Forældre i fængsel: Børnene skal ikke straffes

For Line Dahl Krabsen og hendes søn blev det virkelighed for to år siden. Hendes kæreste og far til deres dengang seks-årige søn blev anholdt og fængslet for fem år. I starten valgte hun og kæresten at sige, at far var ude at rejse, men efter nogle måneder fandt de ud af, at de kom længst med sandheden. Vejen til denne erkendelse var svær, for der var ingen offentlig hjælp at få.

"Jeg bad om støtte til at håndtere situationen overfor min søn. Men det eneste, kommunen kunne tilbyde, var aflastning - altså at skille os ad," fortæller Line Dahl Krabsen, der alle vegne søgte efter hjælp til sit barn, og efter information om, hvordan det er at have en forælder i fængsel. Hun søgte også ligesindede, men det var umuligt. "Folk går jo ikke og taler om, at de har familie i fængsel," som hun siger.

Line Dahl Krabsens oplevelser er helt i tråd med de konklusioner, en ny rapport "Fængsledes børn, en udsat gruppe" fra februar 2005 drager. Det Kriminalpræventive Råd står bag rapporten, og den tager blandt andet udgangspunkt i det faktum, at risikoen, for at børn af fængslede selv en dag bliver kriminelle, er tre gange så stor som for andre børn. Rapporten konkluderer blandt andet, at "De umiddelbare erfaringer (...) viste, at børn og unge på en række områder stadig overlades til sig selv, når en forælder fængsles", og den peger på, at problemerne for barnet starter allerede ved selve fængslingen. Det politi, der foretager anholdesen, har ingen forpligtelser til at varetage eventuelle børns interesser, og de har hverken ret eller pligt til at informere de sociale myndigheder i barnets hjemkommune. Dermed går både socialforvaltninger og PPR-rådgivningerne glip af information, der i princippet kunne sætte arbejdet med støtte til barn og øvrige familie igang. Men selv om disse instanser måtte få beskeden, er der ingen garanti for, at hjælpen når ud til barnet. Rådgivningerne laver generelt ikke opsøgende støtte i form af for eksempel psykologisk eller praktisk bistand eller bare information om, hvad det vil sige at have en forælder i fængsel.



Isolerer sig. "Taberne i det spil bliver børnene," siger Eva Helweg. Hun er børnepsykolog og har i mange år arbejdet med børn i sorg. De sidste to år har hun været supervisor på Dansk Røde Kors' nye arbejde med samtalegrupper for børn af indsatte. "Børn med en far eller mor i fængsel vil ofte holde dette faktum for dem selv, for det er både pinligt og skamfuldt. Og har de ingen at tale med om det, bliver de bærere af en frygtelig hemmelighed. De får svært ved at koncentrere sig om andet, de isolerer sig og mister derfor en masse muligheder for udvikling, både personligt og socialt," siger hun.

For Line Dahl Krabsen blev løsningen at stifte en forening. I sommeren 2005 blev SAVN en realitet, en forening for børn og andre pårørende til indsatte. Tilslutningen og interessen har været overvældende fra første dag.

"Det er helt tydeligt, at der er et behov. De fleste, jeg taler med, har ikke andre at gå til, og henvender de sig til de offentlige instanser med ønske om hjælp til boligen, til transport eller til psykolog, får de ofte afslag. Vi kan hjælpe de pårørende ved at give dem et forum, hvor de kan snakke med ligesindede. Og vi kan formidle kontakt til en psykolog, for eksempel for gode råd om, hvordan man tackler situationen overfor børnene," siger hun.

For at undgå total isolation har både børn og den tilbageblevne forælder behov for ligesindede at tale med. Rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd konkluderer, at hjælp til barnet i høj grad afhænger af, at den tilbageværende forælder tager initiativ til samtale og støtte. Eva Helweg peger imidlertid på, at det for mange forældre kan være et uoverstigeligt skridt at tage.

"Ofte er de ramte familier marginaliserede i forvejen, de kan være økonomisk dårligt stillet, eller den tilbageværende forælder kan selv have personlige problemer. Måske har de i forvejen et anstrengt forhold til de sociale myndigheder. De har med andre ord nok at se til," siger Eva Helweg og fortsætter: "Et andet problem kan ganske enkelt være, at forældrene - både den indsatte og den derhjemme - ikke siger noget til barnet. De synes det er svært og pinligt for både dem selv og barnet, og de vil gerne skåne barnet for de voldsomme nyheder," siger hun.



Bliver jeg drillet? Samtalegrupperne i Dansk Røde Kors regi er for børn fra otte til 17 år. Projektet startede primo 2004, og har til formål at hjælpe indsattes børn med at sætte ord på deres følelser og oplevelser i et frirum, hvor de ikke skal tage hensyn til andre, og hvor de kan opleve, at andre børn har det præcis som dem. "Der er mange af børnene, der går rundt og er frygtlig ensomme," siger Eva Nim Holm. Hun er socialpædagog med efteruddannelse i psykologi. Hun er den ene af fire frivillige, der leder børnegrupperne. "Disse børn taler ikke med andre end deres allernærmeste familie om det. De er bange for at blive drillet og for, om deres kammerater ikke må lege med dem, hvis de finder ud af, hvordan tingene er fat."

Børnene mødes en gang om måneden i tre timer. De starter med en kort præsentationsrunde og snakker så sammen ud fra et fast tema. Det kan for eksempel være om, hvad der er blevet anderledes derhjemme, om hvordan de har det med den fængslede eller om, hvordan de oplever besøgene i fængslet. Specielt de yngre børn tegner deres oplevelser, og de får ekstra tid til bare at lege.

"Det er fantastisk at se, hvordan børnenes skuldre kommer ned, når de har fortalt om deres situation," siger Eva Nim Holm.

"Nogen vælger senere at fortælle om det i klassen eller i fritidsklubben, andre har det bedst med stadig at holde det for sig selv. Men alle gennemgår de en proces, hvor de får sat ord på alt det svære. Det håber vi ruster dem bedre til livet," siger hun.



Samtaler hjælper. Børnepsykolog Eva Helweg håber, at man også rundt omkring i daginstitutionerne kan stille den rette støtte til rådighed.

"Får man kendskab til en fængsling, er det ideelle efter min mening at høre forældre og ikke mindst barnet selv, hvordan de ønsker, situationen skal håndteres. Skal de andre børn vide noget? Skal deres forældre? Der er jo fordele og ulemper både ved tavshed og åbenhed. Institutionen kan evt tage kontakt til det lokale PPR-kontor for hjælp. Og under alle omstændigheder kan personalet hjælpe den tilbageblevne forælder med at forstå, hvor vigtigt det er, at barnet er rigtigt informeret, og med i det hele taget at få snakket om tingene," siger hun.

I SAVN planlægger man samtalegrupper for de mindre børn også, ligesom flere familiearrangementer allerede har været afholdt. Samtidig har Det Kriminalpræventive Råd som opfølgning på rapporten "Fængsledes børn, en udsat gruppe" lavet en hjemmeside specielt henvendt til børn, og en folder henvendt til forældre er udarbejdet og opstillet i alle besøgslokaler i landets fængsler.

"Nu er der sat nogle initiativer igang, som vi må se, hvordan virker," siger Eva Helweg. "Det tager tid at få kendskab til dem rundt omkring. Undervejs må alle, der er i berøring med disse børn, arbejde med en holdningsbearbejdning, så det bliver ok for i det mindste familierne selv at tale om, hvordan det er at have en forælder i fængsel," siger hun.



Fakta

Godt 44.000 (knap 4%) børn og unge under 18 år har oplevet at have en forælder i fængsel.



Mere information til familier eller andre berørt af en fængsling:



• Rapporten "Fængsledes børn, en udsat gruppe" (2005) kan findes på www.dkr.dk under "Børn&Unge"/ "Mor eller far i fængsel?" Her findes også den i artiklen omtalte folder, der følger op på rapporten.

• Pårørendelinjen 7026 0406, en anonym telefonrådgivning under Kriminalforsorgen.

• www.savn.dk, en forening for børn og andre pårørende til indsatte.

• Dansk Røde Kors arrangerer samtalegrupper for børn fra 8-17 år. Telefon 3525 9381 eller www.drk.dk, gå ind under "Få hjælp" og "Er du i fængsel".

• www.kriminalforsorgen.dk har et forum direkte henvendt til børn. Klik på "For Børn" i venstre side.

• Sct. Stefans Familierådgivning er kun for borgere i Københavns Kommune. Der findes dog mange tilsvarende steder i landet. Den lokale PPR-afdelingen kan henvise til dem.



Kilde: Danmarks Statistik, 2002



Holdt børnemøde

Karin valgte fra starten at spille med åbne kort, da faren til hendes søn begik en alvorlig forbrydelse. Hun gik til ledelsen i sønnes børnehave og med støtte fra et krisecenter fik de sammen håndteret situationen i fuld åbenhed, både overfor de andre børn og deres forældre.

Det første skridt var at tale med sin egen søn. Det var en af de sværeste samtaler i sit liv at fortælle sin 4-årige søn, at hans far havde begået en alvorlig forbrydelse, og at han derfor var kommet i fængsel. To dage før havde hun fået meddelelsen om ekskærestens fængsling og ikke mindst årsagen til den. Hun havde været fuldstændig lammet og kun i stand til at tænke en tanke: hvordan håndterer jeg dette overfor min søn?

Den næste svære samtale var, da hun dagen efter afleverede drengen i børnehaven. Hun gjorde alt som vanligt, dog med en undtagelse: Karin gik til børnehavens leder og fortalte, hvad der var sket, og så gik tingene meget hurtigt. Lederen ringede til en pædagogisk konsulent i kommunen, som henviste videre til Sct. Stefans familierådgivning.

Efter få timer fik Karin en psykolog i røret, og dagen efter sad hun i den første konsultation. Her rådede psykologen hende til at sige hele sandheden til sønnen og gav vejledning i, hvordan en sådan samtale kunne forløbe.

Ud over at hjælpe Karin gav Sct. Stefans psykologer supervision til leder og pædagoger i institutionen, og i samråd med Karin blev alle enige om at spille med helt åbne kort. Der blev som det næste holdt et børnemøde, hvor en fra ledelsen fortalte, hvad der var sket. Børnene stillede spørgsmål, og Karins søn svarede. Samtidig gik der brev ud til forældrene om situationen.

"Jeg var så bange for, at min søn skulle blive mobbet, og jeg var nervøs for de andre forældres reaktion. Men modtagelsen var generelt positiv.".

"Det var en lettelse for både min søn og mig selv, at vi kunne snakke åbent om det med alle," siger Karin.

Karins fulde navn er redaktionen bekendt.