Finanslov 2002 - Seminarierne skånes - arbejdsmiljøet hånes

Efter en nervepirrende uge med store besparelser på dagsordnen lå det tirsdag fast, at pædagogseminarierne skånes for store besparelser i det kommende år. Det glæder BUPL, men samtidig vækker svækkelsen af arbejdsmiljøområdet dyb bekymring

Pædagogseminarierne beholder skindet på næserne. For en uge siden så det ud, som om landets 32 pædagogseminarierne tilsammen skulle spare op til 40 millioner kroner i år, men finanslovsaftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti betød tirsdag, at de fleste besparelser blev taget af bordet.

Der var ellers lagt op til meget store besparelser: Ud over de besparelser - eller "effektiviseringsreguleringer" - som den tidligere SR-regering havde bebudet, ønskede den nye VK-regering at skære yderligere 650 millioner kroner i uddannelsessektoren. Langt den største besparelse skulle opnås gennem beskæringer af taxametertilskuddene. På Højvangseminariet havde rektor Carl-Jørgen Bindslev regnet ud, at regeringsoplægget ville betyde, at der skulle spares omkring én million ud af de 29 millioner kroner, som han havde regnet med at have til pædagoguddannelsen næste år.

Alt i alt ville de udmeldte besparelser have betydet, at op til en tredjedel af seminarierne ville blive konkurstruede, vurderede Pædagogseminariernes Rektorforsamling.

Så galt gik det ikke. Tirsdag morgen viste det sig, at regeringen havde opgivet at spare alle 650 millioner kroner, og mange kunne dermed ånde lettede op.

»Vi er selvfølgelig tilfredse med, at besparelserne på uddannelsesområdet blev taget af bordet, men vi er bekymrede for, hvad næste års finanslov kan bringe. Der er intet, der tyder på, at uddannelserne er fredede,« siger BUPL's formand, Bente Sorgenfrey.

Men hun glæder sig over, at også pædagogernes efter- og videreuddannelse tilsyneladende går fri for besparelser i år. Bevillingen til praktikvejlederkurserne er der stadig (ved Børn&Unges deadline tirsdag) usikkerhed om. Men her var der også kun lagt op til en mindre besparelse sammenlignet med de mange millioner, der ellers jongleres med i regnestykket: Nemlig 100.000 kroner ud af de to millioner, der blev givet i 2001.

Overordnet er BUPL-formanden utilfreds med, at forbedringer i finansloven blandt andet finansieres med grønne afgifter og ulandsbistand, og hun ser med stor alvor på sparerunderne i ministerierne og på arbejdsmiljøområdet. 130 skal fyres i Arbejdstilsynet over de næste fire år, mens Arbejdsmiljøinstituttet, der blandt andet har lavet undersøgelser om tinnitus og støjoverfølsomhed, skal fyre 40 medarbejdere.

»Den her aftale går hårdt ud over arbejdsmiljøet, og det bryder vi os ikke om. Både Bedriftssundhedstjenesten, Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljøinstituttet har været med til at sætte fokus på og forbedre pædagogernes arbejdsmiljø, så det er dybt beklageligt, at de nu skal beskæres så hårdt,« siger Bente Sorgenfrey.

Den forlængede barselsorlov, der også er en vigtig del af finanslovsaftalen, hilser BUPL velkommen, selvom der også er flere ting at kritisere ved den:

»Vi mener, at det er godt med en forlængelse, men vi havde gerne set, at børnepasningsorloven blev fastholdt. Derudover er vi bekymrede over, at en del af aftalen er forbeholdt lønmodtagere,« siger BUPL-formanden.

Hun henviser til, at den nye aftale giver lønmodtagere mulighed for at udskyde en del af barselsorloven efter aftale med arbejdsgiveren, mens ledige ikke vil få denne mulighed. Hvilken betydning, de ændrede barselsregler vil få for dagpasningsområdet, er for tidligt at sige, men i finanslovsaftalen hedder det, at regeringen og Dansk Folkeparti forventer, at "de forbedrede barselsregler ikke forringer de eksisterende pasningsmuligheder". Her skal de nærmere omstændigheder forhandles på plads ved de årlige forhandlinger mellem regeringen og Kommunernes Landsforening i forsommeren.



Finanslovsaftalen indeholder blandt andet:

- De bebudede besparelser på 650 millioner kroner på forsknings- og uddannelsesområdet trækkes tilbage.

- Barselorloven forlænges, og børnepasningsorloven bortfalder. Barselsorloven udvides med 20 uger, der frit kan deles mellem forældrene, svarende til i alt 52 uger med fulde dagpenge. Hertil kommer en mulighed for yderligere forlængelse med i alt 14 uger for beskæftigede og 8 uger for ledige.

- Regeringen og DF har aftalt, at der i denne folketingssamling fremsættes forslag om tilskud til pasning af egne børn i hjemmet (pengene-følger-barnet).

- Arbejdsmiljøinstituttet skal spare omkring ti millioner kroner. Det betyder, at 40 ansatte skal fyres.

- Arbejdstilsynet skal fyre 130 ansatte over de næste fire år. Samtidig skal de 14 tilsynskredse reduceres til fire.

- Lønmodtagere skal have udbetalt ikke-hævede feriepenge ved årets udgang. I dag overdrages de til Arbejdsmarkedets Feriefond.

- Den særlige pensionsopsparing (SP) omdannes til en individuel opsparingskonto.



Hertil kommer en række initiativer, der ikke direkte berører dagpasningsområdet. For en beskrivelse af disse henvises til aftaleteksten på Finansministeriets hjemmeside: http://www.fm.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.