Følelserne forstyrres af fortiden

Alder er bare et tal, siger man. Den gamle sandhed er vigtig at huske på, når man har med adopterede børn at gøre.

Det fortæller Michel Gorju, der er uddannet socialpædagog og familieterapeut. Han rådgiver adoptivfamilier og underviser fagfolk i adopterede børns særlige livsvilkår.

Selvom et barn på papiret er et børnehavebarn, kan det rent følelsesmæssigt være på alder med et spædbarn eller et vuggestuebarn. Det skyldes de svigt, der er en del af barnets historie.

Når pædagoger møder et adopteret barn i en daginstitution, skal de derfor være opmærksomme på, at det kan have brug for at blive mødt som et langt yngre barn.

"Hvis man møder barnet med en forventning om, at det kan nogle bestemte ting som treårig, så oplever det at være forkert og ikke at leve op til den voksnes forventninger, siger Michel Gorju.



Perler på en snor. Et barns følelsesmæssige og sansemæssige udvikling begynder, så snart det er født og møder sine forældre for første gang.

Men for mange adopterede børn sættes udviklingen i stå, fordi tilknytningen mellem barn og forældre er blevet brudt, mens de var ganske små. De er for eksempel blevet afleveret på et hospital eller har mistet deres forældre på grund af sygdom, fortæller Michel Gorju.

Det er helt basale ting som den trygge genkendelse af forældrenes stemmer og dufte, som børnene mangler at opleve, og det sætter spor.

"Den sansemæssige og følelsesmæssige udvikling er som perler på en snor. Barnet gør sig hele tiden nye erfaringer og kan genkende ting, som det bygger videre på. Hvis barnet ikke kan genkende noget som værende trygt, bliver det ved med at lede efter noget trygt og godt eller det trækker sig ind i sig selv," siger han.

Et barn på børnehjem kan have svært ved at finde en tryg relation med en voksen. Der er simpelthen for få voksne til at imødekomme børnenes behov. De oplever derfor ikke samspillet med en voksen, der 'læser' og reagerer på deres adfærd og sætter ord på tingene.

Det betyder, at børnene senere hen skal have hjælp til at mærke sig selv. Også i en alder, hvor vi forventer, at de selv er i stand til at tolke kroppens signaler og de sociale relationer, de er i.

Et barn, der har været på børnehjem kan for eksempel have svært ved at regulere sult og mæthed. De har ikke lært at mærke efter, om maven er fuld eller tom, og de har været sultne, uden at det blev opdaget af en voksen.

Når et adopteret barn får en ny familie, skal den trygge relation mellem barn og forældre etableres fra bunden af. Det kan være vanskeligt, da barnet har erfaret, at voksne svigter.

Mange adopterede børn hægter sig på hvilken som helst voksen, fordi de har lært, at voksenkontakt ikke er en selvfølge. Adoptivforældre kan opleve, at deres barn hopper op på skødet af helt fremmede, fordi de endnu ikke skelner mellem postbuddet, kassedamen og de nære voksne i hjemmet.



Hold lidt igen. I daginstitutionen vil nogle børn også henvende sig meget til de voksne, men man skal som pædagog holde lidt igen med kropskontakten.

"Man får som voksen selvfølgelig lyst til respondere, når et barn inviterer til kontakt. Men det er vigtigt, at man ikke nødvendigvis holder dem helt tæt ind til sig. I stedet skal man spejle og sætte ord på barnets følelser," siger Michel Gorju.

På den måde er man som pædagog med til at genoprette barnets udvikling og støtte den vanskelige tilknytningsproces til forældrene, fortæller adoptionsrådgiveren.



Hvis du vil vide mere:

www.adoption.dk

'Adoption fra a-z', af Kirsten Elley, JP Bøger, 2003