Forældre sætter kvalitet over pris

Tre ud af fire forældre mener, kvaliteten i deres børns institution er vigtigere end prisen og åbningstiderne. Det viser rundspørge blandt godt

Danske forældre bekymrer sig om deres børns trivsel. Så meget, at tre ud af fire svarer, at kvalitet og indhold i deres børns institution betyder mere, end hvor længe institutionen har åbent, og hvad pasningen koster.

Det viser en Vilstrup-undersøgelse, som BUPL har fået foretaget blandt godt 1000 danske forældre. De er blevet bedt om at vælge, hvad de mener, politikerne bør fokusere på.

Kun omkring hver tiende mener, åbningstiderne er vigtigst. Ligeså mange finder, at prisen for en institutionsplads er vigtigst, mens det store flertal på 76 procent svarer, at indhold og kvalitet er vigtigst. Kvalitet og indhold måles blandt andet på de fysiske rammer i institutionen, aktiviteter for børnene og antallet af voksne pr. barn.

Hos BUPL er formand Birgit Elgaard godt tilfreds med forældrenes svar.

"Vi er glade for, at forældrene ikke falder for leflen med mere pasning for færre penge, men at de vægter den pædagogiske kvalitet i institutionerne højest. Samtidig er det glædeligt, at politikerne får et vink med en vognstang om, at de skal tænke i nye baner, hvis de for alvor vil appellere til forældrene og dermed vælgerne," siger hun.



Debat om prisen. Birgit Elgaard mener, at den politiske debat på institutionsområdet hidtil har handlet for meget om, hvor meget man kunne slippe afsted med at spare.

Men det er professor Jørgen Goul Andersen ikke enig i. Han mener ikke, at man med undersøgelsen kan argumentere for, at politikerne er ude af trit med befolkningen, når de taler om at sænke udgifterne til pasning.

"Jeg er sikker på, at hvis forældrene havde kunnet prioritere, hvad der er næstvigtigst, ville et flertal have peget på prisen. Mange småbørnsfamilier har en stram økonomi, og derfor vil det betyde meget, hvis pasningsudgifterne kunne sænkes. Men som spørgsmålet er stillet, er det forventeligt, at forældrene vil svare, at indhold og kvalitet er nummer et. Børnenes trivsel er vigtig," siger Jørgen Goul Andersen.

Han er tilknyttet Institut for Sociale Forhold og Organisation på Aalborg Universitet og har gennem en årrække beskæftiget sig med velfærdsstaten og den offentlige service.



Forslag om prisloft. Debatten om, hvad en daginstituionsplads skal koste, tog for alvor fart, da Socialdemokraterne sidste år foreslog et loft over forældrebetalingen på 1000 kroner. Men partiets socialordfører, Sandy Brinck, afviser, at hun og partifællerne af den grund skulle være ude af trit med, hvad danske forældre faktisk ønsker:

"Vi står fuldstændig ved forslaget, men det betyder ikke, at vi nedproriterer spørgsmål om kvalitet eller om åbningstider. Det er logisk, at undersøgelsen viser, at indhold og kvalitet er så vigtigt for forældrene. Det kommer ikke bag på os. Vi har også fulgt med i, hvordan forældre har reageret de steder, hvor kommunerne har skåret ned på kvaliteten. Derfor har vi også til finansloven foreslået, at der skal afsættes en halv milliard til at forbedre kvaliteten."

Sandy Brinck mener heller ikke, at den politiske debat generelt har handlet for meget om rammerne for institutioner frem for indholdet.

"Vi har blandt andet haft en debat om læreplaner, som desværre er kørt af sporet. Men det var ellers netop et eksempel på, at politikerne forsøgte at sætte det pædagogiske på dagsordenen."



Åbningstider fylder meget. Det er ikke kun prisen for pasning, som har præget den politiske debat på institutionsområdet. Også udvidede åbningstider har været et tema. Blandt andet talte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i februar for, at daginstitutionerne de kommende år bør indstille sig på at holde længere åbent.

Claus Hjort Frederiksen, der også er formand for regeringens Børnefamilieudvalg, mener, at de udvidede åbningstider er nødvendige, hvis børnefamilierne skal have hverdagen til at hænge sammen i en tid, hvor butikkernes åbningstider bliver udvidet.

Men det mener Jørgen Goul Andersen ikke er rigtigt.

"Det er nogle ganske få familier, som har brug for længere åbningstider. For de fleste mennesker er behovet for pasning på skæve tidspunkter ikke større, end at man kan finde en alternativ løsning," siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren til den aktuelle Vilstrup-undersøgelse.



Forældre tilfredse. Claus Hjort Frederiksen er ikke den eneste politiker, som har talt for udvidede åbningstider i landets institutioner. Kommunernes Landsforening (KL) har også bidraget til debatten med et forslag om, at det skal være muligt for forældre at købe sig til ekstra pasning på skæve tidspunkter.

Roskilde-borgmester Bjørn Dahl (V) er formand for KL's børne- og kulturudvalg. Han medgiver gerne, at der kun er et lille mindretal af forældrene, der reelt har brug for det tilbud. Men det gør ikke spørgsmålet irrelevant at diskutere, mener han.

Bjørn Dahl afviser, at politikerne nedprioriterer spørgsmålet om kvalitet i institutionerne til fordel for en debat om de ydre rammer som priser og åbningstider. Han henviser til en undersøgelse, som KL stod bag i 2002. Den viser, at 88 pct. af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns daginstitution, mens kun fem pct. er utilfredse eller meget utilfredse. Den tendens blev bekræftet i fjor i en undersøgelse fra Bureau 2000.

"Undersøgelsen viser, at kommunerne ikke nedprioriterer indhold og kvalitet i institutionerne. Jeg ved godt, hvad der ville ske, hvis vi i Roskilde Kommune forsøgte at svinge den store sparekniv over institutionerne. Så ville vi have en hob af forældre stående uden for Rådhuset. Det er der ingen politikere, der har lyst til," siger han.



Børnene med i stemmeboksen

Danske forældre har deres børn med i stemmeboksen. I hvert fald i tankerne.

Det viser undersøgelsen fra Vilstrup.

Syv ud af ti forældre, som stemmer ved kommunalvalgene, lægger vægt på partiernes børnepolitik. Og når der er folketingsvalg, tager godt hver anden (54 procent) bestik af partiernes børnepolitik, inden de sætter krydset.

Det er især forældre, der stemmer til venstre for midten, som tænker på børnepolitikken i stemmeboksen. To ud af tre, som stemmer på Socialdemokraterne, De radikale, Enhedslisten eller SF svarer, at børnepolitikken har betydning. Blandt de, som stemmer på de øvrige partier, er det kun knap hver anden, som stemmer ud fra børnepolitikken.



Hvilket af følgende tre områder indenfor børneinstitutionsområdet bør politikerne ud fra en helhedsbetragtning primært fokusere på? Angivet i procent.

Indhold og kvalitet: 76

Billigere pasning: 10

Udvidelse af åbningstiden: 11

Ved ikke: 3

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.