Født for tidligt

Fire-årige Katarina Gudiksen Møller er glad for at gå i børnehave. Hun kan lide at lege med de andre børn, er tryg ved de voksne og snakker meget om det, de laver i børnehaven.

Sådan har det ikke altid været.

I næsten et år var hun i perioder dybt ulykkelig og græd over at skulle afsted. Hendes mor Heike Gudiksen Møller blev mere og mere frustreret over at stå på sidelinien og se sin lille pige mistrives, og samtidig have fornemmelse af, at ingen ville lytte til hendes forklaringer på, hvorfor datteren var så ulykkelig.

Katarina er født 12 uger for tidligt og vejede 1.280 gram ved fødslen. Allerede efter fem uger kom hun hjem fra hospitalet, og ti måneder gammel begyndte hun i dagpleje. De første tre år i Katarinas liv forløb uden nævneværdige problemer.

»Katarina udviklede sig normalt, og det gik fint i dagplejen, fordi der altid var en voksen, der kunne tage sig af hende. Vi kunne godt mærke på hende, at hun havde det svært med fremmede og havde brug for en fast kontaktperson. Hun var lidt vanskelig at komme ind på livet af, gik meget for sig selv og var ikke så social. Men jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå, når hun startede i børnehave,« siger Heike Gudiksen Møller.

Fra starten gjorde hun børnehaven Rosenbakken i Skive opmærksom på, at datteren er født for tidligt, og hun derfor var utryg ved fremmede, bange for nye ting og havde brug for trygge rammer og en kendt person.

Oplysningerne blev ikke modtaget med nogen særlig interesse.

»Det fæstnede vi os ikke særligt ved. Vi havde alt for lidt kendskab til, hvilken betydning det kunne have. Vi vidste godt, at for tidligt fødte børn måske kunne være lidt sene i deres udvikling, men det var det. Set i bakspejlet havde det været rart, om vi havde vidst noget mere,« siger Charlotte Bÿlow Andersen, der er pædagog i Rosenbakken.



Voldsomme skrigeture. Det var en utryg lille pige, der begyndte i Rosenhaven. Katarina fungerede ikke i sociale sammenhænge, og når der blev stillet krav til hende, eller hun skulle deltage i aktiviteter, kunne hun gå helt i baglås.

»Hun sparkede, skreg og græd, lagde armene over kors og bøjede hovedet ned mod brystet. Hun foldede sig nærmest sammen. Jeg var magtesløs og anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved hende i de situationer,« fortæller Charlotte Bÿlow Andersen.

Ved forældresamtalen tre måneder senere blev Heike Gudiksen Møller orienteret om datterens opførsel. Samtidig blev det foreslået, at Katarina blev undersøgt af en ergoterapeut, fordi personalet mente, at hun havde motoriske problemer. Heike Gudiksen Møller genkendte ikke den pige, hun fik beskrevet.

Ergoterapeutens undersøgelser af pigen varede et par måneder og viste ingen særlige afvigelser. Til gengæld blev problemerne med Katarinas opførsel større, og efter råd fra børnehaven indvilligede Heike Gudiksen Møller i, at datteren skulle filmes i forskellige situationer sammen med Charlotte Bÿlow Andersen. Optagelserne blev brugt til at studere Katarinas opførsel og blev udført af ergoterapeuten, der sideløbende var ved at uddanne sig til psyko-terapeut.

Heike Gudiksen Møller tilbød senere at komme med materiale om senfølgerne hos for tidligt fødte, men det blev afvist.

»Der var en kommunikationsbrist. Forståelsen manglede fra min side, og Heike misforstod mine meldinger. Men inde på stuen snakkede vi meget om, hvad vi skulle gøre. Det var vigtigt for hele stuen, at Katarina fik det bedre,« siger Charlotte Bÿlow Andersen.

For Heike Gudiksen Møller var forløbet præget af stor frustration. Hun følte, at hun fik mangelfuld information, var ked af, at datteren var så ulykkelig og frustreret over, at ingen tog hendes oplysninger om pigens forhistorie alvorlig. Samtidig følte hun, at hun blev betragtet som en hysterisk og småkværulerende mor.

»Jeg var låst fast, fordi jeg heller ikke kunne flytte min datter. Jeg ved, hvor svært hun har det med skift, så det ville ikke være godt for Katarina at skulle skifte børnehave,« siger Heike Gudiksen Møller.



Fik røde ører. Ad omveje hørte personalet i Rosenbakken om en sundhedsplejerske, der har lavet et forskningsprojekt om senfølgerne hos for tidligt fødte børn. Hun blev inviteret til et personalemøde i børnehaven.

»Sundhedsplejersken fortalte, at børn, der er født for tidligt, kan være påvirket af det resten af livet. Hun fortalte, at der ikke er ret megen viden på området, og at forældrene tit føler sig meget magtesløse og har følelsen af at løbe panden mod en mur. Vi kunne genkende mange af de ting, hun sagde. Både hos Katarina og hos et barn på en anden stue, som også er født for tidligt. Vi sad med røde ører og fik pludselig en anden forståelse for Katarina og Heikes situation,« siger Charlotte Bÿlow Andersen.

Hun fortryder i dag, at hun ikke lyttede mere til Heike Gudiksen Møllers oplysninger. Derimod synes hun ikke, at det pædagogiske arbejde med Katarina kunne være gjort anderledes.

»I den tid vi brugte til at filme Katarina, fik hun den én til én kontakt, hun har brug for. Derved støttede vi hendes bevidsthed omkring sig selv, for hun havde ingen særlig kropsbevidsthed. Det fik hun, og det gav hende selvtillid. Efterhånden stolede hun mere på sig selv, og det betød, at hun kunne deltage i en leg. Vi brugte mange ressourcer på at videofilme hende og arbejde bevidst med hendes selvtillid. I dag ved vi, at det er vigtigt at gøre, men at det var tilfældigt, at vi valgte rigtigt, da vi overvejede, hvad vi skulle stille op med Katarina.«



Lille hystade. Siden sundhedsplejerskens besøg har børnehaven søgt flere oplysninger om senfølgerne og har fået redskaber til at tackle de skrigeture, Katarina stadig kan få. Men lige så vigtig er den forståelse, pædagogerne har fået.

»Vi kan se mere nuanceret på, hvorfor hun reagerer, som hun gør. Der er en grund til det, og det giver et større overskud i dagligdagen. Jeg har lært, at vi skal være åbne over for forældrene. De er sårbare, og det kan man godt som pædagog misforstå og misfortolke derhen, at de er bange for at give slip på deres børn og er pylrede. Men i og med der bliver reddet flere og flere for tidligt fødte børn, er det vigtigt, at vi får noget information om senfølgerne,« siger Charlotte Bÿlow Andersen.

Også Heike Gudiksen Møller er taknemlig for, at institutionen har fået øjnene op for Katarinas situation, og at datteren i dag er tryg. Men hun er ked af, at der skulle gå så lang tid.

»Jeg følte ind imellem, at de så min datter som en forkælet lille hystade, der var vant til at få sin vilje. Det er ikke særlig rart. Katarina har et stort behov for tryghed, og hendes psyke er ikke særlig stærk. Hun kunne have undgået nogle nederlag og ikke grædt så meget, hvis personalet havde været mere åben. Det er trods alt forældrene, der kender deres børn bedst.«



Senfølger

De usynlige senfølger:

- sen motorisk udvikling

- problemer med at integrere sanseindtryk

- hyperaktivitet

- sproglige forstyrrelser

- DAMP

- adfærdsvanskeligheder

- skrøbelig og ustabil psyke

- følelsesmæssige problemer (tidligt følelsesmæssigt skadede)

- seperationsangst

- grundlæggende angst og utryghed

- koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder

- svækket hukommelse både korttids- og langtidshukommelse.

De synlige senfølger:

- spastiske lammelser

- syns- og hørehandicap

- problemer med mave-tarm systemet

- kronisk lungebetændelse og mellemørebetændelse

- astma og astmatisk bronkitis



Forskning

Den hidtil største og mest gennemgribende undersøgelse af for tidligt født børn i Danmark blev lavet i 1980erne. 280 børn i fire års alderen med en fødselsvægt på mindre end 2.300 gram blev undersøgt.

Konklusionen var:

Børn med en fødselsvægt på mindre end 1.500 gram risikerer større:

- neurologiske og motoriske vanskeligheder

- fysiske problemer

- følelsesmæssige og sociale problemer