stipendium, troede de ikke på mig,« fortæller Sas.



Fortiden er med på jobbet. Efter et år på universitetet fandt Sas ud af, at historiestudiet var for snævert for ham, så han tog i stedet en læreruddannelse.

»Og det var helt perfekt. For på læreruddannelsen har man mange fag og en spændende studieordning. Desuden engagerede jeg mig også i studenterpolitik.«

Herefter var dørene åbne for det, Sas brænder for i dag: At arbejde med "de skæve børn". Først et job som lærer i Brøndby Nord, så SSP-lærer og siden blev han opsøgende medarbejder på et SSP-projekt i kommunen. For to år siden blev Sas så leder af Satellitten, hvor han forsøger at hjælpe de skæve unge til en bedre tilværelse. Han lægger ikke skjul på, at han selv har været en rod.

»Det er en fortid, som jeg er flov over i dag. Men samtidig kommer det mig til gode. For når jeg fortæller de unge i dag, at der er håb forude, er jeg glad for min fortid. Det virker mere troværdigt, når man selv har oplevet det på sin krop. Jeg lever mig ind i det og kan tydeligt huske, hvordan det var. Det har ikke den store virkning bare at stå med løftet pegefinger.«