Forskning. Hvordan bekæmper vi stress i fællesskab?

Hvad undersøger I?

»Jeg undersøger, hvordan vi kan finde nye måder at håndtere det, at vi oplever et kæmpestort pres på fagligheden. Det kalder jeg ’moralske konflikter i det moderne arbejdsliv’. Min forskning viser, at for­skellen mellem, om man kan være i det eller ej, blandt andet hænger sammen med, i hvor høj grad man oplever sig som moralsk uansvarlig eller ej. De, der føler sig for­pligtede til at levere mere end det, der er muligt, bliver sygemeldt med stress. De begynder at tage arbejdet med hjem, og de ­begynder at opleve sig selv som ikke bare fagligt uansvarlige, men også moralsk uansvarlige. I stedet for kun at tænke over, hvordan den enkelte kan håndtere det selv, så undersøger jeg, hvordan vi kan håndtere det i et arbejdsfællesskab ved at have dialoger og støtte hinanden. Dialogerne er koblet op på ny viden om, at det er forskelligt, hvad der presser os, og hvordan vi håndterer pres. Vi skal udvikle et sprog for, hvordan vi hver især håndterer pres, og hvordan vi støttes og hjælpes. Det ved vi ikke nødvendigvis selv, så det skal min forskning hjælpe til.«



Hvorfor er det vigtigt?

»Hvis du kigger på de råd, der er mod stress, så handler det meget om, hvad du kan gøre selv. Det er ofte noget med, at du skal sætte barren lavere. Ellers også handler det om, at vi skal have bedre normeringer i institutionerne. Så enten er det noget, den enkelte ikke kan gøre noget ved, fordi det er politisk styret, eller også er det individuelle råd om, at du ikke skal være så perfektionistisk, du skal sige fra, stå fast osv. Den enkelte leder og medarbejder i en daginstitution kan ikke ændre på normeringer, børnetal eller alle de nye krav, som forældrene stiller. Men ingen skal stå med presset alene, så rådene må ikke blive individuelle. Det er vigtigt, vi også taler om normeringerne og det store arbejdspres. Men skal den enkelte leder og medarbejder kunne støtte hinanden i dagligdagen, så er det vigtigt, vi får råd, der handler om, hvordan vi i fællesskab kan håndtere problemstillingerne. Stress rammer individuelt, men det må aldrig nogensinde blive et individuelt ansvar at skulle løse. Det er et kollektivt ­ansvar. I min forskning undersøger jeg, hvordan vi kan arbejde med det i fællesskab.«



Hvordan skal I undersøge det?

»Jeg har interviewet ledere og medarbejdere i tre kommuner. I Skanderborg har jeg talt med 25 ledere og medarbejdere i fire daginstitutioner. De har afprøvet mit materiale, og derefter har jeg lavet fokusgruppeinterview og enkeltstående interview, om hvordan det har været at arbejde med. Materialet består af et hæfte, der beskriver min forskning om stress og skam. Dertil har jeg en manual med refleksionsøvelser og råd til, hvordan vi kan have samtaler om stress. Det har nogle af lederne brugt i deres MUS-samtaler. Derudover har jeg et hæfte, hvor jeg har samlet en masse pointer fra forskningen og nogle fortællinger, man kan spejle sig i. Jeg er blevet opmærksom på, at det vil være godt også at have dialogkort, så dem er jeg ved at lave nu, og de skal også afprøves. Hvis vi virkelig skal have fælles løsninger, så handler det om at blive inviteret ind i hinandens verdener. Det prøver jeg med det her materiale. I 2020 vil materialet være færdigt, og alle vil kunne bruge det.



Om forskeren

Pernille Steen Pedersen er ph.d. og ansat som post.doc på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Hun gennem flere år forsket i, hvordan ledere kan håndtere medarbejdernes stressrelaterede problemstillinger. Lige nu afprøver hun de forskningsbaserede værktøjer ’en ny anerkendelsespraksis’ i fire daginstitutioner under et forskningsprojekt, der løber frem til 2020. Projektet er et partnerskab mellem CBS og Fremfærd, der er et samarbejde mellem KL, BUPL og andre faglige organisationer på det kommunale område.