Forsider og bagsider

Sommeren er skøn. Men selvom vaffelisen køler dejligt, så smelter den så hurtigt i varmen, at den løber ned ad armene på en, før man når at spise den. Og når vandtemperaturen når nye højder, og man kaster sig i bølgen blå, bliver man ramt af en vandmand, mens algerne breder sig, og iltsvindet er på vej i de indre, danske farvande. I Sydfrankrig har voldsomme skovbrande forvandlet timianduftende bjergskråninger til afsvedne brandtomter og bragt landsbyboere og turister i fare.



Sådan er der en bagside ved alt. I Politikens sommerkronik-serie, "Kunstpause", har Christian Lemmerz tegnet to agurker: en Agurk og en Bgurk. Det får mig naturligvis til at tænke på agurketiden i medierne, men også de gamle singlepladers A- og B-sider. A-siden var tænkt som "hittet", men nogle gange var det B-siden, der blev spillet mest. Man kan også sige, at A- og B-siderne snildt kunne være byttet om, for begge hører med til det samlede billede af musikken.



I sommerens mediebillede har Dansk Folkeparti fået lov at fylde en hel del. Mens andre holder sig i skyggen, har partiet fået frit spil til at fremsætte det ene mere overophedede forslag efter det andet. For det første skal afviste asylansøgere tvinges hjem NU! Ellers bliver der ingen finanslov, siger partiet. For det andet skal det være slut med tørklæder og anden "kulturelt betinget hovedbeklædning" i skolen. Gad vide, hvad de store drenge i skolen siger til, at de bliver nødt til at lægge den omvendte kasket derhjemme? Hvis forslaget vel at mærke bliver vedtaget, men det er nok lige så usandsynligt som julesne i august. Spørgsmålet er, om Dansk Folkeparti får flere agurkehistorier på dagsordenen, inden hedebølgen lægger sig, og der bliver plads til eftertanke om, hvad det er for et samfund og et menneskesyn, vi vil have i Danmark.



Aviserne har også givet plads til "Venstres 10 teser", udarbejdet af en række liberale politikere med Søren Pind i spidsen. Her er hovedtesen, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet, staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. En sådan tese, og de samfundsmæssige prioriteringer, der følger heraf, kræver en modsigelse. En anden side af sagen - eller B-siden om man vil. En tese om, at individ og fællesskab er uløseligt forbundet, at socialt ansvar indebærer et fælles ansvar over for de svage og udstødte, at demokratisk kontrol med offentlige velfærdsydelser er en grundpille i samfundet, samt at vi har et fælles ansvar for opdragelse, dannelse og uddannelse af de kommende generationer.



Musikeren Arne Würgler har i et debatindlæg i pressen spillet ud med 10 alternative teser om fremtiden. Lad det blive fulgt op med andre modspil til det ultraliberale samfundssyn, der har præget den politiske debat i den varme sommer.