Forandring og nyudvikling

Jeg er ikke i tvivl om, at efter den fusionsproces, der standsede på den ekstraordinære kongres for kort tid siden, har vi fortsat et behov for forandringer og for nyudvikling

På det hovedbestyrelsesmøde, som finder sted i disse dage, skal vi blandt andet diskutere - og beslutte os for det videre arbejde med - BUPL's pædagogiske profil. Det overordnede formål er, at BUPL som helhed skal have bedre muligheder for at agere relevant på både politiske, pædagogiske og administrative niveauer. Og vel at mærke ud fra et fælles visionært og pædagogisk værdigrundlag.

Arbejdet med pædagogisk profil blev besluttet af kongressen 2000 som en del af satsningsområdet "Pædagogisk Faglighed" ud fra den erfaring, at daginstitutionerne over de senere år har fået en mere markant, men også mere generel rolle som et væsentligt bidrag til børn og unges udvikling og læring.



I skrivende stund ved vi endnu ikke, hvilke konsekvenser valgresultatet vil få for familiepolitikken og for børn-og-unge-politikken. Men vi ved, at politiske ændringer slår ind og skaber ændringer inden for det pædagogiske arbejdsområde og daginstitutionerne.

I takt med at samfundsmæssige ændringer påvirker det pædagogiske arbejdsfelt, skal vi også selv være åbne for forandringer. Vi skal ikke alene være fleksible og tilpasse os. Vi skal også kunne og turde arbejde med forandring.

Og jeg er ikke i tvivl om, at efter den fusionsproces, der standsede på den ekstraordinære kongres for kort tid siden, har vi fortsat et behov for forandringer og for nyudvikling.



Det kan være et udgangspunkt at se nærmere på, om der hos os selv eksisterer barrierer for de forandringer, der er ønsket eller påkrævet. Kultur, vaner og rutiner kan være sådanne barrierer. Er det nu tiden, hvor vi får kigget grundigt på os selv? Har vi en BUPL-kultur, og - i givet fald - er denne kultur så befordrende for udvikling og forandring, eller er den en barriere?

Hvilke vaner og rutiner benytter vi os af i forretningsudvalget, i hovedbestyrelsen, i de lokale fagforeningsbestyrelser? Er det vaner og rutiner, som måske fastlåser os i vores egen selvforståelse, så vi glemmer, hvem vi er til for?



I en undersøgelse foretaget af Nellemann Konsulenterne er der således tillidsrepræsentanter, der giver udtryk for, at samarbejdet mellem BUPL lokalt og centralt er præget af "Top-down". Ligeledes vurderer man, at BUPL har et stort potentiale, modet, ressourcerne samt styrken til at tænke nyt. Men man er i tvivl om, hvorvidt der sker en forankring i organisationen af de nye tiltag.



Vi bliver nødt til at skabe større sammenhæng mellem bund og top i vores organisation, hvis vi skal fastholde engagement og begejstring. Et engagement og en begejstring, der kan skabe nye ideer til, hvordan vores organisation og vores fag skal udvikle sig, så vi kan blive ved med at være stolte af vores fag, vores fagforeninger og vores forbund.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.