Forsvundne børn: hjælp til at komme videre

For pædagoger er det ofte forbundet med stor følelse af skyld, skam og frygt, når et af institutionens børn stikker af eller bliver væk.

Derfor tilkalder mange institutioner en psykolog til at bearbejde hændelsen.

Lise Skinhøj er chefpsykolog i Falck Healthcare og har ofte været involveret i den slags møder. Hun har et klart billede af, hvilke følelser og tanker der løber igennem pædagogernes hoveder, når et barn er blevet væk.

"Det er noget af det mest chokerende, som pædagoger kan blive udsat for. De bliver konfronteret med det enorme ansvar, de har, når det sker. De kommer pludselig til at tænke over, 'hvad nu, hvis noget var gået galt, hvis barnet var druknet' eller noget lignende," siger hun.



Hjælper at høre om kollegernes frygt. Mødet mellem pædagogerne og psykologen foregår typisk i institutionen om aftenen efter hændelsen eller den næste dag, fortæller Lise Skinhøj.

Hele personalegruppen vil være samlet, og pædagogerne taler hændelsesforløbet igennem. De får efter tur lov til at fortælle om deres oplevelser.

"Pædagogerne fortæller om deres følelser af angst, for eksempel i forhold til ansvaret over for forældrene og tankerne om barnet. Når man hører kollegerne fortælle, at de altså også var bange for, om barnet kunne være druknet, betyder det utroligt meget. Man får bevis for, at man ikke er den eneste, der var så bange," fortæller Lise Skinhøj.

Netop det at få sat ord på følelserne kan hjælpe pædagogerne med at lægge oplevelsen bag sig, påpeger hun.



Normalt at tvivle. I timerne og dagene efter en episode, hvor et eller flere børn har været forsvundet, er det helt normalt, at pædagogerne tvivler på egne evner, forsikrer Lise Skinhøj.

"Det er normalt at tænke, at man aldrig skulle have været pædagog, eller at man aldrig mere tør tage med børnene på udflugt. Og for pædagoger, som tænker de her tanker, er det vigtigt at få at vide, at det er helt naturligt at tænke sådan," påpeger hun.

Hvis en pædagog har svigtet på en måde, så der rent faktisk er sket barnet noget alvorligt, er det vigtigt at fokusere på, at pædagogen ikke har gjort det forsætligt - altså ikke gjort det med vilje, fortæller Lise Skinhøj.

Samtidig påpeger hun, at man skal udskyde eventuelle beslutninger om sin fremtid i pædagogfaget, til den første chokfase er ovre.