Forældretema; Forbrugeren og ekspedienten

En daginstitution bliver beskrevet som en virksomhed, pædagogerne som servicepersonale, der skal levere en vare, og forældrene som forbrugerne, der enten er tilfredse eller utilfredse med varen. Det er konsekvensen af de sidste 20 års liberalisering af de offentlige institutioner og et rigtig dårligt udgangspunkt for samarbejdet mellem forældre og pædagoger. Det påpeger Maja Røn Larsen, cand. mag. i psykologi og socialvidenskab og udviklingskonsulent i BUPL, på baggrund af et langt forskningsforløb i samarbejde med forskere, pædagoger, forældre og forvaltningspersonale.

"Markedstankegangen gør, at forældrene bliver forvandlet til forbrugere af en ydelse, som det er pædagogernes pligt at levere. I brugerundersøgelser måler man forældrenes tilfredshed med ydelsen, og konsekvensen bliver nemt, at tilfredshed bliver et mål i sig selv for den pædagogiske institution. Det er noget af det, der får pædagoger til at beskrive samarbejdet med forældrene som vanskeligt," siger hun.

Hvis man fastholder forbrugerperspektivet, kan der ifølge Maja Røn Larsen ske det, at pædagoger bliver alt for optaget af at stille forældre tilfredse, så de undgår konflikter. For en ekspedient skal jo sørge for, at kunden er tilfreds. I interviewene giver forældrene udtryk for, at de er tilsvarende optaget af, hvad "man får for pengene". Så begge parter glider umærkeligt ind i en forestilling om, at det er så den måde, man kan vurdere daginstitutioner på.

"Man kan sige, at den måde vi er begyndt at opfatte offentlige institutioner på, drejer fokus væk fra det, som pædagogerne beskriver, at de gerne vil have det til at handle om, nemlig børns liv sammen. For det er her, pædagogers faglighed er, det, de er uddannet til, og det, som de kan bidrage med i samarbejdet," siger hun.



Samarbejde er konfliktfyldt. På grund af opdelingen i forbruger og servicepersonale bliver der for begge parter et meget stort ønske om harmoni i samarbejdet. Det gælder om at have tilfredse brugere, og derfor føler pædagogerne sig presset til at gå på kompromis og tilsidesætte deres faglighed til fordel for det konfliktfrie samarbejde.

På baggrund af det store interviewmateriale mener Maja Røn Larsen, at man ikke skal være så bange for konflikterne, som slet ikke kan undgås. Forældre og pædagoger står forskellige steder i forhold til barnet, ser forskellige ting i barnets liv og har forskellige opgaver i forhold til barnet. Derfor vil de ofte have forskellige perspektiver på, hvad der er vigtigt i barnets liv. Og derfor vil deres samarbejde til tider være konfliktfyldt.

"Udgangspunktet for et ideelt samarbejde er vel, at forældre og pædagoger ser, at de trods forskellige positioner har brug for hinanden. Pædagogen ser noget, som forælderen ikke ser, men som han/hun har brug for for at kunne forstå sit barn. Og omvendt har pædagogen brug for forælderen til at se og fortælle om, hvordan barnet er derhjemme for at kunne forstå dets adfærd i børnegruppen. Hvis man har det som udgangspunkt, må man acceptere konflikter og uenigheder som et vilkår," siger hun.

Mange pædagoger beskriver det som meget ubehageligt, at forældrene "brokker" sig over for eksempel konflikter mellem børnene, men i stedet for at forstå det som brok og forsøge at stille forældrene tilfredse ved at glatte ud, skal pædagogerne hellere forklare, hvad der sker. At det, der ser ud på en bestemt måde fra forælderens side, kan se anderledes og mere facetteret ud, hvis man ser det fra barnets og gruppens side.

"Og det er jo det, pædagoger kan. De har en enorm viden om børns trivsel i grupper, som forældre ikke har adgang til, hvis ikke de får den af pædagogerne. Men mange tænker nok ikke over, at det er sådan. Forældrene har faktisk meget brug for pædagogerne for overhovedet at forstå, hvad det vil sige at være barn i en daginstitution," siger Maja Røn Larsen.



For børnenes skyld. Børnenes lykke er ikke gjort, fordi deres forældre har indtaget pladsen som forbrugere i den velfærdsbutik, som deres daginstitution er en del af, mener Maja Røn Larsen.

"Børnene profiterer ikke af, at samarbejdet kommer til at handle om, at deres forældre skal stilles tilfreds. Mange pædagoger beskriver forældresamarbejdet som noget, der tager tid fra børnene, og det frustrerer dem, at servicerelationen betyder, at deres anstrengelser ikke kommer børnene til gode," siger hun.

Samarbejdet skal ikke kun handle om, hvor godt det går, men også om hvad der er svært for børnene i øjeblikket, og hvilke problemstillinger der pædagogisk bakses med for tiden.

"Det er en pædagogisk opgave, som barnets pædagog må tage på sig og - ifølge de pædagoger jeg har talt med - også gerne vil tage på sig. Men det kræver nok, at man går imod strømmen og holder fast i, at skal man bruge tid på samarbejde, så er det noget, som børnene skal have glæde af. Det er nok lidt politisk sprængfarligt i forhold til en dagsorden om service og forbrugertilfredshed at fastholde, at den type samarbejde, som kun handler om at glatte ud eller gøre tilpas, den har børnene ikke noget ud af."



Det målbare. Maja Røn Larsen har i sit forskningsarbejde interviewet mange forældre, og det er en generel anke fra forældre, at de ikke ved nok om, hvordan deres barn har det hele dagen.

"Som forælder er man allermest optaget af, om ens barn trives og har det godt. Det er vel ikke kun egoisme. Det er jo forældres fornemmeste opgave at bekymre sig om deres barn, fordi det i sidste ende er deres ansvar, at barnet har det godt. Og det job kan man reelt kun udfylde, hvis man ved, hvad det er, pædagogerne går og gør sammen med ens barn hver dag," siger hun.