Forældretema; Guldklump i gode hænder

Forældre til børn i daginstitutioner er meget glade for pædagogerne, men synes, at kvaliteten halter. Børnene har for lidt plads, og det enkelte barn får ikke nok opmærksomhed, siger de i ny undersøgelse

Undersøgelse efter undersøgelse har dokumenteret, at pædagogers arbejde nyder respekt blandt forældre. På den måde er der intet nyt under solen i den seneste undersøgelse af forældrenes tilfredshed.

Den er gennemført af analyseselskabet Synovate Vilstrup på bestilling af BUPL og viser, at ni ud af 10 forældre er tilfredse med personalet i deres børn institution. Parametrene, som trækker opad i bedømmelsen, er personalets engagement, evne til at stimulere kreativitet og fantasi, skabe trivsel og udvikle sociale færdigheder.

Nedad i forældrenes bedømmelse trækker derimod, at personalet har for lidt tid til nærvær med og omsorg for det enkelte barn. Relativt mange forældre mener desuden, at en større andel af personalet i daginstitutionerne bør være uddannede pædagoger.



Ingen tid, ingen ro. Det nye i undersøgelsen fra Synovate Vilstrup er, at den afdækker, hvad det er for forudsætninger, som forældrene anser for at være betydningsfulde for kvaliteten af deres børns dagtilbud, og i hvilken grad de synes, at disse forudsætninger er opfyldt.

Ifølge undersøgelsen er der to områder, hvor det, som forældrene finder betydningsfuldt for kvaliteten, i særlig ringe grad ikke er opfyldt. Det er for det første personalenormeringen, altså forholdet mellem antal børn og antal medarbejde, og det er for det andet de fysiske rammer, her først og fremmest det antal kvadratmeter, som børnene har af boltre sig på, når de er indendøre i deres institution.

34 procent af de adspurgte forældre tilkendegiver, at de er en enten meget utilfredse eller utilfredse med personalenormeringen, mens 29 procent er meget utilfredse eller utilfredse med en af de afledte virkninger: Personalets knappe tid til at yde det enkelte barn nærvær og omsorg.

Den største grad af utilfredshed - 38 procent - vedrører pladsforholdene i institutionerne. Mange børn på få kvadratmeter betyder ifølge disse forældre blandt andet, at børnenes muligheder for at lege alene og finde ro til fordybelse er dårlige eller meget dårlige.



Hovedstaden topper. Blandt de utilfredse er nogle mere utilfredse end andre. Når det handler om personalenormeringen, er kvinder mere utilfredse end mænd. Forældre med børn i aldersintegrerede institutioner anker mest over, at pædagogerne har for lidt tid til det enkelte barn.

Forældre i hovedstadsområdet topper i utilfredshed med pladsforholdene og mener i hørere grad end andre, at der i personalegrupper skal være flere uddannede pædagoger.

Undersøgelsen giver ikke forklaringer på disse forskelle, men Simon Bjerremann Jensen fra Synovate Vilstrup, der har gennemført de interview, som resultaterne bygger på, siger, at der ikke er tale om statistiske tilfældigheder.

"Jeg kan ikke sige, om forældrene i hovedstadsområdet har saglige grunde til at være mere utilfredse med pladsforholdene end andre, eller hvad grunden er til, at forældre med børn i aldersintegrerede institutioner i højere grad end andre synes, at deres børn savner voksenkontakt, men jeg kan konstatere, at de skiller sig ud med deres utilfredshed," siger Simon Bjerremann Jensen.



Ros og stress. Forbundsformand Henning Pedersen tager undersøgelsens resultater som udtryk for, at forældrene mærker følgevirkningerne af, at der hverken fulgte flere medarbejdere eller mere plads med, da kommunerne indføre pasningsgarantien og indskrev i titusindvis af nye børn.

"Det bliver nu bemærket af forældrene, ligesom børnene og pædagogerne allerede gennem lang tid har mærket det på egen krop," siger Henning Pedersen.

Selv hæfter han sig ved forældrenes påpegning af, at børnene har svært ved at finde steder, hvor de har mulighed for at fordybe sig uden konstant at blive forstyrret af andre børn.

"Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan det er for et barn at opholde sig i sådanne rammer dag efter dag. De ansvarlige politikere bør forholde sig meget alvorligt til forældrenes melding - også i de igangværende økonomiforhandlinger mellem stat og kommuner," siger Henning Pedersen,

Som forholdene er i dag, kan de ikke fortsætte, mener BUPL's forbundsformand:

"Når pædagogerne alligevel får ros for deres indsats, siger det noget om deres professionalisme. Men i vores statistikker over stressede pædagoger, kan vi tydeligt aflæse, at regnestykket ikke går op i sidste ende."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.