Forældre går i protest

Mindst seks forældrebestyrelser i de århusianske daginstitutioner har nedlagt sig selv. Det sker i protest mod, at politikerne har lagt det overordnede ansvar for store besparelser ud til institutionerne selv. En alt for omfattende opgave, mener bestyrelserne.

I disse dage går Kent Secher Ebbesen og river sig i håret. Han er leder af den integrerede institution Kareten i Højbjerg og skal som led i Århus Kommunes budgetforlig spare 295.000 kroner - eller syv procent af sit samlede budget. Præcis hvor han skal finde de penge, har han svært ved at se.

Kent Secher Ebbesen kan ikke støtte sig til sin forældrebestyrelse. Den nedlagde sig selv, et par dage før det endelige budget blev vedtaget. I protest mod de besparelser, som kommunen har pålagt institutionerne selv at finde.

Og lederen forstår godt sin bestyrelse.

"Det er ikke de retningslinjer, medlemmerne gik til valg på. De stillede op til en anden bestyrelsesform, og så kan politikerne ikke pludselig lave vilkårene om. Jeg kan godt forstå, bestyrelsen betakker sig for at være med til de besparelser. Det er en stor mundfuld," lyder det fra lederen.

Selv er han stillet over for det velkendte valg mellem pest eller kolera. Eller rettere - han bliver formentlig nødt til at vælge begge dele, når han skal finde besparelserne.

"Vi har fået stillet i udsigt, at vi enten kan skære på kostordningen eller på personalet. Men det valg holder ikke. Selvom jeg fyrer en pædagog, er besparelsen ikke hentet. Jeg bliver nødt til at se på kosten også. Det frie valg svarer til, at vi selv må bestemme, hvordan vi vil køre fra a til b, men vi har kun benzin til halvdelen af turen. Og så bliver vi ønsket god tur! Det er en opgave, der ikke kan lade sig gøre," siger Kent Secher Ebbesen.

Blandt andet udsigten til at skulle bestemme, hvilke hoveder der skal ryge, er argumentet for, at forældrebestyrelsen har valgt at lukke ned.

"Som bestyrelse og forældre kan vi ikke stå inde for at tage så drastiske beslutninger. Vi skal til at sige folk op, men er det rimeligt? Det er ikke bestyrelsens job at være herre over, hvem der skal fyres. Det vil vi ikke være med til," siger den afgåede formand, Lisbet Nicholaisen.



Budgetcirkus. Budgetforhandlingerne i Århus Kommune har strakt sig over fem måneder og betegnes af både forældre, pædagoger og politikere som et cirkus.

Først varslede politikerne lukning af 17 små daginstitutioner. Forslaget kom i høring, men mødte så massiv modstand, at det blev pillet af og erstattet med en udsigt til fyring af omkring 400 pædagoger. Såvel pædagoger som forældre mødte talstærkt op på rådhuset til foretræde for økonomi-udvalget, og så blev det forslag lukket. Delvist. For i 11. time har det borgerlige flertal i byrådet i stedet vedtaget, at det er op til de enkelte forældrebestyrelser at finde ud af, om de gennemsnitlige knap fem procent af budgettet skal findes på kostordningen eller på pædagogerne.

Ansvarsforflygtigelse, kalder BUPL-formand Henning Truelsegaard det.

"De politiske beslutninger bliver usynlige. Der sker en økonomisk besparelse, men politikerne vil ikke påtage sig ansvaret for forringelserne. Lorten havner på bordet i forældrebestyrelserne," siger Henning Truelsegaard, der forudser splittelse i forældrebestyrelserne. Både mellem forældre indbyrdes og mellem forældre og personale.

"I Århus er der nu lagt op til, at alle parter bliver splittet på kryds og tværs. Nogle forældre vil prioritere madordningen, mens andre vil vælge personalet. De har modsatrettede interesser og helt private vilkår at vælge ud fra. Institutionerne kommer til at sidde med mange forskellige nuancer til, hvad der er godt og skidt og skal finde en helhedsløsning. Det er ansvarsløst af politikerne, at de ikke vil tage ansvar," siger Henning Truelsegaard.



Pseudo-demokrati. Den integrerede institution Solhuset i Mårslet står også uden bestyrelse. Her har forældrene nedlagt hvervet i protest mod det, de kalder pseudo-demokrati.

"Når der er tale om så stor en besparelse, må kommunen selv tage ansvaret. Det er ikke vores opgave. Det svarer til at vaske naboens tøj, og det vil vi ikke være med til. Vi vil gerne fortsætte, men der er ikke regulært demokrati. Forældrenes forslag om øget forældrebetaling har kommunen for eksempel ikke været interesseret i," siger den afgåede formand, Claus Møller Hulemose.

Den integrerede institution Stien i Århus har heller ingen bestyrelse længere.

Her har den tidligere bestyrelse meddelt forældrene, at nok er nok, og nu er det for meget. Bestyrelsen vurderer ikke, at den er kompetent til at træffe de beslutninger, byrådet har lagt ud, ligesom den frygter, at øgede administrative og politiske arbejdsopgaver vil tage pladsen for det, der er bestyrelsens formål. Nemlig at diskutere de overordnede pædagogiske og visionære tiltag i institutionen.

Foreløbig har mindst seks forældrebestyrelser nedlagt sig selv, og det tager Ole Kiil Jakobsen, chef for Børn- og unge-afdelingen, med sindsro.

"Nedlæggelserne er en aktion på grund af politiske beslutninger. Nu er det lederens opgave at få dannet en ny bestyrelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har lederen det fulde ansvar for at gennemføre besparelserne. Det er ikke et borgerligt ombud at sidde i en forældrebestyrelse, så hvis forældrene ikke vil være med, må de lade være. Men så sætter de sig samtidig uden for indflydelse," siger Ole Kiil Jakobsen.

Det er ikke første gang, Århus Kommune oplever sanktioner fra forældrebestyrelserne. I 1995 nedlagde en stor del af forældrebestyrelserne sig selv i protest mod byrådet. Ved det ordinære bestyrelsesvalg nogle måneder senere fik samtlige institutioner en ny bestyrelse.



Spareforligets konsekvenser i Århus Kommune:

- Vuggestuer skal spare 3,3-3,6 procent

- Børnehaver skal spare 6,0-8,8 procent.

- Integrerede institutioner skal spare 5,3-7,0 procent.

- Fritidshjem skal spare 8,4-12,5 procent.

- Byggelegepladser skal spare 12,4 procent.

(Kilde: Børn- og ungeafdelingen, Århus Kommune)

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.