At forstå de andre

Børn kan tidligere end man før har været klar over gøre sig forestillinger om psykologiske forhold. Allerede i fireårsalderen kan de sætte sig ind i både egne og andres tanker og følelser. Det har professor i udviklingspsykologi Hans Vejleskov nu skrevet om i bogen "Om børns forståelse af andre mennesker".

"Det er væsentligt for pædagoger at vide, at det ikke kun er adfærden, der udgør børns sociale kompetence. Også deres evne til at forstå og dermed kunne sætte sig ind i andres tanker og følelser er en del af den færdighed, som pædagoger altid har lagt meget vægt på at udvikle hos børn. Det man i daglig tale kalder for "det sociale"," siger han.

Bogen introducerer begrebet social kognition. Det kognitive handler om børns tænkning, intelligens og begrebsforståelse, det sociale om børns adfærd over for andre. Men når man kombinerer de to ting, som nogle psykologer især i USA har interesseret sig for, bliver man klogere på, hvornår og hvordan børn forstår andres følelser og tanker, og hvordan og hvornår de kan handle på baggrund af den forståelse.

Hans Vejleskov præsenterer social kognition som en "dagligdagens psykologi", det vil sige almindelige menneskers opfattelse af psykologiske forhold. For eksempel hvordan man lærer sig noget, hvad der får én til at gøre dit og ikke dat, hvad mennesker føler i forskellige situationer, og hvordan andre mennesker tænker og opfatter.

Bogen giver et overblik over de psykologer, der arbejder med at blive klogere på, hvordan børn udvikler sådan en dagligdagens psykologi ved at samle al forskning på området.

"Jeg har gerne villet give pædagoger en viden om, i hvilken udstrækning børn er i stand til at forestille sig, hvad andre tænker og føler. For det er en del af den sociale kompetence. Noget tyder på, at har børn udviklet den forestilling, bliver de mere hensynsfulde, men det er dog ikke en naturlov, for sådan en evne kan selvfølgelig både bruges og misbruges. Hvis man kan sætte sig ind i, hvordan en anden har det eller tænker, så kan det jo også bruges til at drille vedkommende," siger han.



Leg fremmer forståelsen. Ligesom i så meget andet inden for psykologien er der også på dette område delte meninger om, hvad der fører til, at børn udvikler social kognition. I USA lavede J. Perner og H. Wellman et forsøg, hvor de fortalte børn historien om Maxi for at finde ud af, hvornår de kan sætte sig ind i, at andre gør sig deres tanker, og hvad andre føler.

Maixi går i byen med mor, og de køber noget chokolade. Hjemme igen lægger Maxi chokoladen i skab A. Mens Maxi er ude og lege bruger mor noget af chokoladen, fordi hun skal bage en kage. Bagefter lægger hun resten af chokoladen i skab B. Da Maxi kommer ind igen, vil han have noget af chokoladen. Spørgsmålet til børnene er så: I hvilket skab kigger Maxi for at finde chokoladen?

De mindre børn har set, at mor har lagt den i det andet skab, så de vil mene, at Maxi også har den viden og siger, at han vil kigge i skab B, fordi de forudsætter, at han ved det samme som dem. Mens de lidt større, og det vil sige de fireårige, meget ofte vil være klar over, at Maxi ikke har set, at chokoladen skiftede plads, og derfor vil mene, at han skal lede i skab A.

"De to forskere siger, at børnene i den alder begynder at danne sig en "theory of mind", hvilket jeg mener er for stærke ord, for det er jo ikke en teori. Men det væsentlige er, at i fireårsalderen kan de fleste børn svare rigtigt på spørgsmål som den om Maxi og chokoladen. Wellman og Perner mener, at det afgørende er, at børn udvikler evnen til at tænke på tanker og forestille sig noget. Andre mener, at børn kan simulere eller lade som om eller foregive - det samme som de gør i leg, fra de er cirka to år. På den måde kan de forestille sig, at det gør andre også. Andre igen mener, at det bare er noget, der langsomt udvikler sig. Og man kan roligt skændes om det, for det er umuligt at bevise det," siger Hans Vejleskov, som mener, at det er erfaringer med at lege og især erfaringer med at lege sammen med andre, der fremmer udviklingen.

"Sagen er, at før børn kan sætte sig ind i andres tanker og følelser, kan de sagtens forstå, hvad andre ønsker, og hvad de vil - har af hensigter, ellers ville de ikke kunne kommunikere. Det sker i toårsalderen. De ved, hvad andre vil opnå, fordi de også selv gør noget for at opnå noget. Senere, når de magter sproget bedre, kan de bede om noget, som de gerne vil have. Alt det kalder man intentionalitet med et fint ord, at mennesker er ude på noget med det, de foretager sig," siger han.



Moral, skam og skyld. Moral er en del af social kognition, og Hans Vejleskov beskæftiger sig i bogen også med børns forståelse af moral, som især udviklingspsykologen Jean Piaget har beskæftiget sig med. Ikke fordi han interesserede sig for, om børn bliver moralske eller opfører sig moralsk, men for hvordan de bliver det. Altså også noget kognitivt.

"Børn kan meget tidligt forholde sig til moral, men efterhånden som de bliver ældre, forholder de sig til moral på en anden måde. For et lille barn vil det ofte være sådan, at det, der er godt, er det, man får ros for, og som er accepteret af de voksne, mens det, der er skidt, er det man får skældud for," siger han.

Moral hænger sammen med hensigter, tanker og handlinger, og efterhånden som børn bliver ældre, indser de, at der er forskel på at gøre noget, der har en uheldig virkning med vilje, eller at man kommer til at gøre det. Det næste - og det skal børn være godt oppe i skolealderen for at kunne - er, at man kan synes, at det er umoralsk at tænke ondt om en anden, og det er noget mere raffineret. "Piaget vil sige, at det kræver formel operationel tænkning og Vigotsky vil kalde det abstrakt tænkning. Man kan sige, at det er overgangen fra skam til skyld. At skamme sig er afhængig af, om andre ser, hvad man gør. Men man kan godt føle sig skyldig, selv om det kun er én selv, der ved, at man har gjort noget forkert, har undladt at gøre noget, eller blot tænkt slemme tanker," siger han.



To sider af en kompetence. Hans Vejleskov mener, at for at et barn kan siges at være i besiddelse af social kompetence, må det ikke bare forstå noget, men også have en vis vilje til at handle i den retning.

"Det er jo ikke nok, at børn kan forstå, hvordan andre føler eller tænker, hvis det ikke kombineres med handling. Og vi må indrømme, at der er nogle, der aldrig opnår den sociale kompetence. Børn, der mobber andre, kan sagtens have en social forståelse, når de lige kan ramme en kammerat på et ømt punkt. Men en social kompetence kan de ikke siges at have," siger han.

At have en social kompetence indebærer altså, at børn både kan forestille sig, hvad andre synes, mener, tænker og ønsker, og at de også kan gøre noget i forhold til, hvad de mener den anden har brug for. Hvis den anden er ked af det, trøster de, hvis den anden er glad for noget, så beundrer de det, hvis den anden tager fejl, kan man hjælpe.

"Det er jo det, der skal til, at man omsætter forståelsen af den anden til, at man så også bruger det til noget positivt," siger Hans Vejleskov.

Men en ting er at forstå andres tanker og følelser, noget andet er forståelsen af ens egne tanker og følelser. Og hvad kommer først, hønen eller ægget. Hans Vejleskov mener, at det er en vekselvirkning, men der er stor uenighed blandt psykologer.

"Nogle siger, at efterhånden som børn bliver bedre til at forstå andre mennesker, kan de også forstå sig selv. Andre psykologer siger, at efterhånden, som børn opdager, at de selv har ønsker, hensigter og tanker, så bliver de klar over, at andre også har det. Jeg mener, at på den ene side kan man projicere noget over i omverdenen, som man selv oplever - hvis man er bange, kan man synes, at andre ting ser truende ud. Den anden vej er, at man observerer noget i omverdenen og oplever, at sådan har man det også selv," siger han.



Fra empati til sympati. Børn forstår tidligt, at smider de sutten på gulvet, så er der stor sandsynlighed for, at mor samler den op - igen og igen, indtil hun ikke gider mere. Og det kan man godt kalde en social handling, for der er tale om et samspil, der foregår en intuitiv forståelse af, at når jeg gør sådan, så gør hun sådan. Men der er forskel på sociale handlinger og fysiske handlinger, forklarer Hans Vejleskov.

"For der er jo en forskel på at vide, at hver gang jeg holder en genstand ud i strakt arm og slipper dem, så falder den. Og så på at forstå, at gør jeg noget en dag, bliver mor sur, og gør jeg det en anden dag, så bliver hun ikke sur, fordi hun måske er i bedre humør. Virkningerne af sociale handlinger er ikke lige så konsekvente som virkningerne af fysiske handlinger, fordi et andet menneskes tanker og følelser er involveret," siger han.

Om et barn forstår, at dets handlinger giver reaktioner hos andre, kan man se helt ned i treårsalderen, mener Hans Vejleskov.

"Så snart man kan tale om venskaber mellem børn, viser det, de gør for hinanden, at de har en vis indsigt i hinanden. Når man taler om en særlig relation, som er lidt mere intens, må det betyde, at der er en gensidig adfærd, som er særlig for den relation. Og her er ikke bare tale om empati, som kan foregå helt intuitivt og uden bevidsthed. Man skal kunne forstå, hvorfor den anden er ked af, for at kunne udvise sympati og hjælpe den anden," siger han.