FORSKNING. Forsimplet sprogsyn passer ikke til børn

Børn skal blive gode til at læse, når de kommer i skole, og i børnehavealderen identificerer man bedst børnenes kommende læseevner ved at undersøge deres ordforråd. Sådan lyder en forsimplet udgave af det sprogsyn, der en del år har domineret de politiske initiativer på børneområdet og til dels også har sat dagsordenen for forskere og pædagogikken.

Det sprogsyn er for snævert, mener Lars Holm, der er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).

»Når den læseorienterede tilgang er så dominerende, er der en stor risiko for, at man kommer til at sætte klappen for det ene øje og for eksempel ignorerer, at særlige faktorer gør sig gældende for de flersprogede børn,« siger han.

Den måde, man i dag kategoriserer børn og måler den sproglige kunnen på, påvirker den pædagogiske opmærksomhed.

»Det synliggør nogle aspekter og usynliggør andre aspekter af børns sproglige udvikling. Dermed påvirker det, hvad vi opfatter som normalt. Alle forældre glæder sig over deres børn, men de bekymrer sig også om, hvordan de udvikler sig. Her er de sproglige kategoriseringer væsentlige, da det, som gøres centralt i diskussionen om og forståelsen af sprog, påvirker, hvad man bekymrer sig om,« siger lektoren.



Sådan måles sprog. Lars Holm har analyseret, hvordan man i den pædagogiske verden kategoriserer og historisk har kategoriseret små børns sprog.

Den første sproglige kategorisering tager afsæt i specialpædagogikken: I begyndelsen af 1900-tallet begynder man i skolen at skelne mellem normale børn og børn med indlæringsvanskeligheder – vanskeligheder, der primært handler om det sproglige. Ligesom ved intelligenstest skelner man her mellem børn, der er ’aldersvarende’ og ’ikke-alderssvarende’. Når de professionelle vurderer børns sprog, sker det ud fra en opfattelse af, at barnets sprog kan vurderes ud fra en måling af en række delelementer som udtale, ordforråd, og hvordan sætningerne grammatisk sættes sammen. Det handler i meget lille grad om den sammenhæng, barnet bruger sproget i, og derfor foregår vurderingen typisk i en situation, hvor barnet er i enrum med en voksen, og hvor selve handlingerne er meget styret af vurderingsmaterialet.

Den kategorisering holdt i mange år, men i begyndelsen af 1990'erne begynder man at operere med ’etsprogede’ og ’tosprogede’ børn. Det betyder, at der kommer fokus på sprog på en anden måde end tidligere. I stedet for en standardiseret norm om at være alderssvarende identificerer man en særlig ’sprogbrugssituation’, og den måde, man opfatter målinger på, er væsentligt anderledes end ved den specialpædagogiske tilgang. Her sigtes mod at give en bredere sproglig profil af barnet, og det er en grundantagelse, at barnets sprog ikke kan adskilles fra situationen, som barnet bruger det i. Når sproget vurderes, sker det i en mere fri samtale end i den socialpædagogiske tilgang, men også her er det en samtale mellem ét barn og én voksen. Hovedformålet med sprogvurderingen af tosprogede børn er at vurdere, om der skal sættes ind med sprogstimulering. Er der brug for en indsats, foregår det ofte som en integreret del af pædagogikken i dagligdagen, og dermed er det ikke i så høj grad sprogpædagoger eller konsulenter, der står for indsatsen. Dermed er den tosprogede kategorisering med til at sætte yderligere fokus på sprog i den pædagogiske hverdag.



Fokus på læsning. Samtidig tager en anden udvikling form. Skoleverdenen bliver ramt af flere chok, da læseundersøgelser placerer de danske børn længere nede på de internationale ranglister, end de fleste har forventet. Det har siden sat dagsordenen for den politiske debat og for flere initiativer. Det er også en væsentlig del af baggrunden for den sproglige kategorisering, som Lars Holm kalder ’det læseorienterede fokus’. Det viser sig blandt andet i 2007, hvor et krav om at tilbyde sprogtestning af alle treårige bliver begrundet med, at børnene skal ligge i toppen i PISA-testen.

Når børns sprog derefter skal vurderes, foregår det i en stærkt styret interaktion mellem en pædagog og barnet, og forældrene bliver også inddraget via spørgeskemaer. Indenfor det læseorienterede fokus opfattes børns ordforråd som en af de vigtigste forudsætninger for at blive en god læser i skolen, og derfor rettes fokus på indsatser, der anses som centrale for at udvikle læsefærdigheder. Man opfatter i høj grad sproget som noget, der kan nedbrydes i små dele og analyseres – og i mindre grad som noget, der foregår i en interaktion mellem børn.

»Problemet er, at der ikke rettes fokus mod sprog som en social handling mellem børn, og at man ikke er optaget af at undersøge og understøtte børn i at udvikle sprog til for eksempel at invitere hinanden med i leg, sætte grænser, forhandle konflikter og den slags,« forklarer Lars Holm.

Med det læseorienterede fokus forsvinder opdelingen i etsprogede og tosprogede børn, fordi det anses som et problem, hvis der ikke bruges samme vurderingsmateriale til alle børn. Det vil nemlig gøre det sværere at sammenligne børnene, skriver Lars Holm i sin analyse.



Ikke så simpelt. Kategoriseringerne er historisk fortløbende, men de afløser ikke fuldstændig hinanden. Der kan være stor forskel på, hvordan man kategoriserer børn fra kommune til kommune, og det specialpædagogiske fokus eksisterer stadig.

Men nutidens altdominerende fokus er det læseorienterede, som Lars Holm forholder sig kritisk overfor.

»Det er hensigtsmæssigt at anlægge et andet perspektiv på sprog, nemlig som noget børn gør med hinanden og sammen med voksne. Med det perspektiv kan man ikke bryde sproget op i små enkeltdele og se det udenfor sammenhæng. I stedet kan man observere interaktionen mellem børn som en helhed, hvor man blandt andet også medregner gestik og toneleje,« foreslår han.

Holder man fast i det læseorienterede fokus, er man derimod med til at cementere en bestemt forståelse af, hvad sprog er, forklarer Lars Holm:

»Man installerer sprog, som noget børnene har, i stedet for noget kommunikativt. Det betyder for eksempel, at hvis en test viser, at lille Peter ikke kan så mange ord, så leger man bestemte sproglege – det kan være vendespil – i en uendelighed, fordi han skal lære flere ord. En måling eller test er aldrig bare en test. Det er også med til at skabe en forestilling om, hvordan ting er. Forældre bliver også påvirkede af det. Det spiller en stor rolle for handlingerne i dagligdagen, hvad mor og far anser for normalt, og om de ser sproget som et individuelt fænomen eller som en interaktion mellem mennesker.«



Fejlkilder i test. Overordnet kan man ifølge Lars Holm forstå børns sprog på to måder: Som noget et barn har, eller som noget et barn gør.

»Ser man det, som noget et barn har, opfatter man det nærmest som et biologisk fænomen og også som et individuelt fænomen hos det enkelte barn, som man kan opmåle og tælle. Man ser det meget i et skriftsprogsperspektiv, og derfor måler man på, om de kender bestemte ord. Men det er interessant, at børnehavebørn grundlæggende ikke ved, hvad et ord er. Det ved de først, når de har gået i skole i et par år. De fleste børnehavebørn ved ikke, at ’skal vi lege’ er tre ord. For dem er det en sproghandling, som passer til den bestemte situation – at de gerne vil lege med en kammerat,« siger Lars Holm

Anså man i højere grad børnenes sprog som noget, der foregår i den dagligdags interaktion mellem børn og mellem voksne og børn, kunne man også komme udenom en væsentlig fejlkilde i ’diagnosticeringen’ af børn.

»Ser man sproget ud fra den skriftsproglige tilgang og mener, at man kan måle sproget hos børn, forudsætter man, at børn vil lade sig måle. Man skaber en daginstitution, hvor det at gøre børn målbare er meget væsentligt. Men når det handler om sprog, er det meget komplekst og svært at skabe den praksis i forhold til det enkelte barn. Vi har set børn, der er utrygge ved målinger og ikke vil være med. Og i mine data kan man se, at nogle af dem, som har en vellykket interaktion, har det, når de snakker udenom testen,« fortæller Lars Holm.

Når den tilgang, som Lars Holm er kritisk overfor, alligevel er dominerende, handler det blandt andet om at tilfredsstille embedsmænd og politikere,

vurderer han.

»Der sidder folk i kommunale forvaltninger og i ministerier, og de er meget glade for tal og for at kategorisere børn efter, hvilke ord de kan. De spørger ikke: Hvordan kan vi udvikle børns sprog, men hvordan kan vi lære dem at læse bedst muligt i skolen?« siger Lars Holm.



Om forskeren

Lars Holm er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse- Pædagogisk Antropologi. Han har ad flere omgange forsket i børns sprog i dagtilbud. Han har blandt andet været med til at evaluere brugen af sprogtest, og især hvordan man understøtter tosprogede børns sproglige udvikling.



Om forskningen

Hvordan taler vi om at styrke små børns sproglige udvikling? Det har været hovedspørgsmålet i Lars Holms analyse: ’Rammesætning af det sprogpædagogiske arbejde med tosprogede småbørn’. Det empiriske udgangspunkt for analysen er lovgivning, ministerielle og kommunale rapporter, sprogtest og udviklingsarbejder.