Førerhundene fra Brøndby Strand

Ildsjælene, der arbejder i Satellitten i Brøndby Strand, er en blanding af førerhunde og personlige rådgivere for en flok lokale unge.

SSP-institutionen er en blanding mellem et værested og et rådgivningscenter og har til huse i noget, der ligner en nedlagt lagerbygning. Hver eftermiddag stikker 15-20 børn og unge mellem 10 og 18 år forbi og spiller playstation, hører musik, laver lektier eller får sig en snak med Sas, Moro, Jacob eller Tina. Der er lige mange piger og drenge, som kommer i Satellitten - mange er "2. gere", det vil sige andengenerationsindvandrere. Sas har været leder i to år og hedder egentlig Sascha Popovic.

De fire ansatte i Satellitten er hver især kontaktperson for 3-4 unge, som har brug for speciel intens støtte. Herudover er Satellitten åben for alle andre unge fra Brøndby Strand - de behøver ikke være meldt ind eller opgive navn og personnummer.

»Vi vil gerne se, hvem de går sammen med. Om de også har brug for en håndsrækning. Vi skal være et stabilt holdepunkt for institutionsløse børn og unge, der mangler kontakt og modspil, eller som bare har behov for at snakke,« fortæller Sas.



Noget for noget. Alle, der kommer i Satellitten, kan få hjælp. Og de 12-15 unge, der får intens støtte, har direkte lavet en kontrakt med deres kontaktperson. Af kontrakten fremgår det, hvilke spilleregler de unge skal overholde - og hvad de får til gengæld. Hvis for eksempel skolen og Satellitten bliver passet efter aftalen, og hvis de unge holder sig fra kriminalitet, kan de komme med på Satellittens årlige rejse.

Medarbejderne fungerer på mange måder som en slags stødpude mellem de unge og omverdenen.

»Vi er blandt andet førerhundene, som prøver at guide de unge op igennem det offentlige system. Vi hjælper dem med at huske, hvornår de skal til møde med sagsbehandleren, vi går til møder sammen med dem og laver anbefalinger til, hvilke hjælpeforanstaltninger der skal træde i kraft - for eksempel om de skal have personlig rådgiver, skal på kostskole eller have en familierådgiver. Er der problemer med skolen eller hjemmet, undersøger vi, hvorfor de har problemer og hvordan,« fortæller Sas.



60 timers arbejdsuge. Selvom Sas er en ildsjæl, der brænder for "de skæve børn", har jobbet på Satellitten været en stor mundfuld. En arbejdstid på over 60 timer plus det løse til for eksempel indberetninger, læsning af faglitteratur og mødeforberedelse har mere været reglen end undtagelsen. Og så har mobiltelefonen selvfølgelig været tændt i weekenden og på ferier, så de unge kunne komme i kontakt med ham, når der opstod problemer.

Sas havde da også kun været leder af Satellitten én uge, så havde han givet sig i kast med syv hard-core "2. gere", som skulle vænnes af med at lave trick-tyverier.

»Jeg var personlig rådgiver for den ene. Han er en meget indadvendt dreng, og når han så kom og sagde, at han gerne ville ud af det, var jeg nødt til at gøre noget ved hans råb om hjælp,« fortæller Sas.

Sas fik lavet en aftale med drengen og seks af hans venner om, at hvis de ville indgå nogle kontrakter omkring deres kriminalitet, skolegang og fritid, ville de til gengæld komme ud at rejse et år senere, hvis de overholdt kontrakterne.

»Mit primære mål var at få dem væk fra trick-tyveri. For det synes jeg er den mest beskidte form for kriminalitet - at frarøve gamle mennesker deres værdier. Det er at stjæle slik fra et barn. Mit sekundære mål var at få dem afkriminaliseret, så de holdt sig inden for lovens rammer.«



For hurtig på aftrækkeren. T-projektet - T står for enten "trick-tyv" eller "to-sprogs" - blev straks sat i søen. Også selvom Sas ved siden af var leder af Satellitten, og selvom hverken skole- eller socialforvaltningen i kommunen var taget i ed.

»For mig at se var det simpelt: Vi havde de her drenge, vi lavede i fællesskab nogle spilleregler, og så er det bare om at komme afsted. Jeg handler umiddelbart og logisk. Men der er nogle spilleregler i forvaltningen, så det gav nogle samarbejdskonflikter.«

»Jeg skal også gribe i egen barm. For før jeg satte det her kæmpe store projekt på benene, skulle jeg have undersøgt arbejdsgangene. Det brugte jeg mange ressourcer på. Ikke så meget min egen forvaltning, skoleforvaltningen. Den gav en god opbakning. Men der var problemer i starten med socialforvaltningen. Det er der heldigvis ikke mere.«

T-projektet varede to år - til udgangen af 2000. Og Sas er godt tilfreds med resultatet: Ingen af de syv er i dag trick-tyve. Fire er totalt afkriminaliserede, en er hjernedød efter en ulykke, og to er af og til voldelige og laver lovovertrædelser.

»Hvis jeg skal se tilbage, gør jeg aldrig det her igen. Det har været med til at koste forholdet til kæresten, og jeg har ikke kunnet sove om natten. Jeg var alt for dårlig til at uddelegere. Men jeg fortryder det ikke. For det har givet mig en enorm erfaring med SSP og kriminalitetsforebyggende projekter,« siger Sas.